Indlægget har været bragt i Dagbladet Børsen d. 4.12.2008
Af Jan Helmer, formand for Djøf Privat
Østre Landsret tager i dag torsdag stilling til en konkret sag om, hvem der skal løfte bevisbyrden for, om en virksomhed har indgået hemmelige jobklausuler bag om rygge på medarbejderne. Virksomheden eller medarbejderne? Men jobklausulerne er kun en dråbe i havet af erhvervsbegrænsende klausuler, og det rejser det helt principielle spørgsmål: Hvad vejer tungest: Hensynet til individets ret til frit at vælge, hvor man vil arbejde? Eller hensynet til virksomhedernes behov for at holde på de dygtigste medarbejdere?
Som den danske lovgivning ser ud i dag, vejer hensynet til virksomhederne langt tungere end hensynet til det enkelte individ. Reglerne om arbejdsgivernes brug af klausuler (konkurrenceklausuler, kundeklausuler, virksomhedsklausuler og medarbejderklausuler) og medarbejdernes loyalitetsforpligtelser i forskellige udformninger er et misk-mask af forskellige paragraffer i adskillige love. Markedsføringsloven, aftaleloven, funktionærloven, jobklausul-loven og den almindelige kontraktret er alle i spil. Og paradoksalt nok dækker reglerne ikke alle medarbejdergrupper.
Klausulerne bliver flittigt benyttet - i nogle brancher mere end i andre. Det er tankevækkende, at dansk erhvervsliv bruger klausuler i langt større omfang end eksempelvis vores nordiske naboer. Arbejdsgivernes påstand om at klausuler er nødvendige for at beskytte virksomhedernes konkurrenceevne holder ikke. I Californien er klausuler således forbudt - og den californiske økonomi er en af de mest innovative i hele verden.
Klausuler er med til at begrænse mobiliteten på arbejdsmarkedet og er derfor ikke kun til skade for den enkelte lønmodtagers jobmuligheder - men også for ekspanderende virksomheder, som har brug for kompetente medarbejdere til at sikre den livsnødvendige innovation og udvikling, så virksomhederne kan klare sig i den globale konkurrence.
Selvfølgelig må man som lønmodtager ikke optræde illoyalt over for sin arbejdsgiver - heller ikke selv om man er på vej ud af virksomheden. Og helt i ganske særlige tilfælde kan en erhvervsbegrænsende klausul måske være berettiget i forhold til en nøglemedarbejder i virksomheden - ganske i overensstemmelse med intentionerne i lovgivningen om fx kunde - og konkurrenceklausuler. Men sådan bruges klausulerne langt fra i dag. I Djøf ser vi eksempler på ansættelseskontrakter med klausuler for studerende i et studiejob. Så er vi vist langt ud over det rimelige, og spørgsmålet melder sig, om ikke der er brug for en revision af den nugældende lovgivning. Der er i høj grad brug for, at indsnævre kredsen af medarbejdere, der kan blive pålagt en konkurrenceklausul - og lægge et rimeligt loft over, hvor lang tid en klausul kan løbe.
Jeg vil gerne opfordre Folketinget til at kulegrave hele området, så vi kan få en samlet lov om erhvervsbegrænsende klausuler. En lov der på den ene side indsnævrer klausulernes dækningsområde og rækkevidde - og på den anden side tilgodeser både hensynet til det enkelte individ - og virksomhedernes behov for inden for rimelighedens grænser at holde på deres vigtigste råstof: Det der sidder mellem ørerne på medarbejderne. Hvis man gerne vil holde på medarbejderne, er der kun en vej: At sikre spændende og udviklende arbejdsopgaver og attraktive løn- og ansættelsesvilkår.