Arrangement

Sådan skaber du digital transformation

Gratis for medlemmer

Vores virksomheder og organisationer skal digitaliseres, lyder mantraet alle steder fra, men for mange kan transformationen til en digital og databaseret forretning virke uoverskuelig. Vær med, når eksperterne Astrid Haug og Søren Schultz Hansen gør os klogere på, hvordan vores organisationer kan drage fordel af nye teknologier. Arrangementet tager udgangspunkt i bøgerne "Fremtiden tilhører de frygtløse - en guide til den digitale forretningsudvikling" og "Digitaliseringens paradokser - 12 virksomheders erfaringer med hastig forandring"

Hvad handler arrangementet om?

Vores virksomheder og organisationer skal digitaliseres, lyder mantraet alle steder fra, men for mange kan transformationen til en digital og databaseret forretning virke uoverskuelig. Digitaliseringen er ikke længere et abstrakt fremtidsscenarie, men den vigtigste strategiske udfordring. Det er i hvert fald, hvad lederne i de fleste virksomheder peger på. Samtidig med at de ofte erkender, at de nok ikke er ordentligt forberedte. Digitaliseringen er allerede på en række områder den konkrete nutid, som virksomheder, ledere og medarbejdere er nødt til at tage stilling til og drage konsekvenserne af.

Vær med, når rådgiver og forfatter Astrid Haug, med udgangspunkt i bogen ”Fremtiden tilhører de frygtløse – en guide til den digitale forretningsudvikling”, gør os klogere på, hvordan vi kan omsætte digitalisering til vores organisation. Hun vil bl.a. komme omkring en række kendte fænomener som disruption, kunstig intelligens og sprint.

På denne aften vil Astrid Haug uddybe følgende pointer:

• Digitalisering er ikke forbeholdt dataloger og ingeniører – det er noget, vi alle er en del af
• En række nye teknologier bliver i disse år allemandseje – det skal I som virksomhed eller organisation kunne drage fordel af
• Det kræver et overblik over, hvilke muligheder digitaliseringen giver jer, så I kan skabe jeres egen strategiske retning

Samme aften vil du også møde erhvervsforsker og ekstern lektor Søren Schultz Hansen og Research Director Jan Horsager der, med udgangspunkt i bogen ”Digitaliseringens paradokser – 12 virksomheders erfaringer med hastig forandring”, vil præsentere erfaringer og relevante historier fra en bred gruppe af ledere i forskellige offentlige og private virksomheder, der alle har en hverdag i den digitale virkelighed. 

Søren Schultz Hansen og Jan Horsager vil gøre os klogere på:
 
• Hvilke nye vilkår og logikker, der skaber digitaliseringen
• Hvilke udfordringer virksomheder som Danske Bank, McDonald's, Bang & Olufsen og VOLA står overfor 
• Hvilke løsninger der er ude i virksomhedernes virkelighed

Arrangementet slutter af med en let forplejning og networking, hvor det vil være muligt at fortsætte samtalen og købe bøgerne til en særpris.

Forfattere

Astrid Haug har arbejdet med sociale medier i mere end 10 år, både i amerikansk politik og dansk politik med erfaring fra Christiansborg, Københavns Kommune og Kulturministeriet samt Berlingske. Hun har sin egen virksomhed, hvor hun hjælper virksomheder, det offentlige og organisationer med at navigere i en digital verden.

Søren Schultz Hansen har beskæftiget sig indgående med det digitale i næsten tyve år. De seneste ni år har han fulgt de digitale indfødte: den første generation af voksne, som nu er på vej ud på arbejdsmarkedet, og hele livet har levet med den digitale transformation inde på kroppen. Det er sket gennem flere omgange af empiriske studier, som blandt andet er dokumenteret i hans to seneste bøger ”Digitale indfødte på job” (2015) og ”Årgang 2012” (2011) og i en række artikler og kroniker om emnet. Søren Schultz Hansen er selvstændig erhvervsforsker og ekstern lektor på CBS. Han er cand.comm. i litteratur og kommunikation, og har desuden tidligere arbejdet med digital strategi og kommunikation som rådgiver og konsulent for danske og globale virksomheder, herunder Nokia, Danske Bank og Finansministeriet.

Jan Horsager er Research Director hos IDC Nordic. De sidste 20 års har han formidlet viden om informationsteknologi, anvendelsen af teknologi i virksomheder samt it-branchens udvikling for danske mediehuse som Børsen og Berlingske samt som chefredaktør på Computerworld. Som analytiker og vidensleder indenfor digitalisering rådgiver han i dag virksomheder og er med til at sætte dagsorden i debatten om digital transformation.

Arrangører

Djøf Forlag og Djøf

Deltagere

Arrangementet er for Djøfs medlemmer.

Link til bogen

Tilmeldingsfrist

13. september 2017

Pris, tid og sted

  • Medlemmer
    Gratis
  • Torsdag den 14. september 2017
    Klokken 17.00-19.30
  • Djøf, Mødecenter Plenum
    Gothersgade 133, 1123 København K

Yderligere spørgsmål til arrangementet?

Arrangementet har referencenr. 29062, hvilket du ofte skal bruge ved kontakt til arrangementskoordinatoren.

Spørgsmål om tilmelding:
Netværkskoordinator
Louise Lindbo
lli@djoef.dk
Tlf.: 36 91 91 20