Djøf Advokat inviterer til en spændende aften i retssikkerhedens tegn, når vi stiller skarpt på to sager, som har givet anledning til debat om Danmark som retsstat, og hvordan advokater bedst varetager deres klienters interesse, når kampen mod staten spidser til.
Aftenens første tema fokuserer på sager, hvor sagen mørklægges af hensyn til statens sikkerhed. Det giver udfordringer for de advokater, der skal bistå, og det udfordrer den almindelige opfattelse af retssikkerhed. Emnet er højaktuelt med blandt andet de igangværende sager om tiltalen mod:
- Lars Findsen om læk af fortrolige og statslige hemmeligheder
- Ahmed Samsams civilretlige søgsmål mod Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
Aftenens andet tema fokuserer på advokatens rolle i forbindelse med nedlukningen af minkerhvervet og de særlige problemer, det har medført for minkavlerne. Vi kommer tæt på forløbet fra Mette Frederiksens pressemøde den 4. november 2020 og frem til nu, hvor oprydningen af minkfarme og fastsættelsen af kompensation er i gang.
Er Danmark virkelig den retsstat, som vi ofte hører? Deltagerne får et unikt indblik i en række sager, som får betydning for Danmark i mange år fremover
Arrangementet er åbent for alle erhvervsaktive.