For de fleste er champagne forbundet med nytår og særligt festlige lejligheder, men hos Kester Thomas optager champagne det meste af menukortet alle årets dage.
I samarbejde med Kester Thomas, en lille hyggelig champagne- og cocktailbar på Studiestræde opkaldt efter den berømte bartender fra London af samme navn, afholder Djøf Advokat champagnesmagning akkompagneret af traditionel brie med hjemmelavet marmelade og tørret frugt.
Alle kan være med denne aften, uanset om du er erfaren i champagne eller nybegynder. Mandskabet hos Kester Thomas leder os igennem tre druer - pinot noir, meunier og chardonnay - fordelt i fire glas og forklarer, fortæller og udpeger kendetegn, så du fremover vil være lidt bedre med på noderne, når der til festlige lejligheder bliver hældt bobler i glasset.
Det vil efter arrangementet være muligt at erhverve de champagner, vi har smagt i løbet af aftenen, til en fordelagtig pris.
Pris
Djøf Advokat yder som sædvanligt et flot tilskud til arrangementet, og deltagerbetalingen er derfor kun 100,00 kr. pr. person. Beløbet skal betales direkte på dagen.
Lidt om Kester Thomas
Kester Thomas er en lille, hyggelig champagne- og cocktailbar i hjertet af København.
Baren er indrettet med forbillede i det 19. århundredes London med dæmpet belysning, charmerende interiør og intim atmosfære. I hyggelige omgivelser serverer mandskabet hos Kester Thomas fra et stort udvalg af champagne "by the glass or bottle" ofte ledsaget af en anbefalet "cheese pairing".
Kester Thomas tilbyder desuden cocktails med udgangspunkt i champagnedruerne, herunder cocktails baseret på hedvin, champagne eller spiritus destilleret fra druen.