]]>

Årets TR: Helle Qvortrup

Det var en tydeligt overrasket og glad Helle Qvortrup, der fik overrakt titlen som Årets tillidsrepræsentant på sin arbejdsplads i sidste uge.

Helle Qvortrup er tillidsrepræsentant i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) – en arbejdsplads, der de seneste år har været præget af flytningen fra København til Brønderslev i april 2016. 

Kollegaerne i STAR fremhæver netop den måde, Helle Qvortrup har håndteret sin rolle som TR i forbindelse med flytteprocessen. En flytning som for Helle Qvortrup selv betyder, at hun nu pendler frem og tilbage mellem hovedstaden og det nordjyske hver uge. 

 
Det siger kollegaerne om Årets TR

I indstillingen af Helle Qvortrup skriver en kollega blandt andet: 

”Fra dag 1 har Helle været meget engageret i at få rammerne for vores nye arbejdsplads på plads. Hun har gjort utrolig meget for at få procedurerne for lønforhandlinger på plads, finde ud af oplysninger om vores interne arbejdstidsregler og alle de spørgsmål, der løbende er dukket op på en spritny arbejdsplads med en stor portion nyuddannede ansatte.”

Mens en anden begrunder sin indstilling sådan: 

”For mig er Helle indbegrebet af en tillidsrepræsentant. Jeg har 240 % tillid til Helle og ved, at hun altid vil kæmpe for vores interesser. Hun er typen, der siger tingene uden omsvøb, hvilket gør hende yderst troværdig, og man ved, hvor man har hende.”

Det siger dommerne om Årets TR

I feltet af dygtige og kompetente tillidsrepræsentanter, der var indstillet til årets pris, lagde dommerkomitéen vægt på følgende i deres begrundelse af valget af Helle Qvortrup som Årets TR:   

"Helles indsats vidner om en tillidsrepræsentant, der på den ene side evner at indgå i strategiske forhandlinger på vegne af sine medlemmer, og som samtidig går i øjenhøjde og viser omsorg og engagement over for det enkelte medlem.

Helle formår at være tryghedsskabende i en kompleks virkelighed, og hun gør det med et smil på læben. At det sker samtidig med, at hun pendler frem og tilbage mellem København og Brønderslev, gør det bestemt ikke mindre beundringsværdigt. 

Helle bygger bro, ikke kun mellem medlemmer, men også på tværs. Således har hun været initiativtager til et arrangement for alle AC'ere - hvor også ikke-medlemmer blev inviteret. Den slags gavner både medlemmerne, arbejdspladsen og djøfernes omdømme.”

Se også artiklen om Helle Qvortrup i Djøfbladet 

Anerkendelse af andre tillidsrepræsentanter

Dommerkomitéen sender desuden en blomst og en personlig hilsen til: 
 
  • TR-kollegiet i Haderslev Kommune, det vil sige Henrik Lomholt Rantala Møller Nielsen og Birgitte Dyhrberg Juhl Melchiorsen, for at vise, hvor værdifuldt det er, når tillidsrepræsentant og suppleant samarbejder og fremstår som team - over for medlemmerne og i samarbejdet med øvrige faglige organisationer. Henrik Lomholt Rantala Møller Nielsen blandede sig i øvrigt i debatten - sammen med stort set alle andre fagforbund - ved at stå bag et læserbrev, der satte fokus på administrationens bidrag til den borgernære service. 

  • Bente Warming Hansen fra Skattestyrelsen i Middelbart som anerkendelse af hendes store indsats som tillidsrepræsentant og medvirken til at skabe "en sund kultur med et godt arbejdsmiljø" i en turbulent organisation som en del af det nye SKAT.

Tillykke til jer alle fire og tak for indsatsen til alle Djøfs uundværlige tillidsrepræsentanter over hele landet.