Djøf - statslig udflytning truer kvaliteten

28.04.2010

28.04.2010 Paradeforslag fra Venstre: flyt alle nye statslige arbejdspladser til udkantsområderne.


En tvungen statslig udflytning af arbejdspladser til udkantsområderne kan få alvorlige konsekvenser for kvaliteten af den statslige opgaveløsning. Erfaringerne fra SKAT og Tinglysningen viser, at det har været svært at få ældre og erfarne medarbejdere til at rykke til Ringkøbing og Hobro. Det bliver sværere at rekruttere medarbejdere med de rigtige kompetencer, og det går ud over kvaliteten og sagsbehandlingstiderne. Samtidig modarbejder Venstres forslag regeringens egne ambitioner om at gøre den offentlige sektor mere effektiv, siger Per Hansen, formand for de offentlige chefer i Djøf i en kommentar til et forslag fra Venstres gruppeformand Kristian Jensen om, at alle nye statslige institutioner skal flyttes til udkantsområder i Danmark.

Han kalder det et paradeforslag fra Venstre.

Man skal ikke have for stor tiltro til, at det kan løse udfordringerne for udkantsområderne i Danmark. Samtidig er det dyrt at flytte hele institutioner - og det står i skarp modstrid med regeringens egne ønsker om at spare på den offentlige administration. En holdbar løsning kræver, at der kommer vækst i hele Danmark og ikke kun i enkelte områder, og det gør vi ikke ved at bekrige hinanden og sætte gang i en masseudflytning fra by til land, pointerer Per Hansen.

Kommentar til Per Hansen udmelding den 28.04.2010


Af Allan Holmbæk | 29-04-2010 10:19:21

Jeg skal da sandelig love for at Københavneriet elskes i DJØF. Så du mener ikke, at vi har intelligens til og evne til at løse opgaver for Staten i provinsen. Godt jeg ikke er medlen af DJØF. Det er da vist kun er organisation for Københavnere. Ved du hvad Per - har du ikke medlemmer i provinsen som du skal tilgodese. Skam dig mand !!!!!!

Skriv et svarSkriv et svar

0

Vrøvl


Af Jes | 29-04-2010 15:28:05

Al medarbejderudskiftning har konsekvenser for kvaliteten af arbejdet - i en overgangsperiode. Det har ikke noget med den geografiske placering af instiotutionen at gøre. Derfor er da noget vrøvl at en udflytning til provinsen vil påvirke kvaliteten - det er en evt. personaleudskiftning som påvirker kvaliteten. Placeringen af tinglysningen i Hobro har ikke været et problem - det var derimod softwaren og indkøringen af den. Så det er da en sammenblanding af årsager i argumentationen. Til gengæld er det vigtigt at DJØF ikke modarbejder at der findes akademiske uddannelser med tilhørende arbejdsmarked i alle landsdele. Og så vil det klæde Per Hansen at overveje sin terminologi - bare fordi en offentlig myndighed flyttes uden for valby bakke, eller sågar Ring 3 (gisp), så er det ikke "land" Hverken Esbjerg eller Aalborg kan vel kaldes landområde!

Skriv et svarSkriv et svar

0

Omgør centraliseringsreformerne


Af Jean Thierry | 30-04-2010 14:45:19

Per Hansen har efter min mening helt ret i, at det er forkert at flytte eksisterende centrale institutioner ud til udkantsområder. Det som udkantsområderne først og fremmest har brug for er at få den helt basale infrastruktur tilbage. Det er skoler, posthuse, apoteker, nogle steder politistationer og så den basale demokratiske infrastruktur: Kommunerne.* Derfra kan så skabes en selvbærende udvikling i udkantsområderne. Centraliseringsreformerne har stort set været en fejl og de skal omgøres. Det giver mening. Det giver til gengæld ingen mening med et mere og mere centraliseret samfund, hvor tilfældige centraliserede institutioner flyttes ud i ellers funktionstømte provinsbyer og landområder. *: (Selvstændige kommuner er vi iøvrigt også mange, der gerne vil have i de københavnske bydele).

Skriv et svarSkriv et svar

0

Flere AC arbejdspladser til provinsen


Af Anonym | 05-05-2010 11:07:29

Jeg er selv ansat i SKAT og har derfor set, hvordan flytning af arbejdspladser fra en by til en anden kan være en kæmpe indgriben i folks hverdag. Jeg synes således ikke umiddelbart, at det er en super ide at flytte allerede eksisterende arbejdspladser – ikke såfremt kvaliteten af personalet er til stede og hvis grundlaget for nyansættelser også er der. Er der til gengæld årsager, som gør, at arbejdspladsen skal flytte til en anden by, f.eks. pga. nedlæggelse af fysiske adresser, så er min erfaring fra SKAT, at hvis flytteafstanden er over 50 km., at så kan man lige så godt flytte arbejdspladserne til den anden ende af landet, da det er begrænset, hvor mange der ønsker at acceptere den forlængende transporttid. Jeg synes til gengæld, at det helt klart er en super ide, at oprette nye arbejdspladser i provinsen. Hvis det skal være arbejdspladser med AC’er, så mener jeg, at arbejdspladerne skal ligge tæt på de store/mellem store byer, hvor der er et større ansættelsesgrundlag. Det har f.eks. vist sig, at det er lettere at finde medarbejdere, som vil arbejde i SKAT i Aalborg frem for i Hjørring. Så hvis man ligger AC arbejdspladserne i nærheden af universitetsbyerne, så tror jeg, at man får mindst lige så kvalificerede ansøgere, som man ville få i Hovedstadsområdet. En fordel ved at ligger arbejdspladserne i provinsen er desuden, at der er flere ledige medarbejdere pr. opslået stilling. Udbudet af attraktive AC jobs er væsentligt mindre i provinsen end i Hovedstadsområdet, hvorfor man må kunne drage den konklusion, at det er lettere at ansætte og fastholde folk i provinsen. Jeg giver Allan ret i, at man let kan få den opfattelse, at Djøf/Per Hansen udelukkende tænker på de medlemmer, som er bor i Hovedstadsområdet, hvilket jeg, som Djøf medlem fra provinsen, er skuffet og lettere irriteret over. Djøf skal selvfølgelig også tænke på de medarbejdere, som bliver berørt af evt. flytninger, men måske Djøf og Per Hansen bør have en mere nuanceret holdning til forslaget? Jeg håber således, at Djøf vil indgå i en proaktiv dialog omkring forslaget og arbejde på, at fremme AC arbejdspladserne i provinsen, da dette er en mangelvare.

Skriv et svarSkriv et svar

0

Det kunne være man skulle melde sig ud af DJØF.


Af Anonym | 05-05-2010 14:40:55

DJØF er alt for københavnercentreret. Det er min erfaring, at der i styrelser og departementer sker en alt for stor medarbejderudskiftning i København så kontinuiteten og kvaliteten forringes. Styrelser med kontorer i provinsen er i stand til at tiltrække loyale og dygtige medarbejdere i højere grad end dem der er placeret i Kbh. Der er altså masser af dygtige medarbejdere i provinsen. SKAT i Ringkøbing: Her har en undersøgelse vist, at de har den laveste fejlprocent af alle skattekontorer. Medarbejderne er begejstrede, initiativrige, loyale, grundige og løser opgaverne med høj kvalitet. Sygefraværet er lavere. Jeg kunne blive ved! Det samme gør sig gældende i andre statsinstitutioner i provinsen.

Skriv et svarSkriv et svar

0

Tak for kommentarerne


Af Per Hansen | 07-05-2010 15:10:46

Tak for kommentarerne til mine udtalelser om Venstres tanker om at udflytte statslige institutioner til udkantsområderne i Danmark. Det er dejligt, når udtalelser giver anledning til debat. DJØFs skepsis handler ikke om centralisme, københavneri eller en manglende respekt for kompetencerne hos akademikere i udkantsområderne. Vi påpeger blot de problemer, der opstår når man udflytter videnstunge arbejdspladser, hvor de nuværende medarbejdere får meget lange transportafstande. Man kan ikke tvinge medarbejderne til at flytte med, og det giver store problemer med at fastholde erfaringer og kompetencer i forhold til statsinstitutionernes opgaver. Og ved nyrekruttering af medarbejdere er der betydeligt færre kvalificerede kandidater at vælge imellem. Da SKAT samlede en række funktioner i Ringkøbing flyttede blot 10 medarbejdere med. Og Tinglysningen har åbent erkendt, at en række af de nuværende problemer med sagsbehandlingstider skyldes, at erfarne medarbejdere stoppede ved udflytningen til Hobro. Det er problemstillinger, politikerne bliver nødt til at forholde sig til, hvis de fortsat tror, at man løser udfordringerne i udkantsområderne ved at udflytte specialiserede statslige arbejdspladser. Og politikerne bliver også nødt til at overveje den uro og usikkerhed de skaber blandt medarbejderne, når de begynder at tale om navngivne institutioner som mulige emner til en udflytning. Foruden de betydelige omkostninger, der er forbundet med at flytte. Det er ikke en seriøs måde at drive politik på.

Skriv et svarSkriv et svar

0

Hvorfor skal arbejdspladserne flytte til provinsen?


Af Louise Andersen | 11-07-2010 18:15:22

Hvilke hensyn er vigtigst: Udvikling af regionale områder eller sikring af bedst mulig service i den offentlige sektor? Udflytningen af Sikringsstyrelsen til Esbjerg har vist sig at koste 40.000.000,- kroner eller 500.000,- kroner per medarbejder. Er det pengene værd? For Esbjerg er det selvfølgelig (det er jo heller ikke dem der betaler de 40 mio alene), men er det for det danske samfund? 40 mio er jo alligevel en vis sum penge, men værre finder jeg det, at kun 25% af medarbejderne valgte at flytte med, hvilket må give et enormt videnstab. Dette er alt andet end godt og slet ikke for brugerne af de offentlige services, som Sikkerhedsstyrelsen udbyder.

Jeg prioriterer effektivisering i den offentlige sektor og bedst mulig brug af offentlige ressourcer, og dette sker ikke ved udflytning af eksisterende offentlige arbejdspladser. Hvis man ønsker at vækste de regionale egne gennem offentlige arbejdspladser, så bør man tænke synergieffekter ind. F.eks. kunne Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole med fordel flytte fra Frederiksberg til mere landlige områder, hvor eleverne i fremtiden også skal bo, og forskerne kunne komme ud, der hvor deres viden gør gavn, men ellers mener jeg at man bør tænke en eventuel udflytning af statslige arbejdspladser ind ved ny-etablering af statslige enheder.

Et emne der ikke er berørt endnu er også om dygtige og karriereorienterede mennesker har lyst til at lægge 'alle deres æg i en kurv', forstået på den vis, at hvis det er svært at skifte til andet (akademisk) arbejde i lokalområdet, vil man så binde sig selv til én arbejdsplads fremover (eller selvfølgelig flytte igen)? Og hvad med ens partner? Er der et kvalificeret og udviklende job til ham/hende i lokalområdet?

Modsat alle de andre indlæg her på siden vil jeg godt sige tak til Djøf for at tale de udflyttede medarbejderes sag.

Skriv et svarSkriv et svar

0

Kommentér denne side Retningslinjer for brug af kommentarer

Vis ikke mit navn ved denne kommentar (dit navn vil altid være synligt for Djøf).

Din emailadresse vil ikke blive vist offentligt.


Spam-kontrol

Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Send mig en mail når der er nye kommentarer på siden.

Kommentér

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op