Regeringen må ud af hængekøjen og forholde sig til, hvordan vi kan imødekomme at de unge i rekordstort tal søger mod universiteterne og handelshøjskolerne. Det er fantastisk flot, at flere unge søger viden og uddannelse. Det er det, Danmark skal leve af i fremtiden. De unge er parate til at give deres bidrag til, at Danmark kan komme flot ud af krisen. Men det er beskæmmende, at mange kan se frem til at modtage et afslag på deres studiedrømme om nogle få uger, siger Finn Borch Andersen, formand for Djøf.
Han hæfter sig ved, at universiteterne og handelshøjskolerne ikke bare kan oprette ekstra uddannelsespladser, som videnskabsministeren har foreslået. Regeringens egne undersøgelser har vist, at der allerede nu er betydelig underfinansiering af universiteternes uddannelser.
Antallet af studerende og bevillingerne skal følges ad. Og her har regeringen endda netop skåret de videregående uddannelser med et milliardbeløb. Det giver ikke ekstra uddannelsespladser, men det giver ringere kvalitet. Det er både ærgerligt og kortsynet, når alle undersøgelser og prognoser peger på, at Danmark kommer til at mangle dygtige højtuddannede i titusindevis i løbet af få år, pointerer Finn Borch Andersen.
Han foreslår, at regeringen og Folketinget formulerer en langsigtet strategi og national handlingplan for, hvordan vi for alvor kan løfte kvaliteten og omfanget af de videregående uddannelser.
Bare at proppe flere ind i de eksistrende auditorier er ikke godt nok. De er i forvejen fyldt til bristepunktet på mange uddannelser, hvor virkeligheden i dag er, mange studerede bliver spist af med få times undervisning om ugen. Det er ikke godt nok. Hvis Danmark skal genvinde sin placering som et af verdens rigeste velfærdssamfund, er der brug for at vi kommer op i et helt andet gear, siger Finn Borch Andersen.