Hvad vender du tilbage til
Som udgangspunkt har du krav på at vende tilbage til en lignende stilling. Det betyder typisk en akademisk stilling inden for ansættelsesområdet. Hvis du er leder, så har du krav på at vende tilbage til samme ledelsesniveau.
Det betyder også, at du ikke har krav på at vende tilbage til præcis de samme opgaver, stilling, kontor eller afdeling. Det ligger inden for ledelsesretten at lede og fordele arbejdet. Heri ligger også, at det er ledelsen, som bestemmer, hvordan de vil gøre brug af medarbejdernes kompetencer og ressourcer.
MUS - før eller efter barsel
Hvis din MUS-samtale falder, mens du er på barsel, så har du på det kommunale område krav på en MUS-samtale umiddelbart efter orloven er afsluttet. Hvis du er ansat i den private sektor eller den øvrige offentlige sektor, så giver det også god mening at starte arbejdet op efter barsel med en grundig snak med din chef.
Det giver dig mulighed for en klar forventningsafstemning om opgaverne, men også at lære en evt. ny chef at kende. Endelig giver det også dig mulighed for at fortælle hvor dine interesser ligger og hvilke opgaver du især gerne vil have. Tag selv initiativ til en sådan snak. Spørg om det ikke vil være en god ide at afholde en MUS-lignende samtale, da du har været på barsel.
Kontakt til arbejdspladsen mens du er på barsel
Det er en god ide at være i kontakt med arbejdspladsen, mens du er væk. Du bestemmer selvfølgelig selv omfanget, men en god kontakt til arbejdspladsen kan gøre både barslen og hverdagen efter barslen lettere. Og ikke mindst kan det sikre, at du er informeret om, hvad der sker på arbejdspladsen af større ændringer.
Jo bedre din relation til arbejdspladsen er, jo bedre mulighed og fundament har du for indflydelse på den stilling, du vender tilbage til.
Der kan være grænser for, hvor meget du kan involvere dig i arbejdspladsen, mens du er på barsel. Du kan nemlig ikke deltage i aktiviteter, som er at betragte som arbejde. Det vil nemlig i dagpenge-sprog betyde, at du har genoptaget arbejdet, og så opfylder du ikke kravet til at få dagpenge eller løn under barsel.
Godt tilbage fra barsel
- Besøg din arbejdsplads et par gange under barselsorloven. Dette gælder selvfølgelig begge forældre. Aftal for eksempel tidspunkter hvor du kommer og viser den lille frem. Deltag i aktiviteter og sammenkomster, hvis du har lyst og hvor det er muligt og ikke vil blive betragtet som genoptagelse af arbejdet.
- Hold dig orienteret om, hvad der sker på arbejdspladsen. Du kan eksempelvis bede om at få interne informationer til din private mail og/eller beholde adgang til arbejdspladsens intranet.
- Du kan også aftale med personalekontoret, at du meget gerne vil høre, når der er nyt på arbejdspladsen. Det gælder især, hvis der sker større omstruktureringer eller udskiftning af chefen. Alternativt kan du aftale med en kollega at holde dig orienteret.
- Barselsperioden er for mange en god lejlighed til at tænke over fremtiden. At vende tilbage fra barsel er nemlig en oplagt mulighed for forandringer på arbejdet. Overvej om du trænger til nye udfordringer? Er opgaverne tilstrækkeligt spændende? Hvilken form for efteruddannelse vil gøre en forskel for dig?
- Bed om et møde med din chef eller med arbejdspladsens personalechef en måneds tid, inden du vender tilbage fra barsel. Afstem jeres forventninger til den stilling, som din ledelse planlægger til dig. Husk at få spurgt ind til, hvad stillingen indebærer – hvilke opgaver, hvilke samarbejdsflader, hvilken chef, hvilke referenceforhold, hvilke udviklingsmuligheder m.v. Svarene kan give anledning til kompetenceudvikling og/eller lønforhandling.
- Du kan bruge dagpengeuger til at genoptage arbejdet på nedsat tid. Du vil få forholdsvis mindre i løn, men dog dagpenge. Læs mere i linket til højre om forskellige muligheder for planlægning af barselsorloven.
- Hold gang i dit netværk eller skab lige frem nye netværk. DJØF kan tilbyde dig at blive en del af vores barselsnetværk. Læs mere i linkene til højre eller tekst som nedenfor.
Djøfs barselsnetværk og arrangementer
Djøfs barselsnetværk foregår i København og Århus. Her kan du arbejde konstruktivt med din karriere under din barsel. Læs mere om barselsnetværket og se, hvornår møderne afholdes via linket i boksen til højre.
Desuden bliver der løbende afholdt en række forskellige arrangementer rundt i landet, hvor de forskellige arrangementer henvender sig til forskellige grupper på barsel. Du finder dem via linket i boksen til højre.