06.03.2017

Hvordan tilmelder jeg mig et kursus?

Når du har fundet kurset, du vil tilmeldes, kan du enten klikke på tilmeldingsknappen eller sende en mail til den kursusansvarlige med dine kontakt- og faktureringsoplysninger.

Jeg er ikke medlem af Djøf, kan jeg deltage alligevel?

Ja - alle vores kurser er åbne for såvel medlemmer af Djøf som ikke medlemmer, hvis ikke andet er angivet på det enkelte kursus.

Får jeg noget at spise på kurset?

Ja - forplejning er inkluderet i kursusprisen. Forplejningen vil oftest bestå af morgenbrød med kaffe/the, frokost samt eftermiddagskaffe/the med kage. Kurser med overnatning er inklusiv middag.

Hvornår er der tilmeldingsfrist?

Vi beslutter 1 måned før start, om kurset gennemføres. Det vil derfor være optimalt, hvis du tilmelder dig inden. Vi modtager dog tilmeldinger helt frem til kursusstart.

Er der en frist for afmelding?

Afmeldingsfristen er en måned inden kursets start med mindre andet er anført under det enkelte kursus. Der kan vederlagsfrit foretages afmelding inden afmeldingsfristens udløb. Ved senere afmelding, dog senest 14 dage før kursets start, opkræves et administrationsgebyr på 50 % af kursusafgiften.

Ved afmelding senere kan nedsættelse af kursusafgiften ikke påregnes. Pladsen kan dog vederlagsfrit overføres til en anden deltager fra samme virksomhed. Afmelding foretages på mail eller via Mit Djøf, hvis du er medlem.

Jeg er blevet syg, hvad gør jeg?

Hvis du bliver syg, er du velkommen til at overlade pladsen til en anden deltager fra samme virksomhed uden beregning. Vi vil dog gerne have besked herom, så vi kan orientere underviser, kursussted m.m.

Er kurset med overnatning?

Det vil fremgå i fakta-boksen på det enkelte kursus, hvis der er overnatning mellem kursusdagene. Hvis der ikke står noget, er der ikke overnatning inkluderet i prisen. Vi kan dog godt være behjælpelige med bestilling af overnatning, hvis du har brug for det. Kontakt den kursusansvarlige, hvis du ønsker hjælp med dette.

Hvornår hører jeg noget inden kurset?

Der bliver sendt en velkomstmail med praktiske informationer om kurset 1-2 uger før kursusstart. På enkelte kurser vil der være forberedelse  - du vil i så fald blive orienteret i god tid.

Hvornår modtager jeg en faktura?

Ca. 1 måned før kursusstart fremsender vi faktura for din deltagelse på kurset. Har du brug for en faktura tidligere eller at få opdelt fakturaen i rater, kan det selvfølgelig godt lade sig gøre. Kontakt den kursusansvarlige og aftal nærmere.

Hvordan vælger jeg det rigtige kursus?

Hos Djøfs Kurser og Uddannelser kan vi tilbyde dig helhedsorienteret rådgivning. Vores rådgivere er fagligt velfunderede med et stort kendskab til djøfernes kompetencer og arbejdsområder. De er bredt orienteret om det danske kursusmarked og har erfaring med rådgivning på alle niveauer. Med spidskompetencer inden for hvert deres felt, vil du altid blive matchet med den mest kompetente rådgiver.

Du kan enten skrive til os på dk,djoef,kurseroguddannelser eller ringe på tlf. 33 95 97 00.