I jagten på kortsigtede besparelser for at få balance mellem statens udgifter og indtægter, glemmer regeringen det lange perspektiv og betydningen af en mere veluddannet arbejdsstyrke, siger Djøfs formand Finn Borch Andersen i en kommentar til regeringens 2020-udspil til sikring af Danmarks velfærd.

Alle undersøgelser viser, at større investeringer i uddannelse er en nødvendighed for at få ny vækst og velstand. Alligevel når regeringen den modsatte konklusion: Uddannelse er en udgift, der skal begrænses. Det lægger gift ud for Danmarks vækst.

Større investeringer i uddannelse vil koste penge straks, men giver et kæmpe afkast på lang sigt. Men da regeringen har stirret sig blind på ét år – 2020 – kan den kun se udgifterne. Men uddannelse er altså ikke en udgift på linje med ældrecheck eller efterløn, siger Djøfs formand Finn Borch Andersen.

Uden en markant større uddannelsesindsats kommer vi til at mangle både højtuddannede og faglærte allerede i 2020. Alligevel spejder vi forgæves efter de nødvendige uddannelsesinitiativer.

Regeringen baserer bl.a. sin nedvurdering af betydningen af uddannelse på studier i det svenske forsvar i 1960’erne. Det fremgår endvidere af regeringens plan, at ”omkostninger for det offentlige ved en stigning i uddannelsesniveauet kommer tidligt, mens gevinster i form af større beskæftigelse først kommer på længere sigt (p. 240)”.

Djøf anbefaler, at regeringen kigger frem i tiden og ud i verden, hvor alle vores konkurrenter satser voldsomt på større investeringer i uddannelse og forskning. Hvis nytten af uddannelse altid var blevet målt med en 10-års tommestok, ville Danmark stadig være et bondesamfund. 

Regeringen opererer uden nærmere begrundelse med 125.000 ekstra jobs i den private sektor. Det vil ikke lykkes uden tilstrækkeligt med højtkvalificeret arbejdskraft. For så placerer virksomhederne sig blot i udlandet. At spare på uddannelse svarer derfor til at ville høste uden at så, slutter Finn Borch Andersen.