]]>

Arrangement

Politiker på de sociale medier

Hvordan er det at være politiker på de sociale medier? Deltag, når vi inviterer til debat sammen med Politikerforum.

Hvad handler webinaret om?

Faktum er, at den politiske diskussion har holdt flyttedag og nu primært foregår på Facebook. Den politiske dialog har rykket sig fra byrådssalen, forsamlingshuset og læserbrevet hen imod et SoMe-demokrati. Der er politikere, som er tilhængere af denne ændring, og måske selv bidrager aktivt til skiftet, mens andre måske er mindre komfortable ved den nye politiske mikrofon og det nye politiske mødested.

Der er mange udfordringer:

  • Hvor ligger potentialet i de sociale mediers bidrag til den politiske diskussion, og hvor er faldgruberne?
  • Hvordan når man ud med sine holdninger og budskaber, og hvordan undgår man at havne i en shitstorm?
  • Skal man faktatjekke sine udtalelser?
  • Hvor tæt må man gå på de enkeltsager, der oftest finder vej til de sociale medier?
Det er nogle af de overvejelser, som Politikerforum i fællesskab med politikere, forskere og borgere ser nærmere på. Du får på workshoppen rig mulighed for at deltage i debatten, og du møder tidligere nyhedsdirektør på DR og direktør i Constructive Institute Ulrik Haagerup, som sammen med et panel af politikere fra Folketinget, kommuner, regioner og Europa-Parlamentet debatterer de demokratiske konsekvenser af, at de politiske diskussioner ofte foregår på de sociale medier.

Praktiske informationer

  • Mødet streames via Zoom.
  • Du modtager link til arrangementet dagen før.
  • Du kan logge på via pc/tablet og mobil.
  • Webinaret kræver din aktive deltagelse med billede og lyd. Vi anbefaler brug af høretelefoner.
  • På mødet anvendes Zooms digitale grupperum (breakoutrooms).
  • Mødet starter kl. 16.00. Du kan tjekke ind fra kl. 15.45.
  • Test din lyd og forbindelse med det samme her
Når du har tilmeldt dig, vil vi bede dig bidrage til en mindre forberedelsesopgave, så facilitatorerne fra Resonans Nanna Hebsgaard og Anne-Mette Scheibel kan bringe dine perspektiver og erfaringer i spil på workshoppen.

Hvad og hvem er Politikerforum?

Politikerforum er et mødested, hvor politikere på tværs af Folketinget, regioner, kommuner og Europa-Parlamentet kan drøfte væsentlige udfordringer til udøvelsen af hvervet som folkevalgt politiker. Her er der plads til politikernes samtaler, diskussioner og idéudvikling på tværs af politiske niveauer og partifarve. På arrangementerne får du input fra politikere, administratorer og forskere og inspiration til at afprøve nye tiltag og evaluering af praktiske erfaringer.

Politikerforum er tilrettelagt i samspil mellem professorerne Jacob Torfing og Eva Sørensen fra Roskilde Universitet, professor Ulrik Kjær fra SDU, professor Lotte Bøgh Andersen fra Aarhus Universitet, professor Lene Holm Pedersen fra Københavns Universitet i samarbejde med partnerne i Resonans Nanna Hebsgaard og Anne-Mette Scheibel og Djøf.

Kommende Politikerforum-arrangementer, som er under forberedelse:

  • De politiske ledelseskæder fra Ballerup til Bruxelles – og tilbage igen
  • Hvis borgerinddragelse er godt, er meget borgerinddragelse så meget godt?

Arrangementet har ikke flere afholdelser på nuværende tidspunkt

Se alle