]]>

Arrangement

Rundvisning og oplæg hos Retten i Aarhus

Kom med foreningen 'Moderate Jurister' og Djøf Studerende, når vi besøger Retten i Aarhus og det smukke tinghus. Under besøget vil retspræsident Bodil Ruberg fortælle om arbejdet inden for retsvæsenet og dagligdagen i de danske domstole.

Aktivitetspuljen

Hvad handler arrangementet om?

  • Har du set en retsbygning indefra?
  • Hvordan foregår afviklingen af en nævningesag?
  • Hvordan er det at arbejde inden for retsvæsenet?

De spørgsmål får du svar på, når vi besøger Retten i Aarhus igen i år. Du møder retspræsidenten, der vil fortælle om arbejdet i det danske retsvæsen, hvordan dagligdagen i retten fungerer, og hvordan Retten i Aarhus skal ses i forhold til de øvrige danske domstole.

Efter oplægget er der rundvisning i det smukke tinghus, der er et af de sidste oprindelige tinghuse, som fortsat er fungerende domstol, som vi har i Danmark og som for få år siden blev renoveret.

Arrangementets formål er at inspirere dig i forhold til karrieremulighederne i det danske retsvæsen. Du kan opleve den smukke byret, og domstolsverdenen vil forhåbentligt blive mindre fremmed for dig.

Mødested og sikkerhedskontrol

Vi mødes i Djøf kl. 13.30. Djøf ligger i Frederiksgade 74F 8000 Aarhus C. Herefter spadserer vi til Retten i Aarhus Tinghuset Vester Allé 10 for at være der kl. 14.30. Hvis du ikke har mulighed for at møde i Djøf, er du velkommen til at møde ved Retten i Aarhus kl. 14.30.

Der bliver foretaget sikkerhedskontrol ved indgangen. Det er ikke tilladt at medbringe nogen former for skarpe metalgenstande og euforiserende stoffer. Medbringer du medicin, bør du medbringe det i original emballage. Adgangen kan gøres betinget af kropsvisitation. Du bedes aflevere digitalt udstyr, da det er forbudt at fotografere byretten indenfor, medmindre retspræsidenten giver andre anvisninger. Manglende overholdelse af anvisningerne, hvad enten de er givet af rettens personale, politiet, Kriminalforsorgen eller 'Moderate Jurister' vil medføre bortvisning fra arrangementet.

Arrangementet har ikke flere afholdelser på nuværende tidspunkt

Se alle