Hovedargumentet er, at der er brug for alle initiativer, der over de kommende år modvirker faldet i antallet af medarbejdere på det danske arbejdsmarked.
- Det er meget tilfredsstillende, at velfærdsreformen er fremrykket, så efterlønsalderen øges allerede fra 2014, siger Djøfs formand, Finn Borch Andersen i en kommentar til aftalen om en tilbagetrækningsreform. Men det er selvfølgelig ærgerligt, at de modsatrettede interesser i forhandlingskredsen alene har ført til en begrænsning af efterlønsordningen.
En vigtig forudsætning for Djøf var etableringen af et samlet og fleksibelt tilbagetrækningssystem, der omfatter både fysisk og psykisk nedslidte.
- Djøf opfordrer til, at der snarest sættes forhandlinger i gang for at løse denne store opgave, siger Finn Borch Andersen, der mener, at den beskrevne seniorordning i førtidspensionssystemet er helt utilstrækkelig og en lap på et i forvejen meget udfordret system.
Skærpelse af modregningen af pensionsopsparing modvirker den ansvarlighed – som alle ellers efterlyser – og som mange mennesker har vist ved at tage et særligt ansvar for deres økonomi som pensionister og dermed lette de offentlige finanser for udgifterne til bl.a. pensionstillæg.
- Det er uklogt at rokke ved behandlingen af pensionsopsparingen, som er et af fundamenterne for lønudviklingen på arbejdsmarkedet, siger Finn Borch Andersen.
Djøf mener, at indsatsen for at sikre den tilstrækkelige arbejdsstyrke langt fra er løst med en endda kun delvis afskaffelse af efterlønnen. Der vil også være behov for gennem aftaler og incitamenter at styrke mulighederne for en øget arbejdsindsats gennem hele arbejdslivet sammen med en ekstra indsats for et væsentligt forbedret arbejdsmiljø.
Sidst, men ikke mindst, ønsker Djøf, at der investeres i mere og bedre uddannelse, da der er endog meget store samfundsøkonomiske afkast af uddannelse. For hver eneste medarbejder i det danske samfund, der kan bidrage med en arbejdsindsats på et højere kvalifikationsniveau, vil udfordringen for den fremtidige økonomiske vækst komme nærmere sin løsning – og mere end det.