Af Per Hansen, formand for Djøf Offentlige chefer

Egentlig læste jeg den bare. Onsdagens leder i Information om ”de forstummede embedsmænd”. Man er jo vænnet til meget. Men sidst på dagen dukkede nogle af sætningerne op igen fra underbevidstheden. Og behovet for at svare trængte sig frem. Lederens sidste del sætter nemlig danske embedsmænd i gabestokken. Ikke på grundlag af en undersøgelse, en bevisførelse eller en dom. Men på det ene forhold, at nogle embedsmænd efter Informations opfattelse skulle sige noget til den store offentlighed.

Lederskribenten tager sig den frihed at vende ethvert ansvarsforhold på hovedet. Han lader som om, det er embedsmændene, der har ansvaret over for Folketinget for at kritisere ministeren.

Hvis Folketinget er overbevist om eller lader sig overbevise om, at ministeren varetager de opgaver, der er hende pålagt, inden for de rammer, lovgivningen i øvrigt fastlægger, så må ministeren fortsætte med at agere i overensstemmelse med dette. Omvendt gælder det, hvis Folketinget er overbevist om eller lader sig overbevise om, at ministeren ikke varetager opgaverne – eller i hvert fald ikke på en måde, der stemmer overens med lovgivningen, så må de fjerne ministeren.

Embedsmændene skal derimod udføre de opgaver, ministeren pålægger dem på grundlag af den lovgivning, Folketinget har vedtaget. Retten til fortolkning af reglerne, herunder af anvendelse af konventioner, som Danmark ved Folketingets beslutning har tilsluttet sig, ligger i første omgang hos ministeren og derefter hos domstolene. Embedsmændene skal arbejde på grundlag af disse fortolkninger, medmindre de er i klar modstrid med lovgivningen. Hvis Folketinget er uenig, kan det ændre lovgivningen, udfordre ministeren på fortolkningen eller stille mistillid til ministeren.

Lederskribenten vil gerne have, at det er anderledes. Information og et mindretal i Folketinget skal sammen kunne fortolke reglerne, og embedsmændene skal bistå ved ”at bryde deres selvpålagte tavshed”. Lederskribenten virker så overbevist om det rette i denne opgavefordeling, at det får mig til at tro, at lederskribenten ikke alene ønsker, at det skal være sådan, men at han også tror, at det forholder sig sådan. Og det kommer embedsmændene til at undgælde for med turen i gabestokken.

Djøf glæder sig over, at fejlen, som har haft betydning for mange mennesker, er blevet opdaget, og at den nu resolut er blevet rettet. Jeg har megen sympati for ønsket om at ville til bunds i sådanne omdiskuterede sager – og jeg anerkender så sandelig indsatsen for at evt. fejl findes, rettes og hindres gentaget. Men det må ske på en måde, der også giver embedsmændene en form for retssikkerhed. Den slags er der fastlagt procedurer for, som ministre eller Folketinget kan bringe i anvendelse.

Nogle gange er der den udramatiske og ganske ukonspiratoriske forklaring, (som ikke kan sælge mange aviser) at der er sket en fejl. Det er i denne sag ministerens opfattelse. Hvis Information ved noget andet, så er der al mulig grund til at sige frem. Men på grundlag af viden og ikke bare lysten til at dømme andre på grundlag af tillokkende insinuationer. Det vil være en grov fejl.