Fortsat brug for reformer

06.02.2009 Finanskrisen må ikke få os til at glemme behovet for reformer og afbureaukratisering af den offentlige sektor, siger Djøf i et debatindlæg i Weekendavisen


Af Per Hansen, formand for Offentlige chefer i Djøf.

Det virker påfaldende, at alle politiske kræfter tilsyneladende kun fokuserer på den økonomiske krise og diverse hjælpepakker, der kan lappe på krisen. Selvfølgelig skal finanssektoren have en hjælpende hånd, og en modernisering af den offentlige infrastruktur - skoler, plejehjem, hospitaler, veje osv. er stærkt påkrævet. Faktisk er det rystende, hvor ringe tilstanden er mange steder rundt om i landet.

Men tilsyneladende er en række af de store reformer i den offentlige sektor gået i glemmebogen. Hvad sker der fx med den ofte lovede afbureaukratisering, der skal frigøre ressourcer fra unødigt bureaukrati til kerneopgaverne med at yde god service til borgerne og kærlig omsorg til de plejekrævende. Den netop offentliggjorte ledelseskanon giver et godt udgangspunkt for at drøfte, hvordan man kan udvikle god ledelse i fremtiden. Det er vigtigt at lære af de gode eksempler og erfaringer fra alle dem, der har gjort det godt gennem tiderne. Det gælder både offentlige og private ledere.

Netop i krisetider er der brug for vilje og mod til at turde udvikle sin organisation til at kunne møde fremtidens udfordringer i stedet for at krybe i læ og køre videre ad de kendte stier. Derfor er det beskæmmende, at løfterne om afbureaukratisering af den offentlige kører i laveste gear, mens stadig flere opgaver centraliseres og styres med hård hånd fra Christiansborg. Det lokale råderum reduceres, og der er alt for få muligheder for lokal tilpasning af service og ydelser. Det fremmer desværre ikke medarbejderens engagement og motivation og underminerer således mange af de gode intentioner om at udvikle rammerne for god offentlig ledelse.

Det er for uambitiøst og for kortsigtet. En stærkt og velfungerende offentlig sektor er en helt afgørende forudsætning for et dynamisk erhvervsliv, der kan vende krisen til fornyet fremgang og vækst.

Indlægget har været bragt i Weekendavisen d. 6.2.2009

Kommentér denne side Retningslinjer for brug af kommentarer

Vis ikke mit navn ved denne kommentar (dit navn vil altid være synligt for Djøf).

Din emailadresse vil ikke blive vist offentligt.


Spam-kontrol

Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Send mig en mail når der er nye kommentarer på siden.

Kommentér

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op