I slutningen af april besøgte Emil Spangenberg fra Wonderful Copenhagen Djøf for at fortælle om de jobmuligheder, der er for djøfere inden for turisterhvervet. Han fortalte, at det er et væksterhverv, der bliver mere strategisk, komplekst og hvor de digitale medier virkelig er afgørende for succes. For dig, der ikke deltog, kommer her hans øvrige pointer.
Kan du lede et stort projekt?
Der er brug for akademiske kompetencer, der kan overskue og lede et stort projekt, for eksempel sikre at København bliver valgt til at huse en kongres eller at krydstogtskibe vælger København som udgangspunkt for deres togt.
Har du juridisk indsigt?
Kompleksiteten er stigende i de projekter, der bliver sat i søen i branchen, og der er behov for kompetencer, der forstår de juridiske bindinger, rettigheder. Derudover er mange projekter EU finansieret, hvilket også kræver juridisk indsigt.
Kan du skabe og vedligeholde samarbejdsrelationer?
Der er rigtig mange aktører der direkte eller indirekte har interesse i turistbranchen og skal inddrages, hvis en strategi skal lykkes. For eksempel arbejder Wonderful Copenhagen aktivt på at få flere flyruter til Københavns lufthavn. Det er ikke noget Wonderful Copenhagen alene kan lykkes med – det kræver involvering af Københavns lufthavn, flyselskaber, ambassader, politikere, og andre.
Kan du udvikle erhvervet?
Turisme industrien er i udvikling – særligt digitalt sker der meget, og der er behov for kompetencer, der kan forstå de digitale muligheder og omsætte dem til projekter, aktiviteter eller nye forretningsområder.
Kan du lave analyser?
I takt med at den politiske interesse vokser for turisme som væksterhverv, er der behov for flere analyser og modeller, der for eksempel viser hvor meget værdi et sportsarrangement giver en by. Der er ligeledes behov for potentialeanalyser, effektmålinger og lignende.
Taler du engelsk på højt niveau?
Forhandlinger foregår ofte med udenlandske partnere, og derfor er det nødvendigt med et engelsk på forhandlingsniveau. For mindre virksomheder kan der være arbejdsopgaver med at lave information på engelsk, så turisterne kan læse om virksomheden/eventen.
Kan du bruge de sociale medier til at markedsføre?
Turister bruger i høj grad de sociale medier og anbefalinger fra andre, når destination, hotel, restauranter, kulturelle oplevelser skal bestilles. Se blandt andet denne analyse http://copenhagencommunities.dk/analyse-den-digitale-rejsende/
Find relevante aktører og jobportaler
Få viden om cruises og kongresser og find job på jobportal takeoff
Turismen og oplevelsesøkonomien er et væksterhverv
Turismen skaber årligt en omsætning på omkring 82 milliarder kroner og 120.000 fuldtidsjob. Storby- og erhvervsturismen har fra 2008 – 2012 oplevet en vækst på 35 procent, mens kyst- og naturturismen har oplevet et fald. Turisme er en del af regeringens vækstplan og vil få øget opmærksomhed de kommende år.