]]>

Arrangement

Danmark og Grønland: Sprækker riget?

"Grønland er grønlandsk", sagde statsministeren til Trump. Men hvor står Rigsfællesskabet i dag, og hvorfor ser politikere i Danmark og Grønland så forskelligt på en fælles fremtid? Få svaret, når mangeårig iagttager af grønlandske og arktiske forhold Martin Breum kommer med sit bud.

Idépuljen

Hvad handler arrangementet om?

”Grønland er grønlandsk!” Sådan svarede Mette Frederiksen, da Donald Trump i sommer luftede tanken om at købe Grønland. Men hvor står Rigsfællesskabet egentlig i dag, og hvordan ser fremtiden ud? Journalist og forfatter Martin Breum giver et bud på baggrund af sine mange år som iagttager og kommentator af grønlandske og arktiske forhold.

Martin Breum vil belyse Grønlands og rigsfællesskabets aktuelle politiske kontekst og den dybe forskel, der er på grundindstillingen til rigsfællesskabets fremtid i henholdsvis Nuuk og København. To tredjedele af grønlænderne støtter visionen om løsrivelse, og den geopolitiske udvikling i Arktis og især forholdet til USA spiller en nøglerolle. Martin Breum vil beskrive USA's interesser i Grønland, og hvordan de nu udfordrer både København og Nuuk. 

Undervejs går han til selve grundlaget for det dansk-grønlandske forhold: Hvorfor er Grønland overhovedet en del af riget? Grønland udgør 98 procent af rigets territorium, så hvad vil det sige, når Mette Frederiksen siger, at "Grønland er grønlandsk" - er det politik eller jura? Hvad står der egentlig i Lov om Grønlands Selvstyre fra 2009 om Grønlands muligheder for løsrivelse, og er der flere muligheder for at nyfortolke grundloven i forhold til Grønland (og Færøerne)?

Martin Breum, der til daglig skriver om Arktis blandt andet i Weekendavisen og medier i Bruxelles, Grønland, USA og Norge, leverer et aktuelt og fagligt oplæg suppleret med en lang række aktuelle fotos.

Arrangementet har ikke flere afholdelser på nuværende tidspunkt

Se alle