Af Allan Luplau, formand for Djøf Privat

I Djøf er vi optagede af, hvordan vi kan styrke det danske samfunds evne til at skabe vækst og dermed grundlag for velstand og velfærd. For djøferne som for alle andre udgør vækst et helt afgørende fundament for at fastholde og udvikle gode arbejdspladser i fremtiden.

Vi har meldt os på banen for at støtte debatten om at afskaffe efterlønnen til fordel for et andet og mere fleksibelt tilbagetrækningssystem, som samlet skal resultere i, at arbejdsstyrken ikke falder dramatisk i de kommende år. Faldet i arbejdsstyrken, som tegner sig med de store årganges overgang til pension, vil alvorligt forringe vores evne til at løse opgaver i både den offentlige og private sektor.

Men et indgreb over for efterlønnen kan slet ikke stå alene. Niveauet af velstand afhænger ikke kun af antallet i arbejdsstyrken. I så fald burde Kina og Indien være umådeligt rige lande. Udfordringen handler også om at finde den beskæftigelse, der er mest konkurrencedygtig, og som skaber størst afkast. Og om at uddanne arbejdsstyrken, så vi får mulighed for at udvikle produkter og serviceydelser på et så højt vidensniveau, at det kan retfærdiggøre højere priser end konkurrenterne på det globale marked. Det er det, vi hver især og samfundet skal leve af.

Djøf ser fire store indsatsområder for sig, hvis Danmarks produktivitet og vækst skal øges:

• En omgående indsats for at få ledige højtuddannede – især de unge – i privat beskæftigelse. Ellers taber vi muligheden for det arbejdsmæssige afkast, som de repræsenterer gennem den investering, både de og samfundet har gjort i deres uddannelse. Og så kommer vi til at mangle dem i det samlede regnskab, hvor hver enkelt gennemsnitligt i hvert arbejdsår afkaster mere end 600.000 kr. mere til samfundet i forhold til gennemsnittet af øvrige uden langvarig uddannelse.

I dag eksisterer flere ordninger – fx videnpiloter og erhvervs-ph.d-ere – der netop har til formål styrke virksomhedernes konkurrenceevne gennem lettere ansættelse af flere højtuddannede. Og disse ordninger har dokumenteret meget positive effekter på virksomhedernes konkurrenceevne, innovation og beskæftigelse. Men i en situation med økonomisk krise er virksomheder, der ikke har erfaring med fordelene ved de højtuddannede, ekstra tilbageholdne med at nyansætte. Så her må ordningerne i en periode polstres ekstra. Indsatsen for at matche den højtuddannede arbejdskraft og virksomheder må styrkes gennem en offensiv akademikerkampagne med flere ressourcer, end de 2 millioner kroner, der i dag er afsat – og snart brugt.

Vi ved, at hver ny privatansat akademiker trækker 4 øvrige med sig i beskæftigelse. Hvis Folketinget handler hurtigt, kan krisen på blot to år bruges til at sende 5.000 højtuddannede ud i de små og mellemstore virksomheder, der har et betydeligt vidensefterslæb, og som er hårdt ramt af krisen. Det kan blive til 25.000 ekstra private jobs. Alle ville vinde på det. Og det vil koste meget lidt, da lønstøtteordningerne træder i stedet for de passive dagpenge, som alligevel bliver betalt under krisen. Lad os forkorte krisen ved at geare indsatsen og skabe ny vækst og varig beskæftigelse i stedet!

• En omfattende gennemgang af de offentlige støtteordninger til erhvervslivet. Støtteordningerne skal lægges om og målrettes indsatser, der dokumenterbart giver afkast i form af større vækst og beskæftigelse. Danmark bruger mere end 20 mia. kr. om året på forskellige erhvervsstøtteordninger, som kun for en beskeden del analyseres for deres samfundsøkonomiske virkning. Midler til erhvervsudvikling skal bruges til udvikling, der virker.
  
  
• En langsigtet plan for øgede investeringer i uddannelse. Forudsætningen for, at vi får tilstrækkeligt mange og dygtige højtuddannede, er en indsats igennem hele uddannelsessystemet. Ingen kan nemlig undværes. Djøfs undersøgelser viser, at der frem mod 2030 kommer til at mangle godt 20.000 kandidater alene inden for samfundsvidenskab og erhvervsøkonomi. Det vil koste samfundet og virksomhederne op mod 20 milliarder kroner i manglende indtægter. Hvert år.

Men investeringerne i de videregående uddannelser er rystende lav. Den direkte investering på universiteterne til fx en samfundsvidenskabeligt uddannet er på omkring 250.000 kr. Det rækker ikke til den nødvendige og kvalificerede undervisning og vejledning, som skal til for at udløse det fulde talent. Samfundets investering i en djøfers uddannelse er tilbagebetalt på 11 måneder! – når de kommer i job.

Ikke alene giver længerevarende uddannelser et enormt samfundsøkonomisk afkast. Arbejdsstyrken bliver også længere tid på arbejdsmarkedet. Uddannelse er en guldrandet investering, som hele samfundet nyder godt af.

• Et sporskifte i det offentligt-private samspil. Vi har en dygtig og velfungerende offentlig sektor og en idérig og effektiv privat sektor. De skal ikke have hovedfokus på at konkurrere om at lave de samme standardprodukter billigst. De skal konkurrere om at levere hinanden det, de hver især er bedst til at lave. På den måde skabes en synergi, der vil rykke Danmark langt foran andre lande. En kvalitetsbevidst, innovativ offentlig sektor kan gennem sin efterspørgsel af nyudviklende private serviceydelser og produkter skabe et hjemmemarked, som kan skabe grobund for nye eksportsucceser.

Disse bud vil skabe mange tusinde arbejdspladser på kort sigt og ganske mange flere på det lange sigt. Og især vil hver enkelt arbejdsplads give et langt større afkast til samfundsøkonomien end i dag.

Djøf mener, at tiden er inde til at se på andet og mere end størrelsen af arbejdsstyrken. Der ligger et enormt ansvar hos politikerne til at sikre rammer, der kan øge beskæftigelsen og produktiviteten – og værdien af de timer, vi lægger på arbejdsmarkedet.

Kronikken har været offentliggjort i Dagbladet Politiken d. 26.01.2011.