Af Lars Qvistgaard, formand for Djøfs Overenskomstforening

Det fremmer altid respekten for politiske forslag, hvis der er overensstemmelse mellem ord og handling. I den aktuelle efterlønsdebat er det forstemmende at se, hvordan den statslige personalepolitik udfolder sig. Seniorerne står forrest i køen, når der skal afskediges medarbejdere. Og bagerst, når der skal ansættes nye.

Når vi skal blive flere år på arbejdsmarkedet, er det ekstra vigtigt, at der er fokus på et godt og sundt arbejdsmiljø. Psykisk nedslidning og udbrændthed er efterhånden et større arbejdsmiljøproblem end fysisk nedslidning i mange brancher. Derfor aftalte vi med regeringen i 2007 som en del af trepartsaftalerne, at de enkelte arbejdspladser i staten skulle sætte større fokus på medarbejderne, når man laver resultatkontrakter med cheferne. Men intet er sket. Trods adskillige henvendelser til Personalestyrelsen.

Der er behov for, at arbejdsgiverne fokuserer på både kompetenceudvikling og attraktive arbejdspladser, så medarbejderne fastholder deres værdi, arbejdsglæde og -evne gennem hele livet. Lige nu forhandler vi nye overenskomster for de offentligt ansatte, og her lyder svaret fra arbejdsgiverne: Nej, nej og atter nej. Det er ikke godt nok.

Indlægget har været bragt som læserbrev i Berlingske d. 28.1.2011