Den økonomiske krise har sat lønudviklingen på det private område fuldstændig i stå, og det får konsekvenser for de offentligt ansatte ved OK11.
På det kommunale og regionale område viser de seneste lønskøn nemlig, at der bliver en regning på omkring 1,4 %, som skal betales ved OK11 pr. 1. april næste år.
Baggrunden er, at der er aftalt en reguleringsordning, der sikrer en vis parallelitet i lønudviklingen mellem det offentlige og det private område. På det kommunale og regionale område forventes reguleringsordningen at udmønte negativt pr. 1. oktober 2010, men da der ikke er aftalt generelle stigninger på dette tidspunkt, har parterne allerede aftalt at udskyde regningen til 1. april 2011, så ingen ansatte skal gå ned i løn pr. 1. oktober i år.
Det er først i juni 2010, at de faktiske løntal opgøres, og vi dermed kender det præcise beløb, der skyldes.
”Det bliver ikke nogen nem opgave at nå frem til en overenskomstfornyelse med dette udgangspunkt”, udtaler Lars Qvistgaard, formand for Overenskomstforeningen i Djøf. ”Men jeg tror ikke så meget på, at løsningen er at forlænge den nuværende overenskomst med et år, som nogle organisationer har været inde på i pressen. Der bliver jo ikke flere penge af at vente, og vores medlemmer kan godt gennemskue, hvad det handler om. Alle ved, at det bliver et magert resultat det første overenskomstår i forhold til lønstigninger.”
”At vi skylder de ca. 1,4 % nu, er også et udtryk for, at vi under forhandlingerne i 2008 fik en høj nok ramme og store forbedringer i begyndelsen af perioden. Og det har vi jo glæde af i dag, også selv om det er surt, når regningen skal betales,” bemærker Lars Qvistgaard.