Med stemmerne 111 for, 2 imod og 11 undlader, har Sektorforsamlingen, den højeste myndighed i Djøfs forening for offentligt ansatte, Overenskomstforeningen, i dag d. 14. marts 2011 anbefalet de nye overenskomster for akademikerne i staten, regionerne og kommunerne.
- Resultatet afspejler det bedst opnåelige i en økonomisk vanskelig situation. Forhandlingerne har været både langstrakte og det meste af tiden op af bakke. Aftalen betyder derfor også, at vi har fået afværget forringelser, som vi aldrig ville kunne få rettet op på igen. Men prisen har omvendt været, at langt fra alle vores ønsker er kommet med i aftalen, siger Lars Qvistgaard, formand for Djøfs Overenskomstforening.
- Det lidt der har været at forhandle om, er derfor også blevet prioriteret til generelle lønforbedringer, så alle dog får noget. Med den generelle lønregulering i 2012 kan vi forhåbentlig i andet overenskomstår holde trit med de skønnede prisstigninger, tilføjer Lars Qvistgaard.
Han finder det samtidig tilfredsstillende, at der er aftalt et særligt serviceeftersyn af arbejdsvilkårene for akademikerne i den offentlige sektor, hvor der skal ses på en række af de spørgsmål, det ikke har været muligt at nå til enighed om ved forhandlingsbordet i år. Det handler fx om et stærkere fokus på at forebygge stress og nedslidning og skabe bedre rammer for medarbejdernes trivsel.
- Jeg synes, at vi i den givne situation har fået et fornuftigt resultat, og den 2-årige periode betyder, at en ny forhandlingsrunde er lige om hjørnet, og her håber jeg, at den økonomiske situation igen ser lysere ud, siger Lars Qvistgaard, der opfordrer alle medlemmer til at deltage i den kommende urafstemning om de nye overenskomster.
De nye overenskomster bliver nu sendt til urafstemning blandt de godt 18.000 medlemmer af Overenskomstforeningen frem til den 8. april. Resultatet offentliggøres her på hjemmesiden 12. april.