Dansk Kriminalistforening inviterer til gå-hjem møde hvor Claus Birkelyng og Helle Lykke Olesen fortæller om en af tidens store udfordringer i den digitaliserede verden, nemlig billeddelingskulturen blandt unge mennesker. I dag skal de unge dokumentere alt ved hjælp af kameraerne i deres smartphones og alt skal deles på sociale medier som Facebook, Instagram m.fl.
Udgangspunktet bliver den store Operation Umbrella, som Nordsjællands Politi og Rigspolitiets NC3 efterforskede i efteråret og vinteren 2017, og hvor man medio januar 2018 sigtede mere end 1.000 unge mennesker i alderen fra 15 til 25 år for at have delt en sexvideo med børnepornografisk indhold, idet personerne på filmen alle var 15 år. Claus Birkelyng fortæller om sagens tilblivelse, efterforskningen og håndteringen af en så stor sag med 11 involverede politikredse samt håndteringen af den præventive indsats med div. organisationer. Helle Lykke Olesen, der på daværende var tjenestegørende ved Nordsjællands Politi, fortæller om den juridiske vinkel og håndtering af sagen.
Oplæg ved
Claus Birkelyng, politiinspektør, Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center NC3
Helle Lykke Olesen, konstitueret advokaturchef, Midt- og Vestsjællands Politi
Program
Kl.17.00 Oplæg
Kl.18.00 Sandwich
Kl.18.15 Diskussion
Kl.18.45 Tak for i dag
Mødet er arrangeret af Dansk Kriminalistforening og er åbent for medlemmer af Djøf og medlemmer af Dansk Kriminalistforening.