Vi inviterer jer alle til et par timer, hvor vi lader facaderne, titlerne, ideerne og forestillingerne blive hjemme – og i stedet mødes i nuet, ligesom vi alle er skabt – for at blive klogere på mimik og kroppens sprog. Vi åbner op for det vi allesammen har til fælles: nemlig at vi er født som menneske og at vores kroppe har et sprog. Det bliver naturligvis leveret fagligt og sagligt med en stor portion humor.
Du kender måske nogle af disse situationer:
- Du sidder til et møde med din leder og har lige brilieret. Lederen kigger væk med rynkede bryn og krydsede arme. Nu er der stille – men hvorfor og hvad sker der?
- Du sidder med en medarbejder der IGEN har urolige ben. Du tænker ”kan han da for pokker ikke sidde stille?”
- Du snakker med en kollega som hele tiden kigger væk, selvom du søger hendes blik. Hører hun ikke efter?
- Du er jobsøgende, stadig, og forstår det virkelig ikke. Du siger og gør jo alt det du er blevet anbefalet. Hvad handler det om?
Pernille Slots hjemmebane er mennesket, kroppen og dens måde at kommunikerer på. Hun vil lære os hvorfor og hvad kroppen fortæller, og hun vil lære os at tale sproget.
Vi lover en eftermiddag med en underholdende formidler, der giver stof til eftertanke, og viden der sender dig og dine kolleger hjem med noget nær basal raketvidenskab der i høj grad forbedrer din forretning, dine samarbejder, dine relationer og dit eget personlige aftryk både som leder, medarbejder, jobsøgende og privat.