- Det er både godt og nødvendigt, at regeringen nu har indset, at der skal ekstraordinære initiativer til, for at få nyuddannede akademikere i job. Næsten 40 pct. af de nyuddannede er ledige 12 måneder efter, de har fået eksamensbeviset, siger Finn Borch Andersen, formand for Djøf.
Han er meget positiv over for, at initiativerne er målrettet jobskabelse i de private virksomheder:
- Det er nødvendigt at skabe nye job i de små og mellemstore virksomheder, så virksomhederne kan styrke deres innovation og forretningsudvikling. Hver gang virksomhederne ansætter en djøfer, får de en gennemsnitlig værditilvækst på ca. 1 mill. kroner om året. Så en ny isbryderordning og kampagne målrettet disse virksomheder og en styrkelse af Videnpilotordningen er helt rigtige og fornuftige initiativer. Både for dansk erhvervsliv, væksten i Danmark og for de ledige, siger Finn Borch Andersen.
Regeringens nye akademikerinitiativ kommer blot få dage efter, at Københavns Kommune udnyttede helt nye muligheder og fremlagde en endnu mere ambitiøs akademikerkampagne, der sætter flere penge af til akademikerinitiativer i hovedstaden end regeringen gør i hele landet.
- Vi har argumenteret for målrettede akademikerinitiativer længe. Og det er positivt at se, at der nu bliver lyttet - selv om det undrer os, at det har taget så lang tid for regeringen at erkende behovet. Baggrunden er da også meget alvorlig. Ledigheden har de senere år slået nye rekorder på et fastfrosset arbejdsmarked. Fra februar 2010 til februar 2011 er djøfernes ledighed steget med 30 pct, tilføjer Finn Borch Andersen.