]]>

Arrangement

Udlever du din passion - talentmentor

Kom og bliv inspireret til, hvordan du får din passion inddraget i dit liv og hør Rikke og Casper fortælle om deres passion for Sydafrika, Fairtrade og vin. Vi slutter af med vinsmagning. Arrangementet er for tidligere talentmentees i Djøf.

Hvad handler arrangementet om?

Til dette arrangement sætter vi fokus på passion inklusiv din egen, om vi kan finde den, hvordan vi kan udleve den, og om vi allerede gør det. Vi skal høre Rikke og Casper Skov Thomas fra The Fair Wine Company fortælle om deres passion, som de udlever i dag, nemlig deres passion for Sydafrika, Fairtrade og vin.

Test drømmen

Når du har fundet ud af, hvad du har allermest lyst til, er det tid til at tage et virkelighedstjek.

  • Hvad handler det i virkeligheden om?
  • Hvis du drømmer om at være fotograf, er det så, fordi du elsker at nørde med teknik, gerne vil ind i modebranchen eller er det i virkeligheden naturoplevelser, der trækker?

Der ligger altid noget nedenunder, og hvis vi ikke finder ind til det, ender vi med at jagte en eller anden overfladedrøm i stedet for det essentielle. Hver gang vi finder ud af, hvad vi egentlig gerne vil, er vi nødt til at spørge os selv, hvilke værdier ønsket reelt udspringer af?

Når du har analyseret drømmen til bunds, er det tid til handling, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at du skal sige jobbet op og flytte til Langtbortistan i morgen. Mange af os når et sted hen, hvor vi føler, at den eneste måde at finde tilbage til glæden og tilfredsheden på, er ved at vende op og ned på vores tilværelse. Som regel kan mindre gøre det. Selv små skridt i den rigtige retning kan betyde en stærkt øget livsglæde. Spørg dig selv, om du kan få nogle fritidsaktiviteter ind i dit liv, der giver dig lyst og mening. Eller om du måske har en passion for dit arbejde, der bare er ført på afveje.

Det vigtigste er, at man med jævne mellemrum gør status og spørger sig selv: Hvor er jeg lige nu? Hvad drømmer jeg om? Hvad kommer jeg fra, og hvor er jeg på vej hen? Og dropper idéen om, at der findes ét rigtigt svar for det. Vi ændrer os nemlig løbende gennem livet, og det samme gør vores livsvilkår og værdier. Derfor tester vi det af og stiller skarpt på passion.

Vi kommer omkring nogle af nedenstående spørgsmål og mange flere:

  • Hvad er din passion og/eller hvordan finder du din passion?
  • Hvad skal der til for, at du handler på at udleve din passion?
  • Passion i forhold til dit personlige liv versus arbejdsliv    
  • Hvilke konsekvenser vil det have, hvis du aldrig forfølger din passion?
  • Hvordan vil du integrere/sørge for at finde din passion/gøre den til en del af dit liv?

The Fair Wine Company

Idéen til The Fair Wine Company startede i 2012, da Rikke og Casper Skov Thomas besøgte det smukke land Sydafrika. Ved deres besøg i Sydafrika smagte de blandt andet på lokal Fairtradecertificeret vin og endda meget god vin. Den gode vin kunne de godt tænke sig at dele med andre, og derfor begyndte de at snakke mere og mere om at starte et vinimportfirma med Fairtradecertificeret vine fra Sydafrika. Der skulle faktisk ikke mere til end et par møder her og der, før deres idé ikke længere bare var en idé, men en forretningsplan.

I slutningen af 2015 gik de for alvor i gang, og i foråret 2016 smagte de vin fra mange forskellige Fairtradeproducenter i Sydafrika. De besluttede selv at købe noget Fairtradecertificeret vin hjem fra Sydafrika, og nu er de i fuld gang med at udleve en drøm og passion for både Sydafrika, vin og Fairtrade.

Program

Kl. 17.00 Indledning 

Kl. 17.15 Workshop

Kl. 17.40 Plenum

Kl. 18.00 Pause/mad

Kl. 18.20 Casper og Rikke fortæller om deres passion og vinsmagning

Kl. 19.00 Netværk og hygge

Kl. 19.30 Vi slutter af – næste arrangement 

Vi slutter af med vinsmagning af vine fra The Fair Wine Company, som har 3 forskellige vine med fra Sydafrika. Hvis du har lyst til at deltage i vinsmagningen, er der en egenbetaling til denne del af arrangementet på 50 kr., som betales direkte til The Fair Wine Company på dagen.

Arrangementet har ikke flere afholdelser på nuværende tidspunkt

Se alle