Med udgangspunkt i velkendte klassikere fra blandt andet højskolesangbogen bliver du guidet ud i fællessang og personlig sangudvikling i trygt selskab med sangcoach Gitte Degn og lokale djøfere i Kolding og omegn. Hver fugl synger med sit næb, og hvad enten du er erfaren korsanger eller diskret brummer på bagerste række, slutter du denne arbejdsdag med en anderledes oplevelse.
Mennesker kan godt eksistere uden at synge, og et samfund kan nok også få hjulene til at løbe rundt uden sang. Men uden sangen ville både livet og samfundet blive fattigere. At fornemme hverdagen som noget festligt og farverigt, at se det store i det små og løfte sløret for hverdagens små mirakler – det er den fortryllende oplevelse, en god sang kan give os.
Måske går du ovenikøbet hjem med små fif, så du fremover tør tage initiativ til fx at starte et møde med en fællessang. Eller indføre fælles morgensang på din arbejdsplads.
Arrangementet blev også afholdt i Aarhus i oktober 2021 og blev blandt andet evalueret med ordene ”Et helt igennem fantastisk, givende og anderledes arrangement. Jeg gik derfra fyldt op af god energi”.
Har du en god kollega, ven eller nabo, som du gerne vil have med til fællessang? Så er det muligt at tilmelde sig sangarrangementet uden at være medlem af Djøf.