Svaret fra Statsministeren er en reaktion på Djøfs henvendelse i februar måned, hvor Per Hansen, formand for de offentlige chefer i Djøf, slog alarm over en udvikling, hvor navngivne embedsmænd stadig oftere bliver trukket frem i skudlinjen. Hvor folketingsmedlemmer forholder sig til embedsværkets opgaveløsning og ofte med krav om en bestemt opførsel fra de pågældende, direkte krktik af navngivne embedsmænd eller direkte adgang til (af)høring af embedsmænd.
"Jeg vil gerne slå fast, at jeg er helt enig i, at det er ministeren, som har ansvaret for den virksomhed, som udøves i vedkommendes ministerium, og at Folketingets politikere skal holde sig til de ansvarlige ministre. Det er et grundlæggende element i det danske system, som efter min opfattelse både er rigtigt og hensigtsmæssigt, og som vi skal holde fast i som fundament for det danske ministerstyre", skriver Lars Løkke Rasmussen i svaret til Djøf og fortsætter:
"Jeg er som nævnt helt enig i vigtigheden af, at der blandt de involverede aktører er klarhed - og også bevidsthed - omkring ansvarsfordelingen. Jeg vil derfor sørge for, at mine ministerkollegaer bliver bekendt med Djøfs henvendelse, og jeg vil i den forbindelse understrege, at det er væsentligt for arbejdet i ministerierne, at den ansvarsfordeling der er mellem Folketinget, ministrene og embedsmændene, fastholdes og respekteres".
Lars Løkke Rasmussen har sendt en kopi af sit brev til Folketingets formand og en kopi til formændene for partiernes folketingsgrupper.
"Vi sætter stor pris på statsministerens meget konstruktive svar. Vi er glade for, at der nu er fuld opærksomhed på problemstillingen. Vi håber, at Folketingets partier også vil drøfte forholdet, så folketingsmedlemmerne i den politiske debat retter skytset mod ministrene og de folkevalgte politikere, og ikke embedsmændene, som ikke har mulighed for at tage til genmæle. Det har Dansk Folkeparti v. gruppeformand Kristian Thulesen Dahl allere de givet tilsagn om", siger Per Hansen, formand for de offentlige chefer i Djøf.
Djøfhar tidligere fået svar fra Folketingets formand Thor Pedersen, som ikke fandt anledning til at Folketingets præsidium tager sagen op.
I boksen "download dokumenter" øverst til højre på siden, kan du se en kopi af Djøfs oprindelige henvendelse til Statsministeren og Folketingets formand og svarene fra Lars Løkke Rasmussen, Thor Pedersen og Kristian Thulesen Dahl.