Jobfesten er slut

09.09.2010

09.09.2010 Flere akademikere i kommunerne er udtryk for stigende professionalisering


Politiken fokuserer i en stort opsat historie d. 1.9.2010 på udviklingen i antallet af akademikere i kommuner og regioner. Hele 6 procent - 885 flere akademikere - er der blevet ansat fra maj 2009 til maj 2010.

Vi skal lige holde os proportionerne for øje. Akademikerne udgør blot 3,2 procent af det samlede antal medarbejdere i kommuner og regioner, så når vi taler om seks procent flere højtuddannede, er det ud fra et meget lavt niveau. Og inden forargelsen får frit løb, er det nødvendigt at erindre, at en del af udviklingen skyldes, at kommuner og regioner ansætter højtuddannede i diverse former for aktivering. Det har de pligt til og hellere et løntilskudsjob, hvor den ledige får lov at bruge sine kompetencer, end passiv opbevaring på et meningsløst jobtræningskursus.

Men det er korrekt, at der er kommet flere højtuddannede i kommunerne og regionerne. Et af målene med kommunalreformen var, at de nye storkommuner skulle løfte og professionalisere sagsbehandlingen og skabe stærkere faglige miljøer. Masser af lovgivning er i dag så kompliceret, at det er nødvendigt at supplere sagsbehandlingen med fx juridisk ekspertise for at sikre borgerne den service og de tilbud, lovgivningen fastsætter. Hvem behandler indberetningen om det misrøgtede barn eller sagen om socialt bedrageri? Hvem skal behandle klagen over den mangelfulde hjemmehjælp eller barnet, der er glemt af personalet på legepladsen?

Det er altså ikke kun administration, som akademikeren varetager. Opdelingen af medarbejdere i den kommunale sektor med varme og kolde hænder giver ikke mening. Alle hænder bidrager til at sikre borgerne den bedst mulige service inden for de rammer, økonomien tillader.

Og alle hænder arbejder på at opfylde de registrerings-, dokumentations- og kontrolmekanismer, politikerne på Christiansborg har pålagt kommunerne. Hvis folketingspolitikerne vil spare kommunerne for unødige opgaver, kan de erstatte skåltalerne om afbureaukratisering med handling. Det vil frigøre ressourcer til borgerrettet service.

Lige nu er virkeligheden i masser af kommuner store fyringsrunder og ansættelsesstop for nye medarbejdere. Det mærker vi også blandt djøferne, hvor vi første halvår af 2010 har haft 266 afskedigelsessager i den offentlige sektor mod 168 i første halvår 2009. Det får naturligvis konsekvenser for den service, borgerne møder. Og for de afskedigede er der bestemt ikke tale om nogen jobfest. Tværtimod.

Indlægget har været bragt i Politiken d. 3.9.2010

Kommentér denne side Retningslinjer for brug af kommentarer

Vis ikke mit navn ved denne kommentar (dit navn vil altid være synligt for Djøf).

Din emailadresse vil ikke blive vist offentligt.


Spam-kontrol

Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Send mig en mail når der er nye kommentarer på siden.

Kommentér

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op