Krisen, der efter en lille tænkepause igen har fat i struben på det danske samfund, sender i øjeblikket mange ud i arbejdsløshed. Til næste sommer vil nye dagpengeregler, som et flertal i Folketinget har vedtaget, træde i kraft. Halvering af dagpengeperioden og fordobling af genoptjeningskravet vil komme på et utrolig kritisk tidspunkt. Mange hundrede af Djøfs medlemmer vil falde ud af dagpengesystemet til en social deroute. Afslørende for indgrebets ekstremt dårlige timing er det, at vi kommer til at se dimittender, der er blevet langtidsledige, og som så sendes ud af dagpengesystemet. Et sørgeligt spild.
Det er den akutte opgave, et nyt folketing kommer til at afværge, hvis det tager sit ansvar alvorligt.
Dernæst trænger det sig på at sikre investeringer i fremtiden. Djøf har mange idéer og forslag til, hvordan man kan styrke uddannelserne og grundlaget for virksomhedernes idéudvikling og konkurrenceevne. Det er her, samfundet skal hente det afkast, som skal løfte Danmark ind i en fremtid, hvor vi igen kan tælles blandt de rigeste og mest udviklingsorienterede samfund i verden.
Der bliver med andre ord ikke økonomi til at løse en række andre opgaver. Hvis vi løser andre opgaver i stedet for, så bliver det en kort fornøjelse, mens Danmark stille og roligt vil miste fodfæste og sakke agterud og dermed skifte fra at være et klogt investeringssamfund til at være et defensivt forbrugssamfund på et stadigt lavere blus.
Så meget desto mere glædeligt er det, at der fra store dele af det politiske spektrum er sympati for at indlede et bredere samarbejde efter valget. Det bliver nødvendigt for at løse den dybe krise og for at sikre langsigtede løsninger frem for kortsigtede gevinster.
Djøf vil ønske alle en god og eftertænksom valgkamp, der kan give det nye folketing de bedste muligheder for at løfte det enorme ansvar, der ligger og venter allerede fra den 15. september om aftenen.