Et internationalt evalueringspanel har netop fremlagt en evaluering af danske universitetslovgivning. Evalueringen er bestilt af forligspartierne i Folketinget, der har vedtaget universitetsloven.
- Der er med universitetsevalueringen skabt et godt grundlag for en revision af universitetsloven fra 2003, som kan gøre op med nogle af de grundlæggende problemer, som universiteternes medarbejdere og ledelser har måttet slås med, siger forbundsformand Finn Borch Andersen.
Panelet fastslår, at medbestemmelsen for medarbejdere og studerende ikke er sikret en medbestemmelse, der svarer til danske demokratiske traditioner og universitets ånd.
- Dette er en meget skarp kritik af forvaltningen af universitetsloven. Kritikken skal føre til en umisforståelig bestemmelse i loven, så vi ikke skal gennem flere år med disse helt ufrugtbare tilstande, siger Finn Borch Andersen.
Forskningsfriheden har været et omdrejningspunkt i kritikken af den nuværende universitetslov, og panelet gør det klart, at forskningsfriheden er unødigt udfordret af bestemmelsen i universitetslovens § 17, stk. 2.
Djøfs forbundsformand ønsker en klar bestemmelse, der fastslår, at forskningsfriheden og den akademiske frihed er helt centrale forudsætninger for at udføre forskning på et højt videnskabeligt og troværdigt niveau.
Endeligt hæfter Djøf sig ved, at evalueringen anerkender den udbredte kritik af den centrale detailstyring af universiteterne. Evalueringspanelet fastslår, at der fra Videnskabsministeriets side er gennemført en omfattende regelstyring, der hæmmer autonomien inden for uddannelses- og ledelsesområdet. Derfor foreslår panelet en ansvarsfordeling, der lever op til intentionerne bag universitetsloven. Djøf imødeser en lovændring, der sikrer dette.