]]>

Arrangement

Flerårsaftalen for politi og anklagemyndighed

Kom med til møde, når Dansk Kriminalistforening sætter fokus på Flerårsaftalen for politi og anklagemyndighed - hvad er nyt, status og perspektiverne?

Idépuljen

Hvad handler arrangementet om?

Til aftenens gå-hjem møde har vi besøg af Adam Diderichsen og Lasse Boje.

Adam Diderichsen vil fortælle om de elementer flerårsaftalen indeholder, der skulle styrke politiets nærhed til borgerne, men også elementer, der snarere førte til øget centralisering. Nærheden skulle især sikres gennem 20 nye nærpolitienheder og 110 nye lokalbetjente. Men samtidig indførte man en ny national efterforskningsenhed. Denne spænding mellem nærhed og nødvendigheden af at opbygge stærke, centrale politifaglige miljøer har endvidere været et gennemgående tema i de seneste mange års danske politihistorie

Måske en del af problemet imidlertid er, at begreberne om nærhed og politifaglighed ofte tages som givet, som om det var selvforklarende, hvad der ligger i disse begreber. I dette oplæg vil han derfor argumentere for, at der ligger en demokratisk kerne i forestillingen om politiets nærhed til borgerne, som ofte overses i den danske debat, og som har afgørende betydning for såvel politiets faglighed som dets organisering.

Lasse Boje vil fortælle om, hvordan der i flerårsaftalen 1. januar blev oprettet den nye landsdækkende enhed – National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) - der har overtaget opgaver fra otte tidligere enheder i politiet og anklagemyndigheden.

Enheden skal efterforske den mest komplekse organiserede kriminalitet, økonomisk kriminalitet og it-kriminalitet, ligesom enheden skal understøtte politikredsene med specialkompetencer i form af blandt andet kriminaltekniske ydelser og centrale visitationsordninger. NSK skal ifølge flerårsaftalen sikre en markant styrkelse af indsatsen mod den mest komplekse kriminalitet, hvilket blandt andet skal ske gennem mere specialisering, nye værktøjer og styrkede kompetencer med henblik på at kunne være på forkant med udviklingen.

NSK befinder sig i en indkøringsperiode, hvor der er fokus på at komme i mål med sammenlægningen af de otte tidligere enheder og opretholde en stabil drift, men enheden har samtidig påbegyndt arbejdet med at sammensætte konkrete indsatser, der på både kort og lang sigt kan styrke bekæmpelsen af den mest samfundsskadelige kriminalitet i Danmark.

Alle er velkomne til gå hjem-møderne Idépuljen laver i samarbejde med Dansk Kriminalistforening.

Arrangementet har ikke flere afholdelser på nuværende tidspunkt

Se alle