- Vi har stor respekt for, at LO gør, hvad de kan for at få deres unge i arbejde. Men det er fejlagtigt og uklogt at skyde på arbejdsløse akademikere og sige, at de har fået for meget opmærksomhed og særordninger, siger Lisa Herold Ferbing, formand for Djøf, om LOs motivation for at indføre en videnpilotordning for håndværkere.
- Nyuddannede akademikeres arbejdsløshed er markant højere end faglærtes (27,9 % vs 10 %). Der er nu 3.300 ledige AC-dimittender (april-tal), hvilket er 800 flere end for et år siden. Hertil kommer, at antallet af langtidsledige dimittender, dvs. dimittender, som har gået ledig i mere end et år, er steget fra 1.400 til 1.600 i løbet af det seneste år, siger Lisa Herold Ferbing.
Hun finder LOs forslag om at kopiere Videnpilotordningen uhensigtsmæssigt.
- Der en vækstordning, der skal tilføre især de små og mellemstore virksomheder ny viden og nye kompetencer, som ikke allerede har ansat en højtuddannet. Det får man ikke ved at ansætte en faglært. Dem er der masser af i virksomhederne i forvejen. I 8 ud af 10 virksomheder er der ikke ansat højtuddannede. Og hver gang der ansættes en højtuddannet giver det øget innovation, mere indtjening og det trækker også flere andre medarbejderkategorier ind, bl.a. faglærte. Det er dokumenteret gennem flere undersøgelser. Så LO burde støtte Videnpilotordningen som en vækstordning for højtuddannede, der også trækker faglærte i arbejde, anfører Lisa Herold Ferbing, og pointerer, at faglærte allerede i dag kan ansættes med privat løntilskud i virksomhederne. Så det er bare at gå i gang med at få flere ud.
- LO har i årevis hentes masser af penge via voksenlærlingeordningen etc., så sig ikke, at de ikke har haft særordninger, slutter Lisa Herold Ferbing.