Djøf blog

Ny deleøkonomi-ide: Del din løn og få mere til dig selv

Nej det er hverken utopi eller luftkastel - men helt ny er ideen nu ikke ...

Af Anders Hjortshøj
Nej det er hverken utopi eller luftkastel - men helt ny er ideen nu ikke...

Deleøkonomi går i sin inderste form ud på at få bragt ledige ressourcer i spil på en ny måde. Ofte faciliteret med en elektronisk platform og med en beskeden indsats fra ejeren af ressourcen, får både ejeren og andre som er interesseret i ressourcen glæde af den - ren win-win.  

Og så til lønnen. Du har måske nok luret at det ikke er selve lønnen du skal dele (med andre end Skat). Det er derimod størrelsen på din løn, du skal dele - og er der nok der gør dette, kan vi faktisk sammen etablere et ret stærkt værktøj, man kan bruge når man skal forhandle løn med sin nuværende eller kommende arbejdsgiver.

God gammel vin i ny flaske?

Er det ikke bare en anden måde at tale om lønstatistik på? Jo – og måske er det lidt søgt bruge deleøkonomibegrebet her. Men omvendt er det også på tide, at vi (eller i hvert fald nogle af os) ser anderledes på begrebet løn. Jeg møder nemlig stadig mennesker, som gladeligt går deres arbejdsgivers ærinde, og behandler egen løn som en statshemmelighed, og som end ikke vil fortælle om den til deres nærmeste kollega - de gør altså sig selv en kæmpe bjørnetjeneste. 

Løn siger kun lidt om markedet og intet om hvad du er værd som menneske

Jeg tror løn er tabu for mange, fordi vi bruger den som målestok for vores personlige værdi og succes i livet. Og er vi ikke helt tilfredse med lønnen bliver det personligt og i hvert fald pinligt at tale om. Det synes jeg er helt forkert. Hvis vi nu kunne vriste os fri af den forestilling, og i stedet blot se lønnen som en temporær værdifastsættelse af vores kvalifikationer på markedet aktuelt i det job og den branche vi har valgt, så var det måske ikke helt så tabubehæftet at tale åbent om lønnen. Og kunne vi samtidig tøjle misundelsen over kollegaens lidt højere løn og i stedet bruge den som løftestang til at hæve egen løn (eller lade en lavere lønnet kollega bruge min løn som løftestang), så ville vi kunne nå langt – ikke bare lønmæssigt men også i forhold til at tale åbent om, hvad hvilke kvalifikationer er værd. 

Og når så vi alle (også dem der ikke lige nåede det sidste år) samtidig besvarer Djøfs lønundersøgelse, så får vi et endnu bedre og præcist billede af det faktiske marked, hvor vi sælger vores ydelser. Og jo mere gennemsigtig vi kan gøre forholdene, jo bedre er vores muligheder for at opnå den løn vi fortjener.

Del din løn

Så deleøkonomi eller ej - sørg nu for at dele (størrelsen på) din løn, gerne med din kollega, og i hvert fald med Djøf i den årlige lønundersøgelse inden 17. oktober. Fortæl også gerne herunder, hvorfor du tror snak om løn er så tabubelagt – og hvordan vi kan ændre det.
 
anh

Anders Hjortshøj

Projektchef

I min afdeling ved vi alt, der er værd at vide om medlemmerne – fra deres holdning til efterløn til deres vurdering af den telefoniske rådgivning. De fleste undersøgelser bruges i den politiske interessevaretagelse, andre på de indre linjer til at gøre Djøf bedre for dig.

Jeg blogger ikke om resultaterne, men om hvordan vi bruger dem og den viden, du er med til at give os.

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Lise Kok

Hvis pointen er at vi skal have et præcist billede af det faktiske marked, så er det jo ikke nok at kende DJØF kollegaernes løn. Kig rundt i kommunerne hvor DJØF'ere, arkitekter, DM'ere, IDA, DL og JA'ere sidder side om side - ind imellem på samme kontor og med sammenlignelige og overlappende arbejdsopgaver.
Jeg er absolut for åbenhed omkring løn - og har svaret på undersøgelsen - men faktum er at mange af mine nærmeste og sammenlignelige kollegaer ikke er DJØF'ere.
På min arbejdsplads har vi i fagfællesskabet indført lønåbenhed blandt de grupper der arbejder centralt - på tværs af AC fagforeningerne og direktørområderne.

Anders Hjortshøj

Hej Lise
Tak for din kommentar og også tak fordi du har bidraget til lønundersøgelsen! Jeg er helt enig i at man selvfølgelig skal se på tværs af grupperne ved overlappende opgaver - derfor er jeres lønåbenhed da også forbilledlig! Jeg kan supplere med at vi på de større arbejdspladser, med flere akademiker-faggrupper gerne og ofte arbejder sammen med de øvrige organisationer om at få skabt det mest præcise billede af lønforholdene. Dette enten via den fælles Akademiker-TR eller direkte med de øvrige organisationer.
Mvh. Anders


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.