Direktørkontrakt

Direktørkontrakten giver forslag til centrale og vigtige bestemmelser, som er nødvendige og hensigtsmæssige for direktører, der ikke er den øverste ansvarlige for den daglige ledelse, og som refererer til en administrerende direktør.



§ A/S, I/S, forening eller andet   

Direktørkontrakten med bemærkninger tager udgangspunkt i et aktieselskab, hvorfor den terminologi der i kontrakten knytter sig hertil skal ændres, såfremt der er tale om ansættelse i et anpartsselskab, interessentskab, selvejende institution eller personligt selskab. Du kan få yderligere råd og vejledning i Djøfs sekretariat.


§ Navne og adresser   

Mellem undertegnede [indsæt navn, adresse og CVR-nummer]

(herefter kaldet selskabet)

og medundertegnede [indsæt navn og adresse]

(herefter kaldet direktøren) indgås følgende:

Bemærkning   

Selskabets navn, adresse og CVR-nummer skal tydeligt fremgå af kontrakten, ligesom direktørens navn og adresse også tydeligt skal fremgå.


§ 1. Tiltræden og arbejdssted   

Direktøren ansættes med titel af [indsæt stillingsbetegnelse, eksempelvis direktør, underdirektør, vicedirektør, økonomidirektør, salgsdirektør, Vice President] og tiltræder stillingen med virkning fra [indsæt dato og år].

Arbejdsstedet er [indsæt adresse]. Direktøren har ret til at udføre arbejdet fra den dertil etablerede hjemmearbejdsplads i den udstrækning, dette er foreneligt med selskabets drift.

Bemærkninger   

En stigende internationalisering og fusionering mellem selskabet har ændret på de traditionelle stillingsbetegnelser for direktører, og der er i dag et utal af titelbetegnelser på direktørområdet.

Afgørende for den ansættelsesretlige regulering af din stilling er ikke din titelbetegnelse, men din referenceramme, stillingens reelle indhold og ansvar. Det er derfor helt centralt for din direktørkontrakt, at du særligt er opmærksom på formuleringen af disse forhold, se nærmere under § 2.

Det skal tydeligt angives hvornår stillingen tiltrædes. Dette har betydning for beregningen af din anciennitet i tilfælde af opsigelse. Se nedenfor under § 16 vedrørende opsigelse.

Arbejder du i selskabet, og bliver du udnævnt til direktør, skal du for god ordens skyld få den allerede optjente anciennitet med i direktørstillingen. Dette kan ske ved i direktørkontrakten at angive, at ancienniteten i enhver henseende skal regnes fra det første ansættelsestidspunkt.

Det er vigtigt at få fastslået arbejdsstedets geografiske placering, og om du er forpligtet til at lade dig forflytte, evt. til udlandet eller har flere arbejdssteder.

Har du særlige ønsker/krav til mulighederne for hjemmearbejdsdage, fx en fast ugentlig hjemmearbejdsdag, bør du sørge for at få dette specificeret i kontrakten.


§ 2. Ansvar og kompetencer   

Direktøren refererer direkte til den administrerende direktør.

Direktørens har ansvaret for den daglige ledelse af [indsæt område, afdeling(er) eller lignende], jfr. Stillingsbeskrivelsen.

Direktøren er inden for sit område og over for den administrerende direktør ansvarlig for, at selskabets virksomhed foregår i overensstemmelse med selskabets vedtægter og lovgivningen. Direktøren ansætter og afskediger personale indenfor sit område, og fastsætter personalets arbejdsområder og beføjelser.

Alle spørgsmål af ekstraordinær karakter eller af stor betydning, skal forelægges den administrerende direktør, der afgør om spøgsmålet skal forelægges bestyrelsen.

Ved spørgsmål af ekstraordinær karakter eller stor betydning forstås [indsæt eksempelvis: køb, salg eller pantsætning af fast ejendom, ansættelse eller afskedigelse af ledende medarbejdere, væsentlige udvidelser eller indskrænkninger i forretningsområder samt øvrige dispositioner, der pådrager selskabet forpligtelser for mere end kr.[indsæt beløb]].

Direktøren er forpligtet til loyalt at følge den administrerende direktørs og bestyrelsens retningslinier og anvisninger.

Det påhviler direktøren at holde den administrerende direktør underrettet om alle forhold vedrørende selskabet, som må antages at være af interesse for den administrerende direktør og/eller selskabet.

Den administrerende direktør har pligt til at informere Direktøren om alle væsentlige forhold.

Bemærkninger   

Dit ansvar, dine kompetencer og referenceforhold til den administrerende direktør skal beskrives nøje.

Djøf anbefaler, at der særligt arbejdes med stillingsbeskrivelsen således, at tvivl om rækkevidden af dit ansvar og dine kompetencer søges undgået.

Stillingsbeskrivelsen er din personlige arbejds- og opgavebeskrivelse, hvor dine ansvarsområder, ledelsesfunktion, opgaver og mål er beskrevet.

Det er vanskeligt at give generelle retningslinier for hvor detaljeret stillingsbeskrivelsen skal være.

Stillingsbeskrivelsen bør bruges som en forventningsafklaring mellem dig og selskabet om mål og opgaver i stillingen som direktør. Du bør derfor være varsom med at gå for meget i detaljer på bekostning af muligheden for fleksibilitet og udvikling af stillingen.


§ 3. Løn, lønforhandling og lønregulering   

Den årlige løn udgør [indsæt beløb] kr. Lønnen udbetales månedsvis [indsæt forud eller bagud] og betales senest den sidste hverdag i måneden.

Lønnen optages til forhandling med den administrerende direktør én gang årligt i [indsæt måned] måned med virkning fra [indsæt måned] måned, første gang i [indsæt måned] måned [indsæt år].

Bemærkninger   

Fastsættelsen af din løn beror på vurderingen af en række forskellige elementer, herunder dit ansvarsområde, din erhvervs- og ledelseserfaring, hvilken branche du ansættes i og selskabets størrelse samt geografiske placering.

Med hensyn til forhandlingen af din løn kan du med fordel få inspiration og tage udgangspunkt i Djøfs lønstatistik for privatansatte direktører.

Din direktørkontrakt bør indeholde en bestemmelse om, at din løn tages op til vurdering mindst én gang årligt med angivelse af dato for lønforhandlingen.

Du har altid ret til at videregive oplysninger om din løn og pension til Djøf. Selskabet kan ikke pålægge dig tavshed om disse forhold.


§ 4. Bonus   

Direktøren aflønnes med bonus på de vilkår, der fremgår af vedhæftede aftale.

Bonusbeløb er en del af direktørens sædvanlige og fast påregnelig løn, og indgår i beregningen af direktørens pension. Bonussen udbetales senest en uge efter, at årsregnskabet er udarbejdet af selskabets revisor og godkendt af selskabets [indsæt bestyrelse eller ejerkreds].

Ved fratræden inden for det regnskabsår bonussen vedrører, er direktøren berettiget til en forholdsmæssig andel af den bonus, der ville være tilkommet direktøren, såfremt direktøren havde været ansat i selskabet ved regnskabsårets afslutning eller på det tidspunkt, hvor bonussen i øvrigt udbetales. Dette uanset om fratrædelsen sker på baggrund af direktørens eller selskabets opsigelse.

Bemærkninger   

Det er sædvanligt, at direktører udover den faste løn har en variabel eller præstationsafhængig løndel enten i form af bonusaftale, aktier, warrants eller lignende.

Aftaler om aktier, optioner, warrants eller lignende er meget individuelt sammensat og særligt tilpasset den enkelte virksomhed. Djøf anbefaler, at du altid søger rådgivning ved tildeling af aktier, warrants m.v. Du kan læse mere om aktieløn på Djøfs hjemmeside.

Bonusaftaler for direktører er typisk meget individuelle, og baseret på opnåelsen af særlige mål. De elementer, der danner grundlaget for beregningen af bonus, er derfor forskellige fra direktør til direktør. Du bør ved udformningen af din bonusaftale være særligt opmærksom på, at:

  •  målpunkterne i bonusaftalen er relevante for netop dine ansvarsområder,  
  •  målene er realistiske i forhold til dine muligheder, 
  •  usaftalen ikke baserer sig på bestyrelsens, frie, subjektive vurderinger af dine
     præstationer 
  •  kriterierne for beregningen af bonussen er objektive, veldefinerede og  nedskrevne, og at 
  •  der er en fornuftig fordeling mellem din faste løn og bonusdelen.

Det bør klart fremgå, at din bonus er en del af din sædvanlige og fast påregnelige løn, og at denne indgår i beregningen af din pension.

Det ses ofte, at arbejdsgiver ikke ønsker at beregne pension af bonus. Hvis det er tilfældet, bør det have afsmittende virkning for din løn eller andre goder.

Du bør sikre dig, at du ved fratræden i regnskabsåret har krav på en forholdsmæssig del af den bonus, du ville have fået udbetalt, såfremt du var ansat i firmaet på det tidspunkt, bonussen i øvrigt bliver udbetalt.


§ 5. Pension   

Selskabet indbetaler [indsæt procentsats] % af samtlige løndele, jf. §§ 3 og 4. Beløbet indbetales til [indsæt pensionskasse].

Bemærkninger   

Du bør aldrig se på lønnen alene uden også at tage stilling til pensionsforholdene.

Djøf anbefaler, at 

  • du sikrer dig en tilstrækkelig og dækkende pensionsordning, hvor opsparing til pension ses som en del af din samlede løn 
  • du har en pensionsordning, der som minimum omfatter en livsvarig alderspension samt en forsikring ved invaliditet 
  • af den livsvarige alderspension mindst udgør 2/3 af din slutløn,
  • pensionsordningen etableres i Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP) og
  • Der bør bidrages med 16 - 18 % af din løn til pensionsordningen.

Du kan få råd og vejledning om din pension ved henvendelse til Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP).


§ 6. Arbejdsomfang og anden beskæftigelse   

Arbejdstiden er 37 timer pr. uge. Direktøren skal dog være indstillet på, at stillingen kræver merarbejde, som ikke honoreres.

Direktøren er forpligtet til at anvende sin fulde arbejdskraft og alle sine kundskaber i selskabets tjeneste.

Direktøren er berettiget til at forsætte i nuværende bestyrelses- og tillidshverv [indsæt navne], ligesom direktøren er berettiget til at påtage yderligere tillids- og bestyrelseshverv, såvel lønnet som ulønnet, så længe sådanne hverv ikke varetages i virksomheder, der konkurrerer direkte med den virksomhed, som selskabet driver. Tilsvarende gælder undervisning og foredragsvirksomhed mv. Eventuelle honorarer tilfalder direktøren. Direktøren skal give den administrerende direktør meddelelse om nye bestyrelses- og tillidshverv.

Direktøren er berettiget til at være aktionær, interessent og på anden måde deltage økonomisk i anden virksomhed, dog så længe det ikke sker i virksomheder, der konkurrerer direkte med den virksomhed, som selskabet driver. Der er dog intet til hinder for, at direktøren anbringer økonomiske midler i investeringsforeninger, der herefter investerer i konkurrerende virksomheder, så længe direktøren ikke har en bestemmende indflydelse i foreningen, ligesom almindelige formueanbringelser i børsnoteret virksomheder - uanset konkurrerende - er undtaget, så længe direktøren ikke herved får eller har en bestemmende indflydelse.

Bemærkninger   

Som direktør forventes det, at du lægger din fulde arbejdskraft i stillingen. Om dette indebærer en 37 eller 70 timers arbejdsuge, afhænger af den konkrete stilling. Det er derfor vigtigt, at du foretager en forventningsafstemning med den administrerende direktør omkring det forventede arbejdspres, så du kender til dennes forventning.

Hvis du er ledig efter afslutningen af direktøransættelsen, er det vigtigt af hensyn til A-kassen, at der er aftalt en ugentlig arbejdstid.

Langt de fleste direktørkontrakter har det som en betingelse for varetagelse af bestyrelses- og tillidshverv, at den administrerende direktørs forudgående samtykke skal indhentes. Djøf anbefaler, at du frit og uden samtykke - dog med pligt til efterfølgende meddelelse - kan fortsætte eller påtage dig bestyrelses- og tillidshverv, ligesom du frit kan undervise og drive foredragsvirksomhed, så længe dette ikke direkte konkurrerer med selskabet.  

Du må ikke som direktør - hverken direkte eller indirekte - drive konkurrerende virksomhed hverken som aktionær, interessent, ejer eller lignende. Bestemmelsen giver dig mulighed for at foretage økonomiske investeringer i ikke-konkurrerende virksomheder. Derudover er investeringer via investeringsforeninger og børsnoterede virksomheder, under visse betingelser, undtaget forbuddet mod konkurrerende virksomhed.


§ 7. Ferie og fridage   

Ferie

Ferie optjenes og afholdes i overensstemmelse med reglerne i ferieloven, dog således at der optjenes 2½ feriedag pr. måned svarende til 6 uger årligt.

Den 6. ferieuge placeres efter reglerne om restferie i ferieloven.

Det særlige ferietillæg i henhold til ferieloven udbetales med [indsæt procentsats] % og medtages med samme procentsats ved beregningen af feriegodtgørelse ved fratræden.

Direktøren er berettiget til fuld løn under ferie fra tiltrædelsestidspunktet.

Hvis Direktøren er syg i ferien, er han berettiget til erstatningsferie.

Direktøren kan ikke pålægges afholdelse af ferie i opsigelsesperioden. Dette uanset direktørens eventuelle fritstilling.

Fridage

Juleaftensdag, Nytårsaftensdag, fredag efter Kristi Himmelfartsdag samt Grundlovsdag er fridage med fuld løn.

Bemærkninger   

Du er som direktør med reference til en administrerende direktør og uden det øverste ansvar for den daglige ledelse omfattet af ferieloven.

Du er i henhold til ferieloven berettiget til 5 ugers ferie og udbetalingen af et ferietillæg på 1 %.

Det er imidlertid almindeligt, at direktører ansættes med ret til en uges ekstra ferie samt et forhøjet ferietillæg.

Ferietillæggets størrelse afhænger af en forhandling mellem dig og selskabet. Typisk ligger ferietillægget et sted mellem 1,5 - 4 %.

Du har altid krav på 5 ugers ferie. Du skal have optjent feriedage for at få løn, mens du holder ferie. Ferien optjenes i det kalenderår, der går forud for ferieåret. Hvis du har været ansat fra 1. januar til 31. december hos samme arbejdsgiver, har du ret til at holde fem ugers ferie med løn hos den samme arbejdsgiver i ferieåret, der går fra 1. maj til 30. april året efter.

Har du været ansat hos en anden arbejdsgiver i optjeningsåret eller en del af det, har du feriepenge stående hos Feriekonto, som du kan få udbetalt, når du holder ferie uden løn hos din nuværende arbejdsgiver. 

Djøf anbefaler fuld løn under ferie fra tiltrædelsen uanset retten til feriepenge fra en tidligere arbejdsgiver.

Har du feriepenge fra tidligere arbejdsgiver kan det være en fordel at aftale, at dine feriepenge suppleres op til din nye løn. I så fald vil du ikke opleve en indtægtsnedgang under afholdelsen af din ferie.

Bestemmelsen om erstatningsferie for sygdom under ferie og manglende mulighed for varsling af ferie til afholdelse i opsigelsesperioden, giver en bedre retsstilling end efter ferieloven og gælder kun, såfremt dette særligt aftales.


§ 8. Kompetenceudvikling og lederudviklingssamtale   

Direktøren er berettiget til at deltage i efteruddannelse i ind- og udland for selskabets regning med henblik på ajourføring og videreudvikling af direktørens faglige og personlige kompetencer.

Der afholdes én gang årligt en lederudviklingssamtale mellem direktøren og den administrerende direktør. Lederudviklingssamtalen skal sikre en målrettet og systematisk udvikling af direktørens faglige og personlige kompetencer.

Kompetenceudvikling og efteruddannelse skal i videst muligt omfang tilgodese såvel selskabets kompetencebehov som direktørens egne udviklingsønsker. Det er en gensidig forpligtelse, at udviklingsplanerne gennemføres således, at rammerne og betingelserne for kompetenceudviklingen sikres.

Bemærkninger   

Det er vigtigt at få afklaret selskabets holdning til kompetenceudvikling og efteruddannelse inden ansættelsen. Langt de fleste selskaber lægger stor vægt på, at direktøren løbende udvikler sine kompetencer og er villige til at understøtte dette.

Djøf anbefaler, at du i forbindelse med ansættelsen og herefter løbende ved årlige lederudviklingssamtaler med den administrerende direktør tager stilling til din fremtidige kompetenceudvikling og efteruddannelse.

Djøfs Karriere- og Kompetencecenter tilbyder en rækker forskellige former for rådgivning, der kan give dig inspiration til din egen kompetenceudvikling, udvikling i dit kommende eller nuværende arbejde. Læs mere om de forskellige muligheder på Djøfs hjemmeside


§ 9. Graviditet, barsel og adoption   

Direktøren er berettiget til orlov i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption i overensstemmelse med barsellovens regler herom.

[indsættes ved kvindelig direktør]

Selskabet betaler fuld løn til direktøren i følgende periode: 

  •  Graviditetsorlov i 4 uger før forventet fødsel
  •  Barselsorlov og forældreorlov i alt i 26 uger efter fødslen                        

[indsættes ved mandlig direktør]

Selskabet betaler fuld løn til direktøren i følgende perioder:

  • Fædreorlov i 2 uger i løbet af de 14 første uger efter fødslen
  • Forældreorlov i 12 uger med fuld løn. De 12 uger kan frit placeres inden for de 46 uger, der følger umiddelbart efter fødslen.  

 Direktøren har ret til fuld pension i perioder uden fuld løn.

Ovennævnte finder endvidere fuldt ud anvendelse i tilfælde af adoption.

Bemærkninger   

Du er som direktør med reference til en administrerende direktør og uden det øverste ansvar for den daglige ledelse omfattet af funktionær- og barsellovens bestemmelser. I henhold til disse har du ikke ret til fuld løn under orloven, men alene ret til fravær fra arbejdet. Dog har kvindelige direktører ret til halv løn i 4 uger før og 14 uger efter fødslen.

Det er ikke normalt, at direktører har barsel med fuld løn. Det er imidlertid Djøfs holdning, at direktører bør have denne mulighed. Direktørkontrakten giver dig, hvad enten du er kvinde eller mand, ret til barsel med løn i en del af perioden.

Barselloven giver den enkelte mange muligheder for individuelt at tilrettelægge og placere orloven ved fx udskydelse af orlov, delvis genoptagelse af arbejdet, forlængelse af orloven mv.


§ 10. Barns sygdom   

Direktøren har ret til frihed med løn ved barns sygdom.

Bemærkninger   

Retten til frihed med løn under barns sygdom følger ikke af nogen lovgivning. Retten hertil beror på en særlig aftale mellem dig og selskabet. Du har således ikke krav på ret til fuld løn under barnets første sygedag, såfremt denne ikke er særligt aftalt i din kontrakt.


§ 11. Aviser og tidsskrifter   

Direktøren har ret til betalt abonnement(er) på [indsæt avis(er)] og [indsæt tidsskrift(er)].

Bemærkninger   

Det er almindeligt, at selskabet tilbyder direktører betalt abonnement på en eller flere aviser og/eller tidsskrifter.

Vær opmærksom på, at når udgifterne til abonnementerne helt eller delvist afholdes af selskabet, har dette typisk nogen skattemæssige konsekvenser.


§ 12. Telefon og hjemmearbejdsplads   

Selskabet stiller en mobiltelefon til rådighed for direktøren. Herudover har direktøren ret til betalt fastnettelefon og internetopkobling.

Der etableres en hjemmearbejdsplads på direktørens bopæl med det hard- og software, der er nødvendigt for arbejdets udførelse.

Ovenstående kan benyttes både arbejdsmæssigt og privat, og selskabet afholder omkostningerne ved etableringen og de løbende udgifter.

Bemærkninger   

Stort set alle direktører har fri fastnet- og mobiltelefon samt internetopkobling.

Vær opmærksom på, at når udgifterne helt eller delvist afholdes af selskabet, har dette nogen skattemæssige konsekvenser alt afhængig af, hvordan udgifterne dækkes af selskabet, og hvilken ordning selskabet tilbyder.

Du skal desuden være opmærksom på den multimediebeskatning, som trådte i kraft pr. 1. januar 2010. Multimediebeskatningen bevirker, at hvis du har adgang til elektronisk kommunikation - telefon, pc, bredbåndsopkobling el. lign. betalt af din arbejdsgiver eller som led i bruttolønsordning, da vil du blive beskattet af kr. 3.000 årligt.

Du kan læse mere om de skattemæssige konsekvenser i pjecen AJOUR på Djøfs hjemmeside.

En hjemmearbejdsplads giver mange muligheden for bedre sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv. Men hjemmearbejdspladser har også sine bagsider, idet overgangen mellem familie- og arbejdsliv samtidig bliver mere flydende.

Djøf har på hjemmesiden lavet en oversigt over forhold, du bør være opmærksom på og nærmere overveje ved etableringen af en hjemmearbejdsplads, herunder bl.a. de mere personlige overvejelser og de skattemæssige konsekvenser.


§ 13. Firmabil   

Selskabet stiller efter nærmere aftale en firma bil til rådighed for direktøren til et maksimalt anskaffelsesbeløb på kr. [indsæt beløb]. Anskaffelsesbeløbet reguleres hvert år i overensstemmelse med udviklingen i Danmarks Statistiks nettoprisindeks. Selskabet afholder alle udgifter i forbindelse med bilens anskaffelse og drift, herunder ved brug af bilen i ferien i ind- og udland.

Direktøren kan i stedet for at få stillet firma bil til rådighed vælge at få forhøjet lønnen med kr. [indsæt beløb/den skattemæssige værdi] årligt.

Bemærkninger   

Mange direktører har betalt firma bil.

Vær opmærksom på, at når udgifterne til firma bil helt eller delvist afholdes af selskabet, har dette nogen skattemæssige konsekvenser alt afhængig af, hvordan udgifterne dækkes af selskabet, og hvilken ordning selskabet tilbyder.

Få eventuelt indføjet, at bilen ved fratræden kan erhverves til den nedskrevne værdi.


§ 14. Rejser og repræsentation   

Direktørens udgifter til transport, overnatninger, repræsentation, deltagelse i kurser, efteruddannelse o. lign. dækkes af selskabet efter regning. Direktøren har dog ret til at få udbetalt passende forskud til afholdelse af disse udgifter.

For kørsel i egen bil ydes godtgørelse efter den til enhver til gældende højeste takst, jf. statens regler herom.

Bemærkninger   

Udgifterne til transport, overnatninger, repræsentation, deltagelse i kurser, efteruddannelse o. lign. bør altid afholdes af selskabet.

Som funktionær har du krav på passende forskud i medfør af funktionærlovens § 9, stk. 1. Du skal være opmærksom på, at Lønmodtagernes Garantifond i forbindelse med konkurs ikke dækker beløb, som du har lagt ud for Selskabet.

Du kan læse nærmere om kørselsgodtgørelse på SKATs hjemmeside.


§ 15. Immaterielle rettigheder mv.   

Med hensyn til opfindelser som Direktøren måtte gøre, skal der i forhold til Selskabet forholdes i overensstemmelse med lov om arbejdstageres opfindelser.

Bemærkninger   

Vær særlig opmærksom på, at hvis du i forbindelse med din tiltræden tilfører selskabet et særligt udviklet forretningskoncept, designs, systemer, prototyper eller lignende, kan du risikere at disse bliver betragtet som selskabets. Du vil i så fald miste retten til at tage det tilførte med dig i forbindelse med eventuel fratræden. Det anbefales, at du inden underskrivelsen af kontrakten og tiltrædelsen undersøger dine rettigheder nærmere.


§ 16. Opsigelse   

Ansættelsesforhold kan fra begge parters side opsiges med de i funktionærlovens fastsatte varsler, dog således at opsigelsesvarslet fra direktørens side forlænges med 2 måneder og selskabets opsigelsesvarsel forlænges med 6 måneder, og at der fra ansættelsens start gælder 9 måneders opsigelsesvarsel fra selskabets side.

Opsigelsesvarslet fra selskabets side er herefter: 

  • indtil 2 år og 9 måneders ansættelse udgør opsigelsesvarslet 9 måneder
  • indtil 5 år og 8 måneders ansættelse udgør opsigelsesvarslet 10 måneder
  • indtil 8 år og 7 måneders ansættelse udgør opsigelsesvarslet 11 måneder
  • og herefter med 12 måneders varsel

Opsigelsesvarslet fra direktørens side er herefter 3 måneder.

Opsigelsen sker til udløbet af en kalendermåned, skal ske skriftligt og skal være modtageren i hænde senest den sidste dag i måneden.

Der er ikke aftalt prøvetid for ansættelsesforholdet.

Hvis selskabet opsiger ansættelsesforholdet, har direktøren ret til at blive fritstillet senest 14 dage efter opsigelse, og oppebære løn i hele opsigelsesperioden, uanset direktøren i perioden måtte opnå anden beskæftigelse, anden indkomst eller pension.

Opsiger direktøren selv sin stilling, skal parterne hurtigst muligt, og senest 14 dage efter opsigelsen, drøfte muligheden og tidspunktet for direktørens eventuelle fristilling. Opnås der enighed om fristilling, er direktøren berettiget til at oppebære løn i hele opsigelsesperioden, uanset direktøren i perioden måtte opnå anden beskæftigelse, anden indkomst eller pension.

Opsiges ansættelsesforholdet af selskabet, eller opsiger direktøren selv sin stilling som følge af selskabets misligholdelse, betales, foruden løn i opsigelsesperioden, en fratrædelsesgodtgørelse til direktøren i anledningen af opsigelsen. Fratrædelsesgodtgørelsen udgør 6 måneders løn, beregnet på tidspunktet for opsigelsen. Fratrædelsesgodtgørelsen udbetales til direktøren, subsidiært den i § 17 nævnte personkreds, ved ansættelsesforholdets ophør.

Såfremt selskabet opsiger direktøren i forbindelse med, at selskabet opkøbes, fusionerer eller stemmemajoriteten i selskabet skifter ejer, tilkommer der direktøren i tillæg til den oven for nævnte fratrædelsesgodtgørelse en supplerende fratrædelsesgodtgørelse svarende til 3 måneders løn. Bestemmelsen gælder i 6 måneder efter fusionstidspunktet. Den supplerende fratrædelsesgodtgørelse udbetales til direktøren, subsidiært den i § 17 nævnte personkreds, ved ansættelsesforholdets ophør.

Fratrædelsesgodtgørelserne beregnes på samme måde som fratrædelsesgodtgørelsen i funktionærlovens § 2a.

Hvis selskabet opsiger ansættelsesforholdet, betaler selskabet udgifterne til et konsulentfirma, der skal bistå direktøren med at finde anden passende ansættelse.

Direktøren er berettiget til at disponere over den i § 13 nævnte bil, den i § 12 fastnet- og mobiltelefon, internetopkobling, PC´er mv. samt de i § 11 nævnte abonnementer, i opsigelsesperioden, uanset fristilling.

Ved Direktørens ophør, er Selskabet forpligtet til sammen med Direktøren at afsøge mulighederne for en fælles pressemeddelelse til brug for orientering af selskabets medarbejdere, omgivelser mv.

Bemærkninger   

Du er som direktør med reference til en administrerende direktør og uden det øverste ansvar for den daglige ledelse omfattet af funktionærloven.

Opsigelsesvarslet for direktører ligger typisk på mellem 6 - 12 måneder, mens direktørens opsigelsesvarsel typisk ligger mellem 3-6 måneder.

Opsiges en direktør, fritstilles denne oftest øjeblikkeligt. Det er dog væsentlig, at du i kontrakten sikrer dig, at du har krav på at blive fritstillet.

Stillingen som direktør er en udsat position. Går det dårligt i virksomheden, vil direktøren ofte risikere afskedigelse, selvom der isoleret set ikke er noget at bebrejde direktøren. Der er derfor som kompensation for denne risiko i langt de fleste direktørkontrakter aftalt en fratrædelsesgodtgørelse. Djøf anbefaler, at du sikrer dig en fratrædelsesgodtgørelse i tilfælde af selskabets opsigelse af dit ansættelsesforhold.

Det ses ofte, at direktører bliver afskediget i forbindelse med køb, salg og fusion af virksomheder. Djøf anbefaler, at du sikrer dig en særlig fratrædelsesgodtgørelse i sådanne situationer.

Djøf fraråder, at der aftales prøvetid i ansættelsesforholdet. Er der en bestemmelse om prøvetid på 3 måneder i din kontrakt, betyder dette, at virksomheden i prøvetiden kan opsige dig med 14 dages varsel, og du vil kunne opsige stillingen fra dag til dag.

Det foreslås at det præciseres, at du i opsigelsesperioden bevarer retten til firma bil, betalt fastnet- og mobiltelefon, internetopkobling, PC´er mv. samt eventuelle abonnementer mv.


§ 17. Efterløn   

I tilfælde af, at direktøren afgår ved døden under ansættelsen, tilkommer der direktørens ægtefælle, samlever eller børn under 24 år, eller, hvis direktøren ikke efterlader sig sådanne, direktørens bo, 6 måneders efterløn i henhold til nærværende kontrakts §§ 3 og 5.

Bemærkninger   

Det er sædvanligt, at der i direktørkontrakter er en bestemmelse, der sikrer dine efterladte i tilfælde af død. Bestemmelsen giver dine efterladte ret til 6 måneders løn, hvilket er en væsentlig forbedring i forhold til funktionærloven.


§ 18. Forsikring   

Selskabet betaler den årlige præmie for en heltidsulykkesforsikring for direktøren på normal forsikrings- og præmiebetingelser. Forsikringen skal dække for kr. [indsæt beløb] ved død og fuldstændig invaliditet, der hvert år pristalsreguleres efter Danmarks Statistiks nettoprisindeks. I tilfælde af død skal forsikringssummen tilfalde direktørens ægtefælle, samlever eller børn under 24 år, eller, hvis direktøren ikke efterlader sig sådanne, direktørens bo.

Direktøren kan vælge at tegne en heldbredsforsikring, og direktøren kan bede selskabet om at foretage indbetalinger af den årlige præmie for direktøren.

Selskabets betaler den årlige præmie for en forsikring mod kritisk sygdom for direktøren på normale forsikrings- og præmiebetingelser. Forsikringssummen skal udgøre kr. [indsæt beløb], der hvert år pristalsreguleres efter Danmarks Statistiks nettoprisindeks.

Selskabet skal, når direktøren er tiltrådt, tegne en direktionsansvarsforsikring.

Selskabet har ret til at tegne en nøglepersonforsikring for direktøren på normal forsikrings- og præmiebetingelser.

Direktøren er den forsikrede og selskabet forsikringstager. I tilfælde af direktørens død eller uarbejdsdygtighed på grund af invaliditet eller kronisk sygdom, får selskabet en sum udbetalt til dækning af de ulemper/tab, der er forbundet med ansættelsen af en ny direktør.

Bemærkninger   

Du bør ikke indgå en direktørkontrakt, der ikke indeholder en passende forsikringsdækning ved død, invaliditet samt kritisk sygdom.

Det er almindeligt, at direktører bliver tilbudt en helbredsforsikring, der giver dækning for omkostninger ved brug af privathospital, eller anden form for behandling, som du selv skal betale for eller i værste fald vente længe på.

Vær opmærksom på, at når præmien til ulykke-, helbreds- og kritisk sygdomsforsikring helt eller delvist afholdes af selskabet, har dette nogen skattemæssige konsekvenser alt afhængig af, hvordan udgifterne dækkes af selskabet, og hvilken ordning selskabet tilbyder.

Djøf anbefaler, at du sikrer dig i kontrakten, at selskabet er forpligtet til at tegne en direktionsansvarsforsikring. Som direktør kan du blive underlagt et personligt ansvar for de beslutninger, du træffer. Det være sig i relation til virksomhedens drift, organisation og finansielle forhold.


§ 19. Tavshedspligt   

Direktøren har tavshedspligt med hensyn til alt, hvad direktøren erfarer i forbindelse med udførelsen af sit arbejde som direktør, medmindre der er tale om forhold, der ifølge sagens natur skal bringes til tredjemands kundskab. Denne tavshedspligt er også gældende, efter direktøren er fratrådt sin stilling i selskabet.

Når direktøren fratræder sin stilling - uanset årsag - skal alt materiale, der tilhører selskabet afleveres tilbage til selskabet. Dette gælder tilsvarende kopi af sådant materiale.

Bemærkninger   

Som direktør har du indsigt i selskabets følsomme oplysninger, og er underlagt tavshedspligt om disse forhold. Det ses ofte i direktørkontrakter, at der er knyttet en konventionalbod til overtrædelse af tavshedspligten.

Djøf anbefaler, at du søger rådgivning, inden du skriver under på en ansættelseskontrakt, hvori der til tavshedspligtsbestemmelsen er knyttet en konventionalbod.


§ 20. Mediation   

Parterne forpligter sig til at søge enhver uenighed og konflikt, der måtte opstå under og efter ansættelsesforholdet løst hurtigt, i mindelighed og i fællesskab.

Kan parterne ikke selv finde frem til en løsning, skal uenigheden søges løst i mindelighed ved hjælp af en mediator valgt af parterne i fællesskab.

Hvis ikke parterne inden 10 dage efter, at en af dem har fremsat ønske om mediation, er blevet enige om, hvem der skal udpeges som mediator, kan hver af parterne anmode Djøf og selskabets repræsentant om i fællesskab at udpege én af direktøren og selskabet uafhængig mediator.

Bliver uenigheden ikke løst ved mediation inden 30 dage efter valg af mediator, er både selskabet og direktøren berettiget til at indbringe tvisten ved de almindelige domstole, jf. § 21.

Alle omkostninger i forbindelse med en aftalt mediation afholdes af selskabet.

Bemærkninger   

Mediation er en metode, hvor løsning af uenigheden sker gennem en styret samtale mellem direktøren og selskabet med hjælp fra en neutral og upartisk tredjemand, en mediator.

I forhold til en traditionel løsning af en konflikt, har mediation den fordel, at løsningen bygger på gensidig forståelse og balancering af direktørens og selskabets behov og interesser. Mediatoren hjælper parterne til selv at forhandle en løsning og afgør således ikke sagen.

Ved at have en bestemmelse om mediation får du og selskabet muligheden for aktivt og hurtigt at forsøge at nå en løsning i al mindelighed. Er der tale om en konflikt under ansættelsen, har mediation også den fordel, at grundlaget for det fortsatte samarbejde sikres.

Mediationens forløb tilrettelægges af den enkelte mediator i samspil med direktøren og selskabet. Du har altid mulighed for at få en konsulent fra Djøf til at bistå dig i processen. Djøfs deltagelse under mediationen kan kræve enighed herom mellem dig, selskabet og mediatoren.

Mediation bygger på frivillighed. Opnås der ikke enighed om brugen af mediation eller finder parterne under mediationen ikke en løsning, kan tvisten søges løst ved bistand fra Djøf og/eller indbringes for de almindelige domstole.


§ 21. Tvister   

Enhver tvist som måtte opstå i forbindelse med denne direktørkontrakt, og som ikke kan løses igennem mediation eller forhandling, skal afgøres af de almindelige domstole.

Bemærkninger   

Mange direktørkontrakter indeholder en bestemmelse om, at tvister skal løses ved voldgift frem for ved de almindelige domstole. Dette skyldes blandt andet selskabets interesse i at undgå den offentlighed, der er forbundet med en sag for de almindelige domstole, ligesom sagsbehandlingstiden typisk er hurtigere.

Til gengæld er der følgende fordele forbundet med domstolsbehandling:

  • Mulighed for at tvinge vidner til at udtale sig 
  • Strafansvar for falsk forklaring 
  • Dommene begrundes 
  • Mulighed for appel

Hvis du alligevel har et ønske om en voldgiftsbestemmelse, kan Djøf være behjælpelig med formuleringen af denne. Se eventuelt formuleringen i Djøfs forslag til kontrakt for administrerende direktør.

Djøf yder direktører såvel forhandlingsmæssig som juridisk og økonomisk bistand ved løsning af konflikter med selskabet. Djøf vil derfor i en berettiget tvist afholde udgifterne ved en retssag eller en voldgiftsag.


§ 22. Funktionær- og ferielov   

Direktøren er omfattet af funktionær- og ferieloven.

Bemærkninger:

Du er som direktør med reference til en administrerende direktør og uden det øverste ansvar for den daglige ledelse omfattet af funktionær- og ferieloven.

Djøf anbefaler en generel henvisning til funktionærloven og ferieloven. Dette udelukker usikkerhed om, hvorvidt ansættelsesforholdet er omfattet af funktionærloven og ferieloven.


§ Parternes underskrifter   

indsæt by], den [indsæt dag, måned, år]                          

_______________________                                     

For selskabet                                                                 

samt

[indsæt by], den [indsæt dag, måned, år]

_______________________

Direktøren 

Bemærkninger   

Djøf anbefaler, at du aldrig underskriver din kontrakt, før kontrakten og alle bestemmelserne endeligt er forhandlet på plads.

Djøf yder bistand i forbindelse med din forhandling, formuleringen af din kontrakt og fortolkningen af de enkelte bestemmelser, når du skifter job eller skal genforhandle din kontrakt.

Send din kontrakt ind til Djøf, så gennemgår en af Djøfs konsulenter kontrakten sammen med dig.

Send Djøf en mail, fax eller brev med din kontrakt, dit navn og telefonnummer. Skriv gerne på, hvornår du skal give selskabet din tilbagemelding, så kontakter en af Djøfs konsulenter dig inden da.


§ Kunde- og/eller konkurrenceklausul   

Mange direktører er underlagt en kunde- og/eller konkurrenceklausul.

Djøf anbefaler, at du i videst muligt omfang forsøger at undgå kunde- og/eller konkurrenceklausuler i din ansættelseskontrakt, idet kunde- og/eller konkurrenceklausuler begrænser din mobilitet på arbejdsmarkedet. Er det imidlertid en forudsætning for din arbejdsgiver, og godtgør selskabet en berettiget interesse, bør du søge at begrænse omfanget af kunde- og/eller konkurrenceklausuler mest muligt.

Djøf kan give dig råd og vejledning om konsekvenserne af kunde- og/eller konkurrenceklausuler og om mulighederne for at begrænse kunde- og/eller konkurrenceklausulen mest muligt således, at den kun dækker det arbejdsområde, du præcist kommer til at beskæftige dig med.

Djøf anbefaler, at du søger rådgivning, inden du skriver under på en ansættelseskontrakt, der indeholder en kunde- og/eller konkurrenceklausul.

Djøf anbefaler endvidere, at du ikke accepterer klausuler, der begrænser dig i at ansætte og/eller medvirke til at ansætte medarbejdere fra din arbejdsgiver efter ansættelsesforholdets ophør. 


 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op