Hver gang jeg taler med en nyuddannet, spørger de: ”Har du ikke lige noget på skrift?” Derfor har jeg i dette blogindlæg nedskrevet mine konkrete råd.
Det er blevet til en konkret ABC-guide udi jobsøgning for dig, der mangler det ekstra skub, til at søge de job du ved at du er kvalificeret til, men hvor du tænker, at du sikkert bliver fravalgt til fordel for andre med mere erfaring.”
Dette blogindlæg handler om, hvordan du konkret får søgt de job, du ikke tør søge, men som du drømmer om – og faktisk er kvalificeret til.
En af de største udfordringer for mange nyuddannede når I skal søge jeres første job er, at turde skrive:
• ”Vælg mig, det job kan jeg godt løse”
• ”Den opgave kan du sagtes give til mig”
• ”Jeg er den rette til at løse opgave A, B og C fordi jeg kan og vil - og nu skal jeg fortælle, hvordan jeg vil går til opgaven”
UDEN at man nødvendigvis har erfaring med opgaven.
Der er nogle myter i omløb. Myter som ikke har noget på sig. Lad være med at lytte til dem. Du kan ikke bruge dem til noget, og det tjener kun det ene formål at spænde ben for dig selv. Det passer f.eks. ikke, at:
• man kun ansætter en, som har præcis den erfaring som efterspørges
• man skal have erfaring med ALT, der står i stillingsopslaget
• man skal have haft det perfekte studiejob, for at få det fede første fuldtidsjob.
Man ansætter den man kan lide. Basta BUM! Den man kan lide og som har den rette kompetencerygsæk.
Alle chefer har været ikke-chefer på et tidspunkt
- Jeg gentager: Alle profiler med et stort ansvar, har på et tidspunkt haft mindre eller intet ansvar. Din opgave er, meget simpelt, at sige: ”Jeg kan løse den opgave for jer. Hvis du giver mig det ansvar, så leverer jeg.”
Men at skrive sådan er noget, der kræver lidt øvelse. Dette blogindlæg handler præcist om, hvordan du får øvet dig i at skrive, så det fænger.
Altså handler jobsøgning IKKE kun om at søge de job, man har erfaring med. Men de job man vil have og er kvalificeret til.
Arbejdsgivere ønsker jo også, at folk bliver hængende i længere tid. Hvis man fra starten ansætter en person, der har prøvet det hele før og som ingen udfordring får i stillingen, så varer ansættelsesforholdet ikke længe. Medarbejderen søger videre, og det er en al for dyr proces for mange arbejdspladser.
Du sidder sikkert nu og tænker, hvordan gør jeg præcis det du siger, Thomas?
Det gør du ved at bruge nogle af de her sætninger og gøre dem til dine egne. Prøv at tilføje dine egne ord, kompetencer og virksomhedens lingo:
• ”Med mig som jeres nye bæredygtighedskonsulent vil jeg kunne løse opgave A, B, C og D…”
• ”Som en del af jeres team kan jeg sikre, at… Tage ansvar for…. Selvstændig løse…”
• ”I rollen som indkøbsansvarlig kan jeg sikre, at…”
Tricket her er, at du bruger den stillingsbetegnelse, der står i jobopslaget, når du skriver om dig selv. Du skriver dig ’så at sige’ ind i stillingen. Det virker troværdigt og motiveret.
Næste trin er måske lidt udfordrende, men prøv at lade dig inspirere af de her sætninger:
• ”Jeg vil trække på indgående viden om…”
• ”Jeg trækker på min skarpe analytiske sans og min viden om forvaltningsret, der sikrer at jeg kan…”
• ”Jeg vil trække på min erfaring med at drive projekter og nå deadlines, noget jeg særligt har lykkes med gennem 5 års studie på CBS.”
• ”Jeg har en særlig opdateret viden om emnet, der gør mig i stand til i praksis at sikre, at den kommende strategi for 2021 øger salget hos jer.”
• ”Jeg trives med at tage ansvar. Derfor kan I trygt give mig ansvar for både budget og proces, så vi sammen får løst opgaven…”
Du skal have alle dine motiverende ord frem. Disse helt konkrete sætninger kan du bruge til at skrive dig til dit første fantastiske fuldtidsjob.
Kom godt i gang med en lille skriveøvelse
Åben et tomt word dokument og lav flowskrivning. Det er et af mine yndlingsgreb. Jeg gør det hver gang jeg skal skrive noget vigtigt. Øvelsen består i at du skriver, fuldstændigt som det er, alt det du gerne vil have frem. F.eks.:
• ”Jeg vil sindssygt gerne have det her job, fordi jeg vil være den bedste i hele verden til at løse det.”
• ”Hvis I vælger mig, vil jeg garantere, at jeg vil…”
• ”Der er ingen andre der er så gode som mig til at opstille tabeller i Excel eller lave de fedeste power points, der skal…”
• Osv osv osv osv
Du skal altså blære dig lidt på skrift. Du får ordene ud gennem dine fingre, kigger på dem og pudser dem af, så de kan bruges i en ansøgning. Det er den bedste forberedelse til at søge et job, som du ikke har erfaring med.
Ja, jeg skrev at du godt må blære dig
Jeg tror godt, at man kan blære sig på den gode måde. Det virker i hvert fald ikke, hvis man undersælger sig selv i en ansøgning. Men at fortælle alt det vi kan, og virkelig drømmer om, kan nærmest føles som en ulovlighed i dette land, hvor vi altid har fået at vide at vi under jantelovens hæmmende karma, ikke må fortælle eller blære os med noget som helst vi er gode til.
Du må gå lige til stregen, bare du ikke lyver. Det bliver jeg som regel nødt til at sige på dette tidspunkt. Der er altid en djøf’er der rækker hånden op og spørger: “Hvorfor siger du at vi skal lyve?”
Det er bestemt ikke det, jeg siger. Jeg siger faktisk bare, at du skal fortælle alt det du kan og vil. I skal blære jer noget mere med jeres lyster og evner. At I skal blære jer, siger jeg egentlig lidt i sjov, men for at presse jer til at sige, at I er gode til noget og tør tage ansvar for noget – for det ved jeg, at I kan.
Det sjove er, at arbejdsgiverne faktisk forventer det af dig. I det øjeblik de ser, at du har gennemført en akademisk uddannelse med en cand.titel, så tænker den garvede rekrutteringskonsulent straks, at du kan:
• Selvstændigt løse komplekse opgaver
• Være en stærk sparringpartner for ledelsen
• Sætte sig ind i noget kompleks og få noget konkret ud af det
• Starte en proces op, drive et projekt og nå i mål
Din opgave er nu at skrive, hvordan du vil gøre det.
Mit ældste onkel-morfar råd
… som jeg har givet i mange år, og som stadig virker, er: Gå tilbage og læs alle de fagbeskrivelser / kursusbeskrivelser du læste, inden du tog et fag. Der står: ”Når du har bestået dette fag, kan du... Vil du være i stand til...”. I det øjeblik du har bestået faget, uanset hvilken karakter du fik, kan du begynde at sige, at du kan alle de ting der står i fagbeskrivelsen. Også selvom du ikke har erfaring med det. Du kan!
Man ansætter den der passer godt ind i teamet.
Man ansætter den som virkelig gerne vil arbejde for arbejdspladsen.
Man ved godt at du har et stærkt akademisk fundament, men man ved ikke, hvorfor du vil arbejde for netop den konkrete arbejdsplads.
Vi vil så gerne øve alt det her med dig i Djøf
Nu har du fået nogle konkrete sætninger, du kan arbejde med. Prøv at sætte dem ind i din ansøgning og brug dem i din faglige profil på dit CV. Vi har lavet templates til dig, de ligger på www.djøf.dk
Copy with pride, og krydr dem med dine kompetencer. Så LOVER jeg dig, at du får en langt bedre ansøgning.
KH Kantsø