Når en statsminister udskriver valg, overgår embedsværket til en funktion, der koncentrerer sig om de daglige forretninger. Derimod ophører betjeningen af ministeren med faglige vurderinger, politiske udspil og politiske kommentarer. På den måde holdes embedsværket ude af valgkampen.
Det er en god og nødvendig tradition, siger Per Hansen, formand for DJØFs offentlige chefer, fordi vi på den måde sikrer, at de offentligt ansatte ikke bliver misbrugt til politiske formål.
Per Hansen ser dog et problem i, at afslutningen på denne valgperiode er så tæt på, at valgkampen reelt er skudt i gang.
Vi er på vej ind i en gråzone, hvor embedsværkets arbejde i stigende grad risikerer at blive set i et meget politisk lys. Det er ikke tilfredsstillende.
DJØF vil gerne opfordre til, at regeringen holder sig tilbage fra at anmode embedsværket om at bidrage til politiske udspil og kommentarer.
Vi er nu på et tidspunkt, hvor man alene bør efterspørge rådgivning tæt knyttet til de opgaver, som regeringen er pålagt at udføre, herunder at fremlægge et finanslovsforslag i næste uge.