]]>

Arrangement

Talentmentor: Fremtidens ledelse - leder i fremtiden?

Ledelsesrummene er fyldt med ord som transformationer, digitalisering, paradokser og agilitet. Det er en del af nutidens ledelse, men hvad byder fremtidens ledelse på? Deltag i 10 års-jubilæet og find ud af det.

Hvad handler arrangementet om?

Vi ved ikke, hvad fremtidens ledelse kræver af os, men der forskes og spekuleres i det. Derfor dykker vi længere ned i emnet, og belyser det fra tre forskellige perspektiver, forskerens, politikerens og erhvervslederens. Vi har inviteret 5 oplægsholdere ind, som kommer med hver deres bud på, hvad fremtidens ledelse kommer til at indebære. Så kom og vær med, når vi får et smugkig ind i fremtidens tendenser og muligheder for kvindelige ledere. 

Til at holde styr på tiden igennem dagen, har vi inviteret moderator Maria Flora Andersen, Direktør for Danmarks første studenter-drevne innovations-hus.

I løbet af dagen møder du blandt andre

  • fremtidsforsker Louise Fredbo-Nielsen, som tager os med ind i forskningen, hvor hun giver sit bud på, hvad vi bliver mødt af, og det vi skal være skarpe på, når det kommer til fremtidens arbejdsmarked og ledelse.
  • forsvarsminister Trine Bramsen, som giver sit perspektiv på fremtidens ledelse som politiker og ansvarshavende for det store antal ledere, som er ansat i det danske forsvar.
  • erhvervsmanden Lars Kolind, som med sin bog ’Unboss’ udfordrer os på vores tankegang om ledelse. Er fremtidens leder måske anti-chef og hvad betyder det?
  • CEO for Velliv Steen Michael Erichsen. Som direktør for et stort pensionsselskab fortæller han, hvordan de griber fremtidens ledelse an, og hvad de særligt forbereder sig på.
  • nyudnævnt politisk leder for Alternativet Josephine Fock, som giver sit syn på, hvad fremtidens ledelse vil bringe med sig.

Vi runder oplæggene af med spørgsmål fra salen, hvor der er mulighed for debat. Her kan du stille de kritiske spørgsmål og udfordre dem på deres perspektiver.

Til slut binder vi en fin sløjfe om det hele, når vi, inden vi sætter os til bords, samler op på dagen, hvor vi forhåbentligt føler os bedre rustet til den fremtid der venter os, som måske kommende ledere, direktører og bestyrelsesmedlemmer/forkvinder.

Vi glæder os til at se alle talentmentorer og talentmentees igennem de sidste 10 år, til en faglig og social dag i ledelsens tegn.

Arrangementet har ikke flere afholdelser på nuværende tidspunkt

Se alle