Djøf blog

Jeg drømte om elverhøj, men endte som lykkelig copywriter

Drømmer du også om at skifte retning eller fokus i din karriere? Her er min historie om at bygge fundament under en ny faglighed og folde mig ud som tekstforfatter.

Af Line Frost Pedersen

Jeg drømte om at blive forfatter som barn.

Min fantasi var fyldt med historier om elvere og stalddrenge og prinsesser, som gik så gruelig meget igennem, før de fik hinanden. På trods af alle odds.

I gymnasiet blev min skrivelyst brutalt myrdet af tekstanalyser og metadiskussioner om semantik. Til gengæld blev jeg forført af filosofien og tanken om at skrive noget fyldt med mening. Derfor valgte jeg at læse HA(fil) på CBS.

Jeg håbede, at hard core business kombineret med filosofi både kunne uddanne mig til et job og genoplive min skrivelyst.

Og den kom tilbage. Jeg holdt et års pause inden min kandidat og foldede mig ud på et kreativt skriveværksted.

Men den store historie kom ikke til mig.

De andre havde allerede en roman og en stemme. Det havde jeg ikke.

Det gjorde min drøm til virkelighed

De sidste 10 år har jeg arbejdet i kursusbranchen. Først i en lille konsulentvirksomhed som drømte om at lave store interne akademier, men knækkede nakken i finanskrisen, og siden her i Djøf.

I et par år sad jeg som fagansvarlig for kurser inden for økonomi og forretningsudvikling, men efterhånden blev jeg mere og mere involveret i at skrive tekster til vores markedsføring.

Hvorfor?

Fordi jeg har opsøgt det. Og fordi jeg har en vis flair for det.

Og det er sjovt.

Det er ikke store historier om helte og magi, men hver uge skriver jeg små pakker af budskaber, som skal ramme dig og give dig lyst til at tage dit næste kursus hos Djøf.

Jeg træner og fordyber mig fagligt

Jeg har lært utroligt meget ved at øve mig og få feedback.

Men jeg rykkede mig først for alvor fagligt, da jeg sidste år tog et længere kommunikationskursus, som kom hele vejen rundt om det at kommunikere kommercielt.

Kurset har givet mig et fagligt fundament at stå på, når jeg skriver tekster.

Hvad står i vejen for din drøm?

Hvis du gerne vil skifte karriere eller dreje fokus i dit job, kan jeg varmt anbefale at fordybe dig og tage en længere uddannelse, som kan give dig forskellige perspektiver på et emne, en færdighed eller en rolle.

Nu tænker du måske: Det kan hun sagtens sige.

Men så fortæl mig: Hvad står i vejen for din drøm?

lfp

Line Frost Pedersen

Udviklingskonsulent

Til hverdag sikrer jeg medlemmerne relevante kursustilbud og arbejder med kommunikation til forskellige medlemsgrupper.

Min blog handler bredt om kompetenceudvikling og læring. Nogle gange er afsættet i undersøgelser eller faglige betragtninger, andre gange er det i min daglige sparring med medlemmerne. Jeg inviterer dig til debat og håber at give dig inspiration til DIN kompetenceudvikling.

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Therese

Fra elvereventyr og filosofi som barn og ung - til DJØF-markedsføring som voksen.

Et super eksempel på den proces, det er at måtte blive rigtigt voksen og gå på kompromis med nogle af sine drømme for til gengæld at få et almindeligt arbejdsliv og tjene til dagen og vejen.

Forsøget på romantisering her synes jeg taler ned til folk. Vi kan alle læse sort på hvidt, at DJØF-markedsføring ikke var i nærheden af at være en del af Lines oprindelige barndomsdrøm. Derfor må man jo altså konkludere, at DJØF-markedsføring er en voksenrealitetsjustering af Lines barndomsdrøm. "Det gjorde min drøm til virkelighed". Njej, men det gjorde, at du som voksen kan beskæftige dig med noget, som indeholder en knivspids af en oprindelig drøm.

"Hvad står i vejen for din drøm"-linket fører os helt alvorligt til den sædvanlige liste over kurser i forhandling, projektledelse og økonomi. Kompetenceudvikling? yes, meget fint. Men barnedrøm håber jeg da næsten ikke, det har været for nogen.


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.