Standardkontrakt for kontraktansatte chefer i staten

Ansættelseskontrakten med bemærkninger giver forslag til centrale og vigtige bestemmelser, som er nødvendige og hensigtsmæssige ud fra en vurdering af de mest forekommende ansættelsesvilkår for chefer ansat på kontrakt i staten.



§ 1 Tiltræden og arbejdssted   

Mellem undertegnede (indsæt navn og adresse)

(herefter kaldet arbejdsgiver)

Og medundertegnede (indsæt navn og adresse)

(herefter kaldet chefen) indgås følgende tidsubegrænsede ansættelseskontrakt. Stillingen tiltrædes med virkning fra (indsæt dato). 

Arbejdsstedet er (indsæt navn og adresse). Chefen har ret til at udføre arbejdet fra den dertil etablerede hjemmearbejdsplads i den udstrækning, det er foreneligt med hensynet til arbejdets udførelse.

Bemærkninger til Tiltræden og arbejdssted   

Arbejdsgivers navn og adresse skal tydeligt fremgå af kontrakten, ligesom chefens navn og adresse også tydeligt skal fremgå.  

Såfremt man ansættes i en tidsbegrænset stilling som chef i staten, sker dette på åremålsvilkår, jfr. for tiden finansministeriets cirkulære af 7. november 2001 og finansministeriets cirkulære af 19. december 2003. Djøf har udarbejdet et forslag til ansættelseskontrakt på åremålsvilkår, som du kan se ved at klikke i højre-menuen.  

Vær opmærksom på, at der ikke kan fastsættes en pligtig afgangsalder for stillingen.


§ 2 Ansættelsesområde og ansvarsområde   

Ansættelsesområdet er (indsæt ansættelsesområde).

Chefen ansættes med titel af (indsæt stillingsbetegnelse, f.eks. kontorchef, personalechef, sekretariatschef m.v.) med reference til (indsæt titel på nærmeste overordnede). Ansvarsområdet er (beskriv kortfattet de væsentligste arbejdsområder). Som bilag til kontrakten er vedlagt stillingsbeskrivelse.

Bemærkninger til Ansættelsesområde og ansvarsområde   

Ansættelsesområdet kan have betydning for, hvornår en stillingsændring anses for væsentlig for dig. En væsentlig stillingsændring vil skulle varsles overfor dig med arbejdsgivers opsigelsesvarsel.

Stillingsbeskrivelsen kan være mere eller mindre detaljeret. Vær varsom med at gøre den for detaljeret på bekostning af muligheden for fleksibilitet og udvikling i stillingen.


§ 3 Løn lønforhandling og lønregulering   

Grundlønnen er aftalt til kr.: (indsæt årligt grundbeløb i 1. okt. 1997-niveau (hvis gruppe 1 el. gruppe 2, anfør da hvor i intervallet, grundlønnen er aftalt til at ligge). 

Herudover er der aftalt følgende tillæg (varige/midlertidige)(årligt grundbeløb i 1. oktober 1997-niveau):

Samlet udgør den årlige løn kr. (i 1. april 2010-niveau).

Genforhandling af lønnen finder sted, hvis en af parterne anmoder om det, dog minimum en gang årligt.

Grundlønnen samt varige og midlertidige tillæg reguleres med de generelle stigninger, der aftales centralt ved overenskomstfornyelserne eller udmøntes via en generel reguleringsordning.

Bemærkninger til Løn lønforhandling og lønregulering   

Der er fastsat følgende grundlønninger for de af aftalen omfattede chefstillinger:

Løngruppe

Lønniveau 1. april 2010

Gruppe 1

521.094 – 575.745 kr.

Gruppe 2

592.911. – 704.880 kr.

Gruppe 3

797.263 kr.

Gruppe 4

891.980 kr.

Stillinger som kontorchef og lignende indplaceres indenfor et interval på mellem kr. 521.575 kr. - kr. 575.745 årligt (1. april 2010-niveau). Det gælder såvel for nyansatte chefer som for allerede ansatte chefer i LR 37, der vælger at overgå til kontraktansættelse. Vær opmærksom på, at stillinger i gruppe 1 under særlige omstændigheder kan oprykkes til gruppe 2, hvis stillingen har en særegen karakter, f.eks. opgavemæssigt og referencemæssigt. Det forudsættes, at der på ministerområdet er et ledigt stillingsnummer i gruppe 2 til brug for oprykningen. Kontakt Djøf’s sekretariat for rådgivning herom.

Stillinger som afdelingschef, vicedirektør og lignende indplaceres indenfor et interval på mellem kr. 592.911 kr. – 704.880 kr. årligt (1. april 2010-niveau). Det gælder såvel for nyansatte chefer som for allerede ansatte chefer i LR 38, der vælger at overgå til kontraktansættelse.

Stillinger som styrelsesdirektør og lignende indplaceres som udgangspunkt med en grundløn på enten kr. 797.263 eller kr. 891.980 (1. april 2010-niveau). Allerede ansatte chefer i LR 39, der vælger at overgå til kontraktansættelse, indplaceres med en grundløn på 797.263 kr. Allerede ansatte chefer i LR 40, der vælger at overgå til kontraktansættelse, indplaceres med en grundløn på kr. 891.980 (1. april 2010-niveau).

Hvis din stilling har en anden stillingsbetegnelse/titel end de titler, der er nævnt her, bør du kontakte Djøf for rådgivning om, hvilken grundløn stillingen bør indplaceres på.

Det anbefales, at du som hovedregel aftaler varige tillæg til lønnen. I staten aftales tillæg til lønnen i et grundbeløb i 1. oktober 1997 niveau, som efterfølgende omregnes til det aktuelle lønniveau. Reguleringsprocenten, som er den procent, der skal lægges til løn og tillæg for at få det aktuelle niveau, er i øjeblikket 28,8628. Det betyder, at du skal gange et tillæg i 1. oktober 1997 niveau med 1,288628 for at få tillægget omregnet til aktuelt niveau, som p.t. er niveau 1. april 2010.

Det er en god ide, at det/de tillæg, der aftales til grundlønnen, ledsages af en begrundelse, så du er klar over, hvad tillæggene ydes for. En begrundelse for et tillæg kan være funktionsbestemt (stillingens indhold, ansvarsområde, særlige funktioner o.lign) eller kvalifikationsbestemt (særlige faglige/personlige kompetencer, særlig efter/videreuddannelse eller erhvervserfaring m.v.). Tillæg begrundet i dine kvalifikationer bør ikke aftales som midlertidige tillæg.

Aftales midlertidige tillæg bør det begrundes, hvorfor tillægget er tidsbegrænset.

I højre-menueen kan du finde et link til detaljeret lønstatistik for administrative chefer i staten. Kontakt gerne Djøfs sekretariat herom på djoef@djoef.dk eller tlf. 33 95 97 00.


§ 4 Resultatløn og engangsvederlag   

Chefen aflønnes med resultatløn på de vilkår, der fremgår af vedlagte konkrete resultatlønsaftale. Ved fratræden indenfor resultatlønskontraktperioden opgøres og udbetales en forholdsmæssig del af resultatlønnen til chefen. Dette gælder, uanset om fratrædelsen sker på baggrund af chefens eller arbejdsgivers forhold. 

Indgåelse af resultatlønskontrakt udelukker ikke muligheden for at opnå engangsvederlag begrundet i honorering for særlig indsats eller honorering for merarbejde. 

Er der ikke indgået en resultatlønskontrakt, kan der ydes engangsvederlag begrundet i honorering for særlig indsats eller merarbejde.

Bemærkninger til Resultatløn og engangsvederlag   

Resultatløn skal ses et supplement til grundløn og varige og midlertidige tillæg. Resultatløn kan ydes som opfølgning på en egentlig resultatlønkontrakt, som løber over en given målperiode, og hvor indsatsen/resultaterne evalueres ved målperiodens udløb. Alternativt kan resultatløn ydes som engangsvederlag for opnåelse af særlige resultater, selvom der ikke har været en forhåndsaftale om resultatmål.

En resultatlønsaftale kan indgås ved starten af ansættelsesforholdet eller undervejs i ansættelsesforholdet. Spørg gerne din fremtidige arbejdsgiver om, hvorvidt din nye arbejdsplads arbejder med resultatløn og niveauet for resultatløn.

Det anbefales, at resultatløn ydes som et pensionsgivende beløb.

Vær opmærksom på, at resultatlønnen beløbsmæssigt bør have et sådant omfang, at den står i rimeligt forhold til de øvrige lønforhold samt til de krav, der måtte fremgå af resultatlønskontrakten.


§ 5 Pension   

Pensionsbidraget udgør (indsæt pensionsprocent) % af samtlige løndele, herunder af resultatløn og engangsvederlag. Beløbet indbetales til JØP/relevante pensionskasse (indsæt navnet på pensionskassen).

Bemærkninger til Pension   

Pensionsprocenten udgør som udgangspunkt det pensionsbidrag, som følger af den relevante overenskomst. Pensionsbidraget i staten udgør 17,1 %, jfr. AC-overenskomsten.

Pensionsbidraget indbetales til den pensionskasse, som fremgår af AC-overenskomsten.

Der kan aftales en højere pensionsprocent. Sker det, anses 1/3 af forhøjelsen af pensionsbidraget som chefens eget pensionsbidrag.

Det kan aftales, at pensionsbidraget fra 16,8 % og opefter udbetales som løn. En sådan aftale kan indgås varigt eller midlertidigt, men valget træffes som minimum for et år ad gangen.


§ 6 Arbejdstid   

Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er 37 timer, inklusiv frokostpause.

Bemærkninger til Arbejdstid   

Vær opmærksom på, at der ikke er fastsat en højeste arbejdstid for stillingen.

Der kan ydes merarbejdsgodtgørelse, hvis den præsterede arbejdstid har oversteget den normale arbejdstid for perioden. Godtgørelsen fastsættes af ansættelsesmyndigheden efter forhandling med den ansatte.

Stillinger, der i dag er tillagt topcheftillæg – det drejer sig om visse stillinger i løngruppe 2 og 3 og derover – vil der ikke kunne ydes merarbejdsgodtgørelse til.

Kontakt Djøfs sekretariat for rådgivning om merarbejdsvederlag. Djøf vil kunne oplyse om gennemsnit for de merarbejdsvederlag, der udbetales på de enkelte ministerområder – kontakt derfor Djøf, hvis du står overfor at skulle forhandle et merarbejdsvederlag.


§ 7 Bibeskæftigelse   

Chefen har ret til at have bibeskæftigelse i det omfang, det kan forenes med hensynet til varetagelsen af de opgaver og pligter, som er forbundet med ansættelse i denne stilling.

Bemærkninger til Bibeskæftigelse   

Med hensyn til bibeskæftigelse har chefen ret til at have bibeskæftigelse både i det offentlige og i den private sektor ved siden af sin hovedbeskæftigelse. Bibeskæftigelsen skal dog være forenelig med hovedbeskæftigelsen og må ikke indebære risiko for interessekonflikter.

Som hovedregel har du ikke pligt til at oplyse din arbejdsgiver om din bibeskæftigelse, men Djøf anbefaler, at du altid oplyser din arbejdsgiver om din bibeskæftigelse.

Du kan læse mere om bibeskæftigelse m.v. i pjecen ”God adfærd i det offentlige”, som du kan finde ved at klikke i højremenuen.


§ 8 Generelle ansættelsesvilkår   

Ansættelsesforholdet er omfattet af funktionærloven samt de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Centralorganisationerne, jfr. § 18.


§ 9 Kompetenceudvikling og lederudviklingssamtale   

Chefen har ret til kompetenceudvikling og efteruddannelse i form af kurser, konferencer m.v. i ind- og udland efter nærmere aftale med arbejdsgiver. 

Mindst en gang årligt afholdes en lederudviklingssamtale mellem chefen og dennes nærmeste leder med henblik på at drøfte arbejdsforhold, arbejdsindsats m.v. samt med henblik på at tage stilling til fremtidige behov for kompetenceudvikling og efter- og videreuddannelse.


§ 10 Aviser og tidsskrifter   

Chefen har ret til betalte abonnement(er) på (indsæt aviser og tidsskrifter).

Bemærkninger til Aviser og tidsskrifter   

Vær opmærksom på at hvis det er aftalt, at aviser/tidsskrifter leveres på privatadressen kan det have skattemæssige konsekvenser. Du kan læse mere herom i pjecen AJOUR, som du finder ved at klikke i højremenuen.


§ 11 Telefon og hjemmearbejdsplads   

Arbejdspladsen (arbejdspladsens navn) stiller en mobiltelefon til rådighed for chefen. Herudover har chefen ret til dækning af eventuelle udgifter til betalt fastnettelefon samt internetopkobling.  

Der etableres en hjemmearbejdsplads på chefens bopæl med det hard- og software, der er nødvendigt for arbejdets udførelse.

Bemærkninger til Telefon og hjemmearbejdsplads   

Vær opmærksom på, at når udgifter til telefon- og internetopkobling afholdes af arbejdspladsen, har dette nogle skattemæssige konsekvenser afhængig af hvordan udgifterne dækkes af arbejdspladsen og hvilken ordning, arbejdspladsen tilbyder. Læs mere om reglerne om multimediebeskatning i højremenuen.


§ 12 Efterindtægt   

Funktionærlovens regler om efterløn er gældende.

Bemærkninger til Efterindtægt   

Efter funktionærlovens § 8 tilkommer der en funktionærs ægtefælle eller børn under 18 år overfor hvem funktionæren havde forsørgelsespligt 1, 2 eller 3 måneders løn, når funktionæren ved dødsfaldet havde været ansat i henholdsvis 1, 2 eller 3 år.


§ 13 Opsigelse   

Der er aftalt et opsigelsesvarsel fra ansættelsesmyndighedens side på 12 måneder. 

Der er ikke aftalt prøvetid. 

Såfremt chefen ønsker at opsige sin stilling, kan dette ske med en måneds varsel til udgangen af en måned.

Bemærkninger til Opsigelse   

Som udgangspunkt følger opsigelsesvarslet fra ansættelsesmyndigheden funktionærlovens regler, men det kan aftales, at opsigelsesvarslet er længere end 6 måneder, dog maksimalt op til 12 måneder.

Det er muligt at aftale et forlænget opsigelsesvarsel allerede fra starten af ansættelsen.


§ 14 Fratrædelsesgodtgørelse   

I tilfælde af uansøgt afsked der ikke skyldes chefens væsentlige misligholdelse ydes en fratrædelsesgodtgørelse som udgør 4 måneders løn efter et års ansættelse i stillingen. Herefter forhøjes godtgørelsen med 2 måneders løn for hvert fulde ansættelsesår, dog maksimalt 12 måneders løn. 

Funktionærlovens § 2 a og § 2 b gælder. Der ydes fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a også i tilfælde, hvor chefen på fratrædelsestidspunktet vil oppebære en arbejdsgiverfinansieret alderspension.

Bemærkninger til Fratrædelsesgodtgørelse   

Fratrædelsesgodtgørelsen beregnes af den samlede faste løn inkl. pensionsbidrag. Der ydes ikke feriegodtgørelse af fratrædelsesgodtgørelsen.


§ 15 Konfliktmægling   

Parterne har aftalt, at såfremt der opstår uenighed om andet end fortolkning af de i denne kontrakt anførte vilkår, skal uenigheden forsøges løst via mediation. Mediationen skal forestås af en certificeret mediator, som vælges af parterne i fællesskab.

Bemærkninger til Konfliktmægling   

Mediation er en metode, hvor løsning af uenigheden sker gennem en styret samtale mellem chefen og ansættelsesmyndigheden med hjælp fra en neutral og upartisk tredjemand; en mediator. Mediation forudsætter frivillighed.

I forhold til traditionel tvistløsning har mediation den fordel, at der fokuseres på, hvorfor parterne er blevet uenige og hvordan de bedst kommer videre. Det gør det lettere for parterne at etablere et godt samarbejde efter mediationen. Mediatoren hjælper parterne til selv at forhandle en løsning og afgør således ikke sagen.

Ved at have en bestemmelse om mediation får du og din arbejdsgiver muligheden for aktivt og hurtigt at forsøge at nå en løsning i al mindelighed. Er der tale om en konflikt under ansættelsen, har mediation også den fordel, at grundlaget for det fortsatte samarbejde sikres.

Hvis du ønsker at gøre brug af mediation i dit ansættelsesforhold, så kontakt Djøf for mere information.


§ 16 Afgørelse af tvister   

Enhver tvist vedrørende fortolkningen af denne kontrakt søges bilagt ved forhandling mellem ansættelsesmyndigheden og chefen.

Kan der ikke opnås enighed mellem parterne, fortsættes forhandlingen mellem ansættelsesmyndigheden og Djøf.

Kan der ikke opnås enighed mellem parterne gælder reglerne i vedkommende hovedaftale om tvistløsning.


§ 17 Øvrige vilkår   

Kontraktens vilkår genforhandles, når en af parterne fremsætter ønsker herom.

Bemærkninger til Øvrige vilkår   

Udover genforhandling af lønnen, som er omtalt ovenfor i § 3, kan det være relevant at genforhandle f.eks. dit opsigelsesvarsel, en højere pensionsprocent, pension af resultatløn, personalegoder m.v.


§ 18 Generelle aftaler (Bilag 1)   

Generelle aftaler:  

De ansatte er omfattet af de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og centralorganisationerne i pkt. 1-22. 

Ved overenskomstforhandlingerne i 2008 er der indgået ny aftale eller aftalt ændringer i de aftaler, der er markeret med *. 

1. Arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for ansættelsesforholdet, for tiden Fmst. cirk. 14/6 2002 (Perst. nr. 029-02).

2. Chefløn, for tiden Fmst. cirk. 13/8 2003 (Perst. nr. 070-03).

3. Aftale om generelle krav til indhold af bidragsdefinerede pensionsordninger i staten mv. (ydelsessammensætning, tilbagekøb og overflytning i forbindelse med jobskifte), for tiden Fmst. cirk. 27/5 2005 (Perst. nr. 015-05).

4. Decentrale arbejdstidsaftaler, for tiden Fmst. cirk. 6/10 1999 (Fmst. nr. 064/99).

5. Konvertering af over-/merarbejde, arbejdstidsbestemte ydelser mv. til faste tillæg, for tiden Fmst. cirk. 26/1 1996 (Fmst. nr. 13/96).

6. Visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, for tiden Fmst. cirk. 18/7 2003 (Perst. nr. 055-03).

7. Tjenesterejser, for tiden Fmst cirk. 30/6 2000 (Perst. nr. 057-00).

8. Ferie, for tiden Fmst. cirk. 11/11 2005 (Perst. nr. 053-05).

9. Barsel, adoption og omsorgsdage, for tiden Fmst. cirk. 9/6 2008 (Perst. nr. 014-08).

10. Orlov til børnepasning, for tiden Fmst. cirk. 30/5 2001 (Perst. nr. 020-01).

11. Opsparing af frihed, for tiden Fmst. cirk. 17/6 2002 (Perst. nr. 011-02).

12. Tjenestefrihed af familiemæssige årsager, for tiden Fmst. cirk. 10/6 2008 (Perst. nr. 015-08).

13. Tillidsrepræsentanter, for tiden Fmst. cirk. 30/9 2008 (Perst. nr. 058-08).

14. Job på særlige vilkår (Socialt Kapitel), for tiden Fmst. cirk. 14/6 1997 (Perst. nr. 033-97).

15. Senior- og fratrædelsesordninger, for tiden Fmst. cirk 7/10 2005 (Perst. nr. 050-05). Rammeaftale om distancearbejde, for tiden Fmst. cirk. 6/7 2005 (Perst. nr. 039-05).

16. Implementering af deltidsdirektivet, for tiden Fmst. cirk. 2/9 1999 (Perst. nr. 051-99).

17. Fonden til udvikling af statens arbejdspladser, for tiden Fmst. cirk. 27/6 2008 (Perst.nr. 021-08).

18. Kompetencefonden, for tiden Fmst. cirk. 27/6 2008 (Perst. nr. 022-08).

19. Kompetenceudvikling, for tiden Fmst. cirk. 27/6 2008 (Perst. nr. 019-08).

20. * Samarbejde og samarbejdsudvalg i statens virksomheder og institutioner, for tiden Fmst. cirk. 8/5 2008 (Perst. nr. 012-08).

21. Oplæring på særlige vilkår (integrations- og oplæringsstillinger), for tiden Fmst. cirk. 29/6 2005 (Perst. nr. 036-05).

Herudover gælder kapitlerne om fravær i overenskomsten for akademikere i staten samt CO II/OC-fællesoverenskomsten og OAO-S.



 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op