Længere fravær ved fx barsel eller sygdom
Fravær op til tre måneder som følge af barsel, længerevarende sygdom eller aftjening af værnepligt medregnes i den treårige advokatfuldmægtigperiode. Fravær udover tre måneder medregnes ikke.
Medregning af andet juridisk arbejde
Justitsministeriet (Civilkontoret) kan efter en konkret vurdering give dispensation til, at andet juridisk arbejde end advokatfuldmægtigarbejde helt eller delvist kan medregnes i den treårige advokatfuldmægtigperiode.
Som tommelfingerregel kan du få dispensation for 1/3 af andet juridisk arbejde, dog i praksis max. et år. Hvis du har været ansat som advokatfuldmægtig et andet sted end på et advokatkontor, eller har udført andet juridisk arbejde, som efter Justitsministeriets opfattelse kan kvalificeres på linie med advokatarbejde, vil du kunne få medregnet op til to år.
Endelig kan Justitsministeriet i særlige tilfælde meddele advokatbeskikkelse ved at medregne op til tre års juridisk arbejde uden for et advokatkontor.
Advokatfuldmægtige i organisationer og virksomheder
Efter ændringerne i retsplejelovens § 119, vedrørende kravet til den praktiske erfaring hos autoriserede advokatfuldmægtige i organisationer og virksomheder, der trådte i kraft den 1. januar 2008, er det det nu blevet nemmere for advokatfuldmægtige i virksomheder og organisationer at opnå beskikkelse som advokat, uden at skulle udstationeres på et advokatkontor i 1 år ud af den samlede fuldmægtig tid på 3 år.
Der er ikke ændret på, at man som fuldmægtig skal have været 3 år i praktisk juridisk virksomhed, men kravene til den praktiske erfaring er blevet lempet. Dette betyder i praksis, at det tidligere krav om behandling af mindst 15 retssager inden beskikkelse som advokat kunne opnås nu er bortfaldet, og i stedet for erstattet af at krav om at "opnå kendskab" til behandling af retssager. Hvad dette krav reelt indebærer, er endnu ikke præcist defineret, men DJØF's opfattelse er, at der er sket en væsentlig lempelse af kriterierne for at opnå advokatbeskikkelse for advokatfuldmægtige i virksomheder og organisationer, således at advokatfuldmægtige i advokatfirmaer og i organisationer nu er blevet ligestillet.
Det er fortsat en betingelse for at opnå beskikkelse som advokat i en organisation eller virksomhed, at Justitsministeriet vurderer om ansættelsen fuldt ud kan sidestilles med en ansættelse som autoriseret advokatfuldmægtig på et advokatkontor. Dette sker efter udtalelse fra Advokatrådet.
Jurister i virksomheder og organisationer kan fortsat søge om at få godskrevet praktisk erfaring. Også for dem gælder det at 2-årsgrænsen er ophævet, således at det nu er muligt at få godskrevet op til 3 år. Hvor lang tid, man får godskrevet, afhænger af en konkret vurdering af den enkelte ansættelses relevans for advokatgerningen. Hvordan det skal komme til udtryk i praksis, må formes på baggrund af hensynet til en liberal adgang til en branche, hvor kravene til den traditionelle advokatuddannelse er modificeret, over for hensynet til, at advokatydelsen fortsat skal kvalitetssikres.
DJØF har orienteret Justitsministeriet samt Advokatsamfundet, der ikke har haft bemærkninger til de betragtninger som DJØF fremfører her.
Deltid
Som advokatfuldmægtig på deltid forlænges den treårige advokatfuldmægtigperiode. Forlængelsen af perioden er forholdsmæssig med din arbejdstid. Er du eksempelvis ansat med 18,5 timer om ugen, vil din advokatfuldmægtigperiode være 6 år.
Principalerklæringen
Principalerklæringen skal som minimum indeholde følgende:
-
Navnet på den advokat man har været autoriseret under
-
Periodens længde, herunder oplysning om fuldtid/deltid
-
At man har deltaget i almindelig advokatvirksomhed, herunder behandling af retssager. Gerne med en nærmere beskrivelse.
Du kan finde et eksempel på principalerklæringen på side 33 i vores håndbog for ansatte jurister i advokatbranchen. Håndbogen findes under dokumenter her på siden.