Arbejdsgruppen

• fremhæver, at rådgivningens kernefunktion er at sikre, at de politiske beslutninger hviler på et solidt, fagligt grundlag
  
• anbefaler, at embedsmænds politisk prægede rådgivning på den ene side anerkendes, men på den anden side afgrænses således, at "rene" partiaktiviteter, som er uden relation til ministeriet eller kommunen, normalt holdes uden for rådgivningsopgaven
  
• advarer imod, at embedsmænd sættes i situationer, hvor de reelt varetager politikerroller
  
• anbefaler, at der i den enkelte organisation gennemføres en åben drøftelse med henblik på en klar rollefordeling og en fælles opfattelse af gensidige forventninger
  
• anbefaler, at der udarbejdes etiske normer/vejledende retningslinier vedrørende de ansattes rådgivningsforpligtelse
  
• anbefaler, at de offentligt ansattes ansættelsesretlige stilling styrkes med henblik på større reel uafhængighed i rådgivningsfunktionen.

Arbejdsgruppen konkluderer,

• at det påhviler embedsmandsniveauet at forelægge sager for den politiske ledelse i det omfang, der er rimeligt begrundet tvivl om, hvorvidt afgørelserne/praksis kan accepteres af det politiske niveau.

Om den gængse opfattelse af lydighedspligten, hvorefter den ansatte som udgangspunkt kun har ret og pligt til at sige fra overfor klart ulovlige ordrer, udtaler arbejdsgruppen:

• at den ansatte - bortset fra enkeltområder, hvor afgørende effektivitetshensyn tilsiger øjeblikkelig ordreefterkommelse - også bør have ret til at sige fra i tilfælde, hvor ordrens ulovlighed vel ikke kan fastslås med sikkerhed, men hvor en kvalificeret juridisk bedømmelse fører til, at tungtvejende grunde taler for at anse ordren for ulovlig.

Arbejdsgruppen udtaler i øvrigt bl.a.:

• at den ansatte, som mener, at en ordre er ulovlig, har pligt til at orientere sin foresatte om sin opfattelse, hvad enten ordrens ulovlighed må anses for sikker eller ej; undertiden vil det være rigtigst, at redegørelsen gives i skriftlig form
  
• at den ansatte, hvis råd om ulovlighed afvises, har pligt til at underrette ordregiverens foresatte, hvis ordrens ulovlighed er sikker
  
• at der for departementschefen i et fagministerium formentlig kan være en pligt til at orientere Statsministeriet, hvis ulovligheden er sikker, og andre bestræbelser på at sige fra har slået fejl; pligten må dog forudsætte, at ordren angår forhold af væsentlig betydning
  
• at der ikke foreligger pligt men måske efter omstændighederne en ret til at orientere f.eks. Folketingets Ombudsmand eller Rigsrevisionen.

Om embedsmandens ret til at markere sin opfattelse udtaler arbejdsgruppen,

• at embedsmanden utvivlsomt må have retligt krav på, at hans synspunkter vedrørende en dispositions lovlighed kan bevises ved, at hans notat derom indgår i sagens akter.

Om retstilstanden på området generelt og om virkemidler udtaler arbejdsgruppen bl.a.,

• at der er så betydelig usikkerhed vedrørende reglernes retskildemæssige grundlag og deres nærmere indhold, at der er behov for en afklaring gennem lovgivning; så længe dette ikke er sket, er der behov for udarbejdelse af vejledende retningslinier
  
• at området illustrerer behov for styrkelse af de ansattes ansættelsesretlige status
  
• at der er behov for større intern åbenhed, og at det i den forbindelse er væsentligt, at ledelserne i den offentlige forvaltning viser større interesse for selvstændige medarbejdere, som er parate til at argumentere for andre standpunkter end dem, ledelsen spiller ud med, og at de offentligt ansatte udviser mere mod til at gøre deres synspunkter gældende.

Om offentligt ansattes medvirken ved afgivelse af klart urigtige eller vildledende oplysninger til kontrol- og tilsynsmyndigheder, herunder oplysninger fra regeringen til Folketinget, og om pligten til at sige fra, udtaler arbejdsgruppen,

• at enhver medarbejder i det offentlige har pligt til at undlade at bistå med, at myndigheden afgiver klart urigtige eller vildledende udtalelser
  
• at i hvert fald højere placerede ansatte endvidere har en pligt til at rådgive politiske chefer om disses sandhedsforpligtelse og derved søge at forhindre afgivelsen af de klart urigtige udtalelser, og at det ofte er rigtigt, at denne rådgivning sker skriftligt
  
• at der på det statslige område formentlig er en pligt for den øverste ansvarlige embedsmand til at orientere Statsministeriet i tilfælde, hvor udtalelsen vedrører et spørgsmål af væsentlig betydning, og urigtigheden er af væsentlig karakter
  
• at der på det kommunale område i en tilsvarende situation næppe er pligt men alene ret til at orientere den kommunale tilsynsmyndighed.

Om de offentligt ansattes medvirken ved afgivelse af oplysninger, som ikke er klart urigtige eller vildledende, men hvor der er stor sandsynlighed herfor, udtaler arbejdsgruppen,

• at ansatte har ret men ikke pligt til at undlade at medvirke ved afgivelse af sådanne oplysninger
  
• at i hvert fald de højere placerede medarbejdere har pligt til eventuelt skriftligt at rådgive deres politiske chefer med henblik på at forhindre, at der afgives sådanne oplysninger
  
• at der for den øverste ansvarlige embedsmand på det statslige område er en ret men ikke en pligt til at orientere Statsministeriet.

Om retstilstanden generelt og om virkemidler udtaler arbejdsgruppen,

• at der hersker betydelig usikkerhed om gældende ret på området, og at denne usikkerhed er utilfredsstillende, ikke mindst for de ansatte
  
• at der eventuelt bør fastsættes lovregler på området, navnlig vedrørende spørgsmålet om ansattes adgang til at sige fra og om deres ret og pligt til at orientere andre myndigheder om redegørelser, hvis indhold er klart urigtigt
  
• at der i hvert fald, så længe der ikke er fastsat nærmere lovregler, er behov for, at der udarbejdes etiske normer/vejledende retningslinier på området
  
• at der er behov for intern åbenhed og drøftelse i de enkelte administrative enheder
  
• at området illustrerer et behov for styrkelse af de ansattes ansættelsesretlige status.

Med udgangspunkt i risikoen for, at en bestemt partipolitisk tendens eller andre uvedkommende hensyn søges inddraget i selve det faglige arbejde eller søges skjult bag en faglig fremtrædelsesform, fremhæver arbejdsgruppen,

• at politikerne ikke kan give sagkyndige embedsmænd ordre om at udtale sig imod deres faglige overbevisning. Embedsmændene har ret til at nægte medvirken i sådanne tilfælde.

Arbejdsgruppen anbefaler,

• at der sker en videreudvikling af den praksis, som findes vedrørende regelmæssig offentliggørelse af faglige undersøgelsesresultater
  
• en videre udbredelse af de særlige procedurekrav, som i et vist omfang gælder inden for miljø- og planlægningslovgivningen, særligt kravene om obligatorisk fremlæggelse af det faglige grundlag for påtænkte beslutninger
  
• at der i videst mulig udstrækning, såvel fra de ansattes som fra ledelsens side, tages skridt til at udbygge og stimulere den faglige kollegiale diskussion på arbejdspladsen, herunder diskussionen om etiske problemer knyttet til fagligheden.