Her er tre spændende studenterstillinger, jeg fandt …
Sommerferien er, for de fleste studerende, det første velfortjente break efter et helt år med næsen i bøgerne, og det skal da udnyttes. Men med et dansk sommervejr, der er lige så ustabilt som et klodsmajor-tårn efter 5-6 ture, er der i den grad lagt op til meget andet end strandture og is-spisning. Så hvorfor ikke søge et studiejob i sommerferien?
Jeg læser jævnligt samtlige studenterstillinger igennem fra hele Danmark, og jeg hæfter mig tit ved antallet af spændende karriereveje og udfordringer, der er tilgængelige for en Djøf studerende. I denne uge er jeg stødt på tre studenterstillinger, som jeg synes har en masse at byde på. Tre der er oplagte, hvis du gerne vil udvikle dig.
Kommunikationsstilling hos HR-Skyen i Odense
Jeg synes, denne stilling er særligt interessant, da den giver mulighed for at være med på holdet i en lille og innovativ virksomhed. At virksomheden er lille giver traditionelt set den studerende mere ansvar og mulighed for større opgaver. Samtidig ser jeg det som et stort plus, at det eksplicit fremgår i stillingsannoncen, hvad man som studentermedhjælper kan forvente at lære under jobbet. Det er jo netop tillæringen af nye kompetencer og erfaringer, der gør studiejobs så attraktive. Derudover lægger HR-Skyen op til at den kommende studentermedhjælper kan tage praktik eller skrive projekt/speciale i virksomheden. HR-Skyen kalder løbende til samtaler. Du kan se jobopslaget her.
Regnskabsstilling hos Clearhaus i Aarhus
Som jeg ser det, en af de største fordele ved denne stilling er, at der er tale om en relativt nystartet virksomhed, hvor du som studentermedhjælper får stor indflydelse på egne rammer og kan være med til at præge virksomheden. At være med i startfasen hos en virksomhed kan være meget motiverende og give større mening med arbejdet. Det kan også være en fordel at arbejdstiden er sat til ca. 10 timer ugentligt, da jeg oplever at mange studerende er pressede i deres daglige studieliv og derfor ikke har plads til et 15 eller 20 timers studiejob. Og sidst, men på ingen måde mindst, står der i stillingsopslaget, at studiejobbet kan munde ud i en fast stilling efter studietiden. Det må tælle som et KÆMPE plus! OBS ansøgningsfrist d. 10-08. Du kan se jobopslaget her.
Marketingstilling hos WaterNlife i Hellerup
Det første jeg bider mærke i ved studenterstillingen hos WaterNlife, er at WaterNlife omtaler sig selv som en lille virksomhed med en flad struktur. Det er min overbevisning, at en flad organisatorisk struktur i en virksomhed vil betyde, at du som student ikke vil have langt fra ide til eksekvering. En effekt der kan give dig mange spændende projekter at skrive på CV’et og uvurderlig erfaring. Derudover synes jeg det positivt, at stillingsopslaget ikke kræver, at den studerende er i gang med en specifik uddannelse, men sætter interessen for arbejdet højere. Bemærk at WaterNlife løbende kalder til samtaler. Du kan se jobopslaget her.
Hvis ingen af de tre stillinger var noget for dig, er der heldigvis en masse flere at finde inde på jobunivers.dk.