Af Lars Qvistgaard, formand for Djøfs Overenskomstforening for offentligt ansatte. Indlægget har været bragt i Dagbladet Politiken d. 27. juli 2012.
For en lille måned siden forliste de stort opskruede trepartsforhandlinger. Der var lagt op til det helt store drama om afskaffelse af en, måske to helligdage. Fronterne var skarpt tegnet op. Enten var man for, eller også var man i mod. Undervejs hørte man ingen eller kun få tage en seriøs debat om de danske helligdage, og hvorfor de ligger som de gør – eller om vi som samfund kunne være tjent med en helt anden indretning.
Helligdage har som deres navn antyder et religiøst betinget udspring. De fleste af de danske helligdage er knyttet op på kirkeåret. Udover den religiøse funktion er de også hviledage. Søndag er det klareste eksempel herpå.
Uagtet det kristne grundlag, der sikker fortoner sig for de fleste, så har helligdagene også en praktisk dimension. Uanset om vores arbejdsgivere vil være ved det eller ej, er pauser vigtige. Det gælder både de korte pauser i løbet af dagen og de længere i form af hele dage og ferier. Megen nyere forskning viser, at især for videnarbejdere, er det vigtigt at sætte hjernen på stand by og lade batterierne op. Det hjælper hellig- og fridage os til. Fridage er således med til at sikre produktiviteten, da de er med til at forebygge nedslidning og udbrændthed.
Det kan derfor undre, at helligdagene med julen som særlig undtagelse er klumpet sammen til kun at omfatte den første halvdel af kalenderåret. Jeg er med på, at de store kristne højtider stort set alle ligger i starten af året, men det forklarer ikke, hvorfor der ikke er en eneste fridag mellem juni og jul. Andre lande med protestantiske traditioner har helligdage både på den ene og anden side af sommeren. Og nye lande som f.eks. Canada og USA har stort set en helt matematisk fordeling.
Danmark er dermed atypisk i global sammenhæng. Meget hænger selvfølgelig sammen med, at vi har så mange af vores fri og helligdage bundet op på de store kirkehøjtider i foråret – og i langt større grad end i mange andre lande. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at man under Oplysningstidens opgør med alle de kirkelige bededage valgte at lægge Store Bededag i foråret. Det er velkendt, at vores kirkefædre i slutningen af 1700 tallet valgte at samle mange bønnedage til en – og denne ene dag lå så i starten af året mellem påske og pinse. De kunne have valgt Alle sjæles dag eller Alle helgens dage, som fejres i Sverige og som er forbundet med en urgammel tradition. Men disse var måske for katolske for kirken på daværende tidspunkt?
Hvorfor gøre helligdagenes placering til et problem. Er det ikke nok bare at nyde friheden i foråret, når lyset tiltager, bøgen springer ud og alt ånder liv og ny begyndelse? Både ja og nej. Pauser er som nævnt vigtige for et ordentligt og produktivt arbejdsliv. Men det er ikke hensigtsmæssigt, når alle pauserne ligger oven i
hinanden. Alt for mange knokler for at rydde skrivebordet op til fridagene eller også tager man lige en time eller to på selve fridagen rigtig at kunne holde fri. Jeg tror vi alle kender det, og det giver ikke den rette forudsætning for at få ladet batterierne op.
Helligdagene i Danmark giver et uhensigtsmæssigt stop and go, og i år har været helt specielt. Grundlovsdags placering gav anledning til at man holdt fri på den "indeklemte" mandag på mange arbejdspladser. Når jeg ser på mine børns skole, er det mit indtryk, at der fra slutningen af februar til juni næppe har været en uge med undervisning alle dage. Børnene har syntes det var fedt, men jeg er i tvivl om, hvor meget indlæring de får af disse vedvarende og kontinuerte afbrydelser. Også for dem ville en mere jævn fordeling af fridage give mening.
I optakten til trepartsforhandlingerne blev der sagt en masse vrøvl om, hvorfor vi partout skulle have den ene eller anden helligdag. Vi bliver som kultur ikke mindre kristne, hvis vi måtte vælge at flytte en helligdag til en ikke kirkelig dag. Vores kultur bliver ikke undergravet, hvis vi vælger at tage helligdagene op til overvejelse. Ryster bunken og lader dem falde ned på anden vis. Vi kan lige så godt mødes til hveder eller hyggeligt samvær på en storebededag i efteråret som i foråret.
Dette er ikke et argument for at afskaffe hellig- eller fridage. Jeg mener helt bestemt, at vi har behov for helligdagene. De skal bare have en anden fordeling. Konkret foreslår jeg, at Storebededag blev flyttet til en torsdag i september. Det kunne være den anden eller tredje. Det giver en fornuftig afstand til afslutningen på skolerne sommerferie.
Tilsvarende kan 2 påskedag, som ikke har nogen specifik bibelsk betydning, erstattes med fejring af Allesjælesdag den 2. november. Allesjælesdag markeres ikke i sig selv i folkekirken i dag. Men der er i de senere år blevet indført den smukke tradition for i folkekirken at oplæse navnene på de mennesker, der er døde i årets løb. Allehelgensdag eller Halloween er også en mulighed, da den efterhånden er blevet en sekulær tradition i tråd med Valentins dag og Mors dag. Det er det valg, man har truffet både i Sverige og Norge.
Meget taler for at justere de danske helligdage. Det er uhensigtsmæssigt i et moderne videnssamfund at fastholde en sammenklumpning af dagene til foråret. Det vil hjælpe de mange, som bliver påvirket af de længe nætter, hvis de kunne få muligheden for at lade op nå udvalgte dage i efteråret. Og selvfølgelig er det muligt at flytte helligdage uden at gå på alt for stort kompromis med kirkeåret.