I 2019 vandt Jakob Carlsen prisen for årets danske film ved Nordic Adventure Film Festival med sin film 'Digging Deep'.
'Digging Deep' er hans selvdokumentarfilm om sine to gennemførsler af verdens hårdeste bike packing-cykelløb, Arizona Trail Race. Ruten går på et vandrespor 1250 km gennem Arizonas barske ørken, skove og bjergterræn med krydsningen af Grand Canyon med cykel og bagage på ryggen som den helt store kraftpræstation. Løbet er uden nogen form for support. Alt er overladt til deltagerne selv.
Jakob fortæller om den fysiske og mentale træning og viser gennem filmen nogle af de puslebrikker, der tilsammen hjælper til at nå målet: at gennemføre, uanset hvad det kræver.
Den mentale styrke er nøglen til at overkomme udfordringer, både når det gælder et ultrarace og dagligdags udfordringer, om det er i ens privatliv eller arbejdsliv. Hvis man som leder kan motivere og overføre mindsettet til sine medarbejdere, har man en rigtig god grobund for et godt og frugtbart arbejdsmiljø.
Den Danske Kirke i Bruxelles og Djøf Belgien indbyder til aftenens filmforedrag, hvor vi serverer gratis sandwich og drikkevarer fra kl. 19.00. Herefter følger en visning af filmen, der afsluttes med Jakobs foredrag.