Selvom det ikke er nyt, at arbejdslivet forandrer sig, så er hastigheden og de omvæltninger, den enkelte oplever i arbejdslivet lige nu, af en helt ny karakter. Mens verden er i hastig udvikling, har vi ikke fornyet vores måde at leve på ret meget og vi indretter stadig vores liv som før. Men hvis vi skal leve et godt og langt liv i en verden, der er i forandring, skal vi redesigne vores liv og samfund og sikre, at vi får sat en helt ny form for menneskelig, social og relationel opfindsomhed i spil.
Du har en unik mulighed for at møde den verdensberømte forfatter og forsker Lynda Gratton, som gæster København. Lynda Gratton, der er professor i ledelse og en af verdens førende ledelsestænkere, tager i bogen 'Den hybride arbejdsplads' udgangspunkt i sine 30 års forskning inden for de teknologiske, demografiske, kulturelle og samfundsmæssige tendenser, som former arbejdet og bygger videre på det, vi lærte under pandemien.
Du kan møde Lynda Gratton, fremtidsforsker Anne Skare Nielsen og Djøfs formand Sara Vergo og høre om deres syn på den globale omstilling af arbejde og de enestående muligheder for at redesigne arbejdet i vores organisationer.
Jacob Rosenkrands modererer debatten om, hvordan vi bedst lykkes med at skabe fremtidens arbejde og den hybride arbejdsplads.