Djøf blog

Ud at rulle med rygmærkerne

Djøf er på Folkemødet med 7 frivillige. De er taget med for at skabe flere jobs til djøferne.

Af Steen Vive

Jeg er til Folkemøde på Bornholm med 7 Djøf-medlemmer. De er taget med for at tale med så mange som muligt om, hvordan vi får skabt flere jobs til djøferne. Min kollega Christine Theisen, kommunikationskonsulent i Djøf, er her også og følger slagets gang. I den anledning overlader jeg i dag pladsen på bloggen til en artikel, hun Christine har skrevet. Take it away, Christine ...

I morgen skal vi bare ud og rulle med Djøf-rygmærkerne – igen!

Stemningen er høj torsdag aften, da jeg mødes med de 7 Djøf-medlemmer, der er taget med deres faglige organisation til Folkemøde. Over en fadøl og en sandwich har de opsamlingsmøde efter en intens første dag i Djøfs tjeneste.

Alle har de brugt dagen på at gå til relevante debatter og tale med en masse mennesker inden for så forskellige områder som landbrug, fødevare, turisme, autobranchen, byggeri, events, musik m.m.

”Tænk lige, musikbranchen vækstede med 9 % sidste år til en omsætning på 7 mia.kr. Der må da være brug for nogle flere djøfere til at styre alt det med ophavsrettigheder, finansiering osv.,” lyder det.

”Der er så meget, djøfere kan bidrage med i eventbranchen – vi kan sikre, at der er styr på alt det administrative, så de kreative kan få lov at folde sig ud. Det skal vi prøve at gå videre med,” siger en af de andre.

En tredje har fået sat et møde i stand mellem Væksthus Sjællands direktør og Djøfs beskæftigelseschef. Og sådan fortsætter snakken rundt om bordet denne juniaften i Allinge. Det er meget inspirerende, nærmest rørende, at overvære syv mennesker, der med så stort engagement forsøger at gøre en indsats for at hjælpe andre end sig selv.

Per, Marianne, Sara, Pia, Marie-Louise, Else-Marie og Christian er nemlig alle taget til Bornholm for at sætte spot på, at rigtig mange virksomheder og brancher kunne få gavn af at ansætte flere højtuddannede. Eller måske bare en enkelt.

For eksempel har 70 % af virksomhederne i Region Sjælland under fem ansatte, fortæller en af de syv, Sara Vergo, der er uddannet tech.soc. og arbejder som projektleder i Center for Bæredygtigt Byggeri i Næstved. ”De har slet ikke erkendt, hvad det kan betyde for deres vækstmuligheder, hvis de ansætter en djøfer. Eller evt. går sammen om at ansætte en, hvis det ellers bliver for dyrt. Den erkendelse vil jeg gerne være med til at skubbe på.”

Når jeg spørger de syv frivillige Djøf-medlemmer, hvorfor de har valgt at bruge fire ulønnede dage på dette feltarbejde, går den store dimittendledighed igen i mange af deres svar.

”Jeg glemmer aldrig, hvordan det var at blive færdig med min uddannelse i 2004 for derefter at gå ledig. På trods af kæmpe lyst, gode talenter og et fint speciale,” siger cand.scient.pol. Marianne T. Jespersen, der i dag er ansat som regional konsulent i Dansk Erhverv.

I dag er de i marken igen. Jeg har allerede mødt flere af dem rundt omkring. Til debatter om hvordan vi får højtuddannede til provinsen, hvad akademikerne skal i kommunerne, og hvordan der kan blive ansat flere djøfere i små og mellemstore virksomheder. Iklædt en i øjenfaldende hvid jakke er de godt i gang med at rulle med det store Djøf-logo på ryggen, hvilket forhåbentlig bliver til gavn for andre Djøf-medlemmer.

Jeg glæder mig til at følge med og fortælle mere hen ad vejen. Er der noget, du har lyst til at spørge de syv om, så skriv gerne her.

Tak for lån af pladsen – hilsen Christine
stv

Steen Vive

Chefkonsulent

Jeg samarbejder med mindre virksomheder om at ansætte djøfere. Samtidig driver jeg projekter, der identificerer internationale jobmuligheder. Her på bloggen fortæller jeg, om de tendenser jeg ser i markedet, og de jobmuligheder de giver. Mit håb er, at du læser med og lader dig inspirere i din videre karriere.

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.