]]>

Arbejdsmiljø og coronavirus

Med genåbningen af Danmark følger nye spørgsmål om sundheden og sikkerheden på arbejdspladsen. Men hvem har ansvaret for et sikkert arbejdsmiljø? Og hvad gør du, når medlemmerne frygter at blive smittet på arbejdspladsen?

Det er arbejdsgivers ansvar at sikre, at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige. Som tillidsrepræsentant kan det dog være en fordel at kende til Arbejdstilsynets og Sundhedsstyrelsens retningslinjer. 

Et sikkert arbejdsmiljø er arbejdsgivers ansvar

Det fremgår af arbejdsmiljølovens § 15, at "arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige”. For så vidt angår medarbejdere, som ikke arbejder hjemme, skriver Arbejdstilsynet endvidere: ”Det er arbejdsgivers ansvar at kortlægge, om der er risiko for, at medarbejdere kan blive udsat for smitte med coronavirus. Hvis det er tilfældet, skal der iværksættes foranstaltninger, der så effektivt som muligt kan forebygge smitterisikoen”. Arbejdstilsynet opfordrer til at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Særlige risikogrupper

Sundhedsstyrelsen ændrer løbende deres vurdering af, hvorvidt man er i en særlig risikogruppe. Er man usikker på, om man er i en særlig risikogruppe, hvor der skal tages særlige hensyn i forbindelse med tilbagevenden på arbejdet, bør man søge egen læge. Nogle af de situationer som medinddrages i vurderingen er høj alder, kroniske sygdomme, mængden af sygdomme og om sygdommene er i mild grad eller svær grad. Er man gravid, kan der også være særlige hensyn ud fra et forsigtighedsprincip. Ligeledes kan også være sociale omstændigheder, fx ens boligsituation, som medfører, om man har en højere risiko. Når det handler om at beskytte de særlige risikogrupper på arbejdspladsen, henviser Arbejdstilsynet til Sundhedsstyrelsens anbefalinger

Frygt for smitte på arbejdspladsen

Som altovervejende hovedregel må en medarbejder ikke udeblive fra sit arbejde eller nægte at udføre en arbejdsopgave på grund af frygt for smitte. Medarbejderen risikerer, at arbejdsgiveren stopper lønnen, og i yderste konsekvens kan medarbejderen blive bortvist. Hvis et medlem frygter at blive smittet med coronavirus på arbejdspladsen, skal du henvise medlemmet til at få en lægelig vurdering af den konkrete risiko. Som tillidsrepræsentant kan du gå i dialog med ledelsen og opfordre til at få afklaret forholdene evt. med bistand fra myndigheder, hvis omstændighederne er tilstrækkelig kvalificerede. Det kan også være en god ide at kontakte Djøf og få sparring på situationen.

Coronavirus som arbejdsskade

Som udgangspunkt anses smitte med coronavirus ikke som en arbejdsskade. For at blive anerkendt som en arbejdsskade skal det blandt andet sandsynliggøres, at den smittede har været udsat for en konkret smitte i forbindelse med arbejdet, eller at den smittede er udsat for en særlig risiko i forbindelse med sit arbejde. Det gælder fx sundhedspersonale.

Der er endnu ikke praksis på området, men det forventes, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring udarbejder en vejledning snarest.

Læs Beskæftigelsesministeriets vejledning "Vurdering af arbejdsskader om sygdom med COVID-19".