Ledigheden er steget siden slutningen af 2008. Og der har i de sidste 10 år ikke været så mange ledige djøfere som nu. Djøf vurderer, at ledigheden desværre fortsætter med at stige et godt stykke tid endnu. For konjunkturerne er stærkt negative.
For andet kvartal i træk er der negativ vækst i økonomien. Og antallet af varslede fyringer stiger igen i maj måned. Der er fortsat fald i beskæftigelsen, fx med 3.800 medarbejdere i den offentlige administration og 2.600 i bygge- og anlæg.
Faldet i dansk beskæftigelse bliver ved og ved. Under krisen har Danmark mistet knap 200.000 job svarende til 5,5 % af beskæftigelsen. Kun Irland og Spanien har haft en større nedgang blandt EU-landene. Beskæftigelsestabet i Danmark har altså været større end i de gældsplagede lande Grækenland og Portugal.
Arbejdsløsheden er godt nok på landsplan faldet med ca. 6.000 personer fra 3. kvartal 2010 til 1. kvartal 2011, men beskæftigelsen er faldet tilsvarende. De ledige kommer altså ikke i job, men går i uddannelse, på efterløn eller andet, når de forsvinder fra ledighedsstatistikkerne. "Langtidsledigheden stiger voldsomt, og inden længe vil arbejdsløse, der er blevet ledige under krisen, falde ud af dagpengesystemet. Der er brug for en fleksibilitet i dagpengeperioden, så den afspejler konjunkturerne på arbejdsmarkedet," siger formand Finn Borch Andersen.