]]>

Arrangement

Djøf Advokat Akademiet - Trusted Advisor

I advokatbranchen hedder det sig ofte, at det handler om at blive "Trusted Advisor" - klientens betroede rådgiver. Men hvordan opnår man klientens ubetingede tillid? Og kan man allerede som jurastuderende gøre noget for at blive en god betroet rådgiver?

Hvad handler arrangementet om?

Dette arrangement udbydes af Djøf Advokat Akademiet og er eksklusivt for jurastuderende på kandidatuddannelsen. Til arrangementet vil alle fremmødte blive bedt om at forevise dokumentation for medlemskab, uddannelse og semester.

Advokatens rolle som trusted advisor for sin klient minder om våbendragerens rolle for krigeren. Våbendrageren er den tro og loyale støtte, som står ved sin herres side på slagmarken og bærer dennes våben, ligesom advokaten er den urokkelige støtte for klienten, som bevarer fatningen og står klar med de afgørende argumenter og beviser. 

På et moderne advokatkontorer forventes det også af advokatfuldmægtige, at de kan skabe tillidsfulde forhold, så klienterne altid føler sig i trygge hænder, uanset hvem der behandler sagen.

Men hvordan bliver man den betroede rådgiver, som klienten ringer til, når det brænder på, og som klienten betror de allerstørste, vigtigste og mest fortrolige spørgsmål i sin virksomhed?

Til Djøf Advokat Akademiets åbningsarrangement giver tre erfarne advokater et unikt indblik i deres erfaringer på vejen til at blive betroede rådgivere, udfordringerne undervejs, og hvad de ønsker, at de havde vidst, da de begyndte som advokatfuldmægtige.

Rikke Søgaard Berth (Horten) fortæller om sin rolle som trusted advisor i projekt 'Grand Départ Copenhagen', der sikrede, at Danmark i 2021 lægger asfalt til tre etaper af Tour de France - den største sportsbegivenhed i dansk historie.

Michael Brandt (Synch) fortæller om den forretningsmæssige værdiskabelse, som techvirksomheder og iværksættere forventer og kræver af deres rådgivere.

Og endelig indtager Louise Celia Korpela (Gorrissen Federspiel) scenen sammen med sin klient, Mads Robert Bording Jensen (Novo Nordisk Fonden). Sammen fortæller de om det tætte og fortrolige samarbejde, som der skabes mellem advokaten og klienten.

I den indlagte pause byder Djøf Advokat Akademiet på mad, drikke og rig lejlighed til at netværke med andre kandidatstuderende.

Arrangementet har ikke flere afholdelser på nuværende tidspunkt

Se alle