Djøf blog

Bliver du ligegyldigt anerkendt på job?

Hjælp dig selv, din chef og dine kollegaer til, du får den form for anerkendelse, der motiverer dig mest.

Af Frederik Iuel

Foruden glæden ved at bidrage til noget, der er større end os selv, og så lige lønnen naturligvis, så er der også måden, vi bliver anerkendt på, der har betydning for, hvor godt vi trives i jobbet.

Oplever du ingen anerkendelse eller ligegyldig anerkendelse, skyldes det måske, man på din arbejdsplads - primært din chef og måske også dine kollegaer - anerkender dig forkert.

Frustration over ikke at blive set og hørt rigtigt på job, ved ingen eller for dig ligegyldig anerkendelse resulterer i rumsterende til larmende, energidræbende frustration for mange af os.  

Omvendt når vi bliver anerkendt rigtigt, så er det en kilde til høj trivsel, stor jobtilfredshed og masser af energi i, på og med jobbet.

Hjælp derfor dig selv, din chef og dine kollegaer til, du får den form for anerkendelse, der motiverer dig mest. Eller i det mindste, hvis ikke det kan være anerledes, at du selv er beredt på at møde den udeblevne, ligegyldige eller forkerte anerkendelse afklaret. 

One size doesn’t fit all

Det er individuelt, hvordan vi hver især oplever os bedst anerkendt.

Et tænkt eksempel: Din chef roser dig konstant for hin og denne udførte opgave. ”Godt gået”. ”Tak for det”. ”Skide flot”. ”Fremragende indsats”. Dog på ingen måde noget du har brug for – ligegyldig og værdiløs anerkendelse. Chefen tror givetvis, hun gør det rigtige, og det er i bedste mening. Men for dig er dét ligegyldigt. Du har derimod brug for, din chef interesserer sig for din faglighed gennem konstruktiv kritik, professionel sparring og udviklende feedback.  

Her er med andre ord tale om en misforståelse, hvor du får ros, som i bedste fald er ligegyldig og måske værre end det; du føler dig måske talt ned til. Det du har brug for - sparring, feedback og udvikling udebliver, og manglen derpå er yderligere benzin på dit frustrationsbål.   

Sig det til hende. Og forklar evt., at rosen er ok med dig, men altså ikke noget, der har den store betydning, for du har sådan set bare gjort, hvad du skulle, og hvad du i øvrigt brænder for. Hun vil forstå det og nu, som minimum, være opmærksom på det fremover. Er hun ikke i stand til at give dig, hvad du har brug for, så opsøg din anerkendelse - feedback, kritik osv., som er din foretrukne anerkendelsesform, andre steder på arbejdspladsen: hos kollegaer, partnere, kunder, mentor mv. Driv det selv og sæt selv rammen for det, du har brug for. Sørg for, at opgaven med at give dig feedback er klart defineret.

Fire anerkendelsesformer

Her er, til dine egne overvejelser om, hvor du står, nogle anerkendelsesformer, som er på spil, når jeg rådgiver djøfere om jobtrivsel i relationer til kollegaer og chefer:

Rosen som tilfalder dig, når chefen, kunden eller kollegaen ”smiler til dig” oven på en veludført mission. Du får en velfortjent ros og et klap på skulderen.

Faglig respekt er, når du bliver mødt med nysgerrighed, åbenhed og interesse. Din kollega/chef lytter og forholder sig aktivt til dig og dit. Det kan fx enten være (konstruktiv) kritik/feedback eller en, der søger inspiration, råd og viden fra dig, fordi du er god til dit.

Handlerum og frihed: Du får fleksibilitet og plads til at udfolde dine styrker i jobbet. Måske også indflydelse, og beslutningskraft og dermed, alt andet lige, plads til, du når dine resultater hurtigere og mere effektivt i organisationshierarkierne.

Udfordringer gennem nye, spændende, vigtige og udviklende opgaver, problemer og missioner, som du skal tage dig af.     

Om du primært er til én bestemt form eller er til kombinationer af flere er værd for dig at overveje. Måske en femte? Sammenhold din ”kombi”, med det, der rent faktisk sker i dit job. Er der match? Fasthold den gode stil. Hvis ikke: Så vent som sagt ikke på, du får den rigtige og værdifulde anerkendelse. Det kan blive en langmodig affære. Fortæl derfor din chef, hvordan hun bedst anerkender dig. Opsøg og dyrk den anerkendelse, som gør dig glad i jobbet - med eller uden chef.

PS: Er du chef/leder, så overvej, on this note, hvordan hver af dine medarbejdere skal anerkendes: som nævnt så ”one size does not fit all.

fiu

Frederik Iuel

Chefkonsulent

Jeg blogger om karriereudvikling og jobliv. Det er karrierens store og små dilemmaer, som jeg er nysgerrig på. Via mit job som coach, rådgiver og facilitator møder jeg dagligt alle slags spørgsmål om karriere. Jobskifte, relationer, at finde retning i karrieren og at være leder – er nogle af de temaer, som jeg typisk beskæftiger mig med og interesserer mig for.

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Hans

"Sig det til hende." "Hun vil forstå det og nu, som minimum, være opmærksom på det fremover."

Nej, det er jeg ikke enig i. Hvis det var så nemt, tror jeg ikke, at problemet ville være til stede i første omgang.

De færreste chefer magter ligeværdig faglig sparring - simpelthen fordi man kan ikke være både chef og faglig stærk. Det er enten-eller. Det er to forskellige jobs og man bliver god til det, man gør mest, og man gør helst det, som man allerede er god til.

Og nej, det hjælper heller ikke at søge anerkendelsen for andre. Det er som metadon for en heroin-afhængig: et sørgeligt substitut.

Det er langt bedre bare at indstille sig på, at du er blevet voksen! Det er på tide at lægge dén der "Mor, mor, se mig!" attitude langt væk! Tag ansvar for dit fagområde og hvil i dig selv. Kend dine grænser og sig fra overfor tåbeligheder fra chef-kanten. Arbejd med stolthed og ære, og sig op før du prostituerer dig selv. Det er efter sigende et velfærdssamfund, du lever i, så du klarer den nok. Hvis du vil have ubetinget anerkendelse, så køb en hund. Det er deres spidskompetence.


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.